Anmeldelse: X-men: First Class.

Årgang: 2011
Tagline: "Their powers would make them different. But destiny would make them allies.”
Genre: Action, Sci-fi.
Instruktør: Matthew Vaughn.
Runtime: 132 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: SF.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “X-men: Days of Future Past” (2014), “X-men” (2000), “The Avengers” (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Matthew Vaughn er manden bag denne den femte film i serien om X-men. Denne omgang er imidlertid ikke som de tidligere, og denne gang står ikke alene menneskeracens skæbne på spil men potentielt set også jordens, idet en atomkrig ligger og lurer.
Marvels samling af helte kaldet X-men blev først fremvist på det store lærred i 2000, da den oprindelige film, der ganske simpelt hed “X-men” (2000), havde premiere. Siden fulgte “X2” (2003), som var endnu mere vellykket end den første film, og et tredje kapitel, som desværre ikke blev instrueret af Bryan Singer, som ellers instruerede de første to film i serien. I stedet overtog Brett Ratner franchisens tøjler og afsluttede den oprindelige trilogi en smule klodset med det tredje kapitel “X-men: The Last Stand” (2006), som var for kort til at kunne nå tilstrækkelig grundigt rundt om det ellers spændende præmis. Derudover havde filmen også en smule for travlt med at introducere nye karakterer. Helt galt gik det, da Gavin Hood forsøgte sig med en prequel til trilogien, som var beregnet på at udforske Wolverines rødder. Her var for alvor tale om en film, der fokuserede på action fremfor historie, og selvom Hugh Jackman fortsat gjorde et fint stykke arbejde i titelrollen, lykkedes det aldrig helt at binde filmen sammen med den oprindelige trilogi. Begge film er siden forsøgt elimineret fra kanon, med den fremragende “X-men: Days of Future Past” (2014), opfølgeren til nærværende film.

“Mutant and proud.”

Matthew Vaughn, instruktøren af den ligeledes velfungerende “Kick-ass” (2010) er også manden bag denne femte film om de famøse X-men. Denne prequel tager fat i noget af det, der var stærkest i den oprindelige trilogi; forholdet mellem Charles Xavier og Erik Lensherr. De to karakterer blev i den oprindelige trilogi spillet af Patrick Stewart og Ian McKellen, som begge var nogle af de største plusser ved hele den originale trilogi både i kraft af deres skuespilsmæssige evner, som bestemt ikke er at kimse af, men også i kraft af den store forhistorie man fornemmede imellem Stewart og McKellens karakterer. I “X-men: First Class” er det James McAvoy og Michael Fassbender, som får til opgave at portrættere de to venner vel at mærke før, de overhovedet er blevet venner. Det er de tos forhold, der er kernen i hele filmen, og det gør, at den fremstår stærkt nærmest fra begyndelsen. McAvoy og Fassbender slår gnister både i deres individuelle og deres fælles scener. Portrætteringen af venskabets udvikling er meget fornem, og de to formår vitterligt at skabe stærk sympati for deres karakterer, hvilket yderligere styrker denne films dilemma omhandlende menneskets frygt for det fremmede. Denne problemstilling er tilstedeværende i alle de foregående film, men fordi det her kombineres med en tidligere og i forvejen problemfyldt periode af verdenshistorien, får filmen en ekstra dimension, og problemstillingen bliver således endnu mere nærværende end tidligere.

Magneto er født.

Udover at fokusere på det voksende venskab mellem Xavier og Lensherr er filmen i høj grad også en ensemblefilm, der bringer et ungt cast i fokus, som den første generation af X-men. Det er en spændende dynamik, der skabes mellem de unge og at en naturlig frygt for at være anderledes blandes ind i filmens fortælling medvirker blot til yderligere at nuancere historien og tilføje både karaktererne og filmens budskab dybde. At de unge skuespillere derudover gør sig utrolig godt er ingen skade til. Bedst blandt de yngre medvirkende er formentlig Jennifer Lawrence, som nogen vil kende fra “Winter’s Bone” (2010). At hun gør sig så godt har selvfølgelig også at gøre med, at hun gives meget plads i filmen, og at hendes ultimative valg betyder meget for de senere film. Det har også at gøre med, at Lawrence vitterligt er en fremragende skuespillerinde og med to så forskellige roller som Mystique og Ree fra “Winter’s Bone”, beviser Lawrence også sin alsidighed som skuespillerinde og understreger, at måden hendes karriere er blomstret op på de seneste få år, ikke er tilfældig.

“Adapt to this.”

Kontinuitet skabes der også, når man i starten af filmen vælger at genbruge et klip fra den oprindelige “X-men”, hvori man har valgt at klippe nærværende films skurk ind. Selvom det er en detalje, er det også et øjeblik, der er meget vellykket og fint bringer os tilbage i stemningen, som netop det klip skabte i den oprindelige film. Det er samtidig også meget sigende for hele filmen, at det er i detaljen at instruktør Matthew Vaughn får sin film til at fungere. For udover den overordnede historie, som er fint sammensat, er det i den fine portrættering af de forskellige tidsperioder og i skuespilpræstationerne, at Vaughn for alvor bringer en stærk film frem.

Score: