Årgang: 1987. Tagline: “The nightmare is about to begin... Again!” Instruktør: Lee Harry. Runtime: 86 min. Medie: DVD. Set på: Plasma 51” Udgiver: Midget Entertainment. Link til filmen: IMDB. Se også: 'Silent Night, Deadly Night’ (1984), 'Child's Play' (1988), 'Black Christmas' (1974).
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Ricky Caldwell (Eric Freeman) interviewes om sin fortid og fortæller historien om hans forældre, der blev dræbt, den efterfølgende tid på et børnehjem og hans brors morderiske togt, der blev resultatet af den ulykkelige begivenhed, de begge oplevede som børn. Han fortæller også om sin egen forbrydelse, der har placeret ham på det hospital, han er spærret inde på. Hvad han ikke fortæller er, at hans sande mål er at få fat i abbedissen, der styrede børnehjemmet, som han og hans bror var på for så mange år siden, og afslutte det arbejde, som hans bror begyndte.
Den oprindelige ‘Silent Night, Deadly Night’ (1984) var en af de hårdest angrebne film i slashergenren, der som omtalt i en tidligere anmeldelse særligt blev gjort til syndebuk for alskens ondskab af Roger Ebert og Gene Siskel. I en nu berømt anmeldelse af ‘Silent Night, Deadly Night’ gik de to anmeldere filmens rulletekster igennem og konkluderede igen og igen, at de alle som en burde skamme sig. Hvad var reaktionen? En fortsættelse naturligvis. Der var dog et spring fra ‘84 og helt frem til ‘87, før film nummer 2 dukkede op. Da det endelig skete, var det uden nogen af etterens medvirkende eller crew. Med en produktionsperiode på blot 10 dage er det ikke overraskende, at det er faldet skaberne lidt svært at fylde den fulde spilletid, og det er der gjort op for med gavmildt genbrug fra den første film - og det helt bogstaveligt. Selvom serien fik endnu nogle fortsættelser, var den ikke just karriereskabende for nogle af de medvirkende. Instruktør og manuskriptforfatter Lee Harry har kun denne film og 1991s ‘Street Soldier’ på cv’et, mens filmens ret så prominente hovedrolleindehaver Eric Freeman har flere statistroller på cv’et end noget andet. Samtidig lader han til fuldstændigt at være sunket i jorden og nægter tilsyneladende at drage fordel af den berømmelse, han har vundet efter dele af ‘Silent Night, Deadly Night Part 2’ blev hits på youtube. Selv filmselskabet, der har forsøgt at kontakte ham med henblik på at lave et kommentarspor med ham og andre af folkene bag filmene, synes ikke at kunne finde ham.
Det er altså ikke det, sådan én er beregnet til.
Med fortsættelsen af ‘Silent Night, Deadly Night’ gik det mere fredeligt end forgængeren. Siden filmen oprindeligt ikke var planlagt som en fortsættelse men bare en omstrukturering af originalen med tilføjede små vignetter, der tog til i omfang, føles den så kluntet, at de fleste anmeldere enten har overset filmen eller har valgt ikke at udtale sig om den. Uanset hvad er det tydeligt, at filmen er en forjaget og dårligt udført størrelse, der ikke har mange positive sider. Manuskriptet er grundlæggende meget fejlbarligt, og replikkerne, der tilsættes klippene fra den oprindelige film, viser allerede fra start, at der ikke har været meget at gøre godt med. Replikkerne er til tider decideret selvmodsigende, og det er overraskende, at der ikke på noget trin i processen er nogen, der har fanget et par af de mest uheldige bidder og fjernet dem. Eric Freeman er mildest talt håbløs i rollen, han sættes til at portrættere. Hans måde at levere replikker på er mere ufrivilligt morsomme, end godt er. Han er på ingen måder truende. Til gengæld har hans skuespil vundet filmen en slags berømmelse, men det er desværre ikke af de helt rette årsager, men snarere på samme måde, som det var tilfældet med ‘Troll 2’ (1990).
Har man i tankerne at give sig i kast med denne film, kan man ligeså
godt vænne sig til dette ansigtsudtryk, og grinet der følger med.
De første 40 minutter af ‘Silent Night, Deadly Night Part 2’ er basalt set en genfortælling af den første film med små tilføjelser i form af Rickys kommentarer. Først efter det detaljerede resume, der bringer bider af næsten alle de større øjeblikke fra originalen, kommer filmen i gang med Rickys historie. Reelt set er det dog først efter en mindre fortælling om Rickys vej til hospitalet, at filmen for alvor kommer plotmæssigt i sving med den eneste sekvens i filmen, der egentlig ligner noget, der kunne have været tilnærmelsesvist relevant i en fortsættelse. Fik jeg i øvrigt nævnt, at man var nødt til at tilføje næsten 10 minutters rulletekster for at få filmen til at strække sig ud i spillefilmslængde? Originalens slutning sætter alting klar til en fortsættelse, og havde skaberne blot startet deres fortælling med at sætte den hævnhistorie op, som bæres med over fra forgængeren, havde der måske været potentiale for en underholdende slasher. Samtidig er det meget nemt at komme i tvivl om det egentlig ville være tilfældet, for det er ikke alene Eric Freemans skuespil og måden, replikkerne er formuleret, der har en tendens til at fremstå fjollede. Også filmens mord er meget kluntet lavet. Man får mere lyst til at grine end at gemme sig under sofaen, når Ricky stikker en mand ihjel med en paraply (og bagefter slår den ud) eller kører henover en anden gentagne gange med en bil.
Sådan ser man åbenbart ud, når man har haft et slagtilfælde. Meget
praktisk da det jo totalt skjuler det faktum, at man har skiftet
skuespillerinden ud.
Charles E. Sellier Jr. lavede med sin oprindelige julegyser en film, som var ret mørk særligt taget i betragtning af det lune og hjertevarme udgangspunkt. Den var ikke nogen perle men solid slasherunderholdning. Fortsættelsen er udelukkende underholdende på et ufrivilligt morsomt plan. Eric Freemans evigt dansende øjenbryn, de fjollede aflivninger og den helt tydelige udnyttelse af den oprindelige film gør tilsammen et værk, der kan benævnes som værende en oplagt kandidat til prisen som horrorverdenens ‘The Room’ (2003).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar