Anmeldelse: The Visit.

Årgang: 2015.
Tagline: "No one loves you like your grandparents".
Genre: Horror, Thriller, Found footage.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Runtime: 94 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.

Se også: "Homebodies" (1974), "Grandmother's House" (1988), "The Sixth Sense" (1999), "The Taking of Deborah Logan" (2014).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. En efterhånden slidt frase, der med tiden er blevet synonym med mange filmelskeres forhold til M. Night Shyamalan. Anmelderne har især givet ham mange tæsk, og i horrormiljøet er han mange steder persona non grata. Personligt har mine oplevelser med hans film været en blandet pose bolsjer. Det var derfor også en skeptisk anmelder, der tændte op under ”The Visit” på en sneklædt lørdag aften.

Ferie hos bedsteforældrene - what could possibly go wrong?

”The Visit” er historien om to børn, der af deres hjerters godhed beslutter sig for at besøge deres bedsteforældre. De har dog op til flere agendaer med deres besøg. Den ene er at deres mor, som har været single alt for længe, trænger til en ferie med sin nye kæreste. Den anden – at moderen ikke har haft kontakt med benævnte forældre siden hun, som teenager, forlod hjemmet i vrede. Missionen for de to børn er derfor, ved hjælp af et par kameraer, at dokumentere moderens barndomshjem, hendes gamle forældre og på en eller anden måde få klinket skårene mellem de to ældre generationer. Det bliver hurtigt klart for de to børn, at noget er helt galt fat med de to ellers så søde bedsteforældre. Men hvad foregår der? Er de bare blevet gamle? Gemmer der sig en anden og mere uhyggelig hemmelighed i det gamle hus? De to børn bliver straks viklet ind i mystiske ting, som de flittigt bruger deres kameraer til at dokumentere. Filmen er derfor primært en slags found footage, der til trods for at det ikke længere er særlig originalt, nu stadig kan være ganske effektfuld.

Svaret er: En hel del.

Man skal ikke mange sekunder ind i ”The Visit”, før man oplever at dette i høj grad er en film bygget på tilskuerens evne til at lade sig opsluge af filmen. Derfor vil de værste skeptikere af Shyamalans værker, sikkert allerede opgive inden filmen er gået i gang. For dette er en stemningsfilm, som stille og roligt æder sig ind på sit publikum. Shyamalan prøver på intet tidspunkt at forcere stemningen, der bevæger sig som en dis over en græsmark, der går fra let og nærmest umiskendelig til tyk og ufarbar inden filmens slutning. Der er en imponerende selvsikkerhed i manuskriptet, der aldrig opgiver sit forehavende, men i stedet spreder stemning med millimeterpræcis omtanke. Med dette i baghovedet, kan det alligevel undre, at man forfalder til et par unødvendige chok-effekter, der rent æstetisk er unødvendige for at holde historie og plot i fremdrift. Shyamalan forstår stadig, at holde fat i sit publikum, som var vi tilbage i ”The Sixth Sense”. Han navigerer ved, at kun svagt antyde, at der er noget helt galt fat i huset med bedsteforældrene, der godt nok opfører sig bizart, men altid har en naturlig og forståelig forklaring på hvad der foregår i det gamle hus.

Lidt overvågning er måske en meget god idé.

Shyamalan bliver, af sine kritikere, oftest stigmatiseret for sine plots, hvor a-ha øjeblikket nærmest er blevet et varemærke for hans film. Efter ”The Sixth Sense” er det derfor også blevet en sport, at gennemskue plottvistet, for at derefter latterliggøre resten af filmen, fordi man nu engang havde gennemskuet plottet. Dette slipper man heller ikke for med The Visit, hvor plottvistet måske ikke er særlig svært at gennemskue. Jeg tvivler stærkt på, at man ikke har gennemskuet tingene i god tid, før den berømte WTF-scene, som efterhånden er synonymt med instruktørens værker. Ikke desto mindre har Shyamalan denne gang fat i så fed en historie, der er  så velskrevet og ubehagelig, at det intet betyder for filmens slutning, at man nu ved hvordan tingene hænger sammen.

Heeeere's granny!

Det tæller absolut som et kæmpe plus i bogen, at det er lykkedes at bevare creepy-faktoren på 100 helt til filmens sidste scene, for mange, og bedre, instruktører ville have faldet til patten og ladet historien sive ud som en fesen sodavand i sommervarmen, som Shyamalan har gjort en del gange i sine tidligere film. Det gør han ikke her, hvor han sådan set gemmer de mest groteske scener til EFTER WTF-scenen, hvilket sender ”The Visit” helt i mål på fornem vis. Man kan ikke, uden videre, konkludere at Shyamalan er tilbage på sporet med ”The Visit”, men hvis filmen er udtryk for den fremtidige kvalitet på hans film, så tør jeg godt glæde mig endnu mere til den næste film, for alt i alt er ”The Visit” en bund solid film, der sagtens kan skræmme, forbavse og overraske – men vigtigst af alt, holde en stemning i samfulde 94 minutter, der til trods for ”found footage” delen stadig er visuelt interessant.

Score:

Anmeldelse: Without Warning.

Årgang: 1980
Tagline: "The alien terror is here on earth.”
Genre: Sci-fi, Horror.
Instruktør: Greydon Clark.
Runtime: 89 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

“Without Warning” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I den amerikanske vildmark kan ingen længere føle sig sikker. Flyvende kæmpe-flåter er begyndt at angribe de mennesker, der trods advarsler fortsat camperer i skovene. To unge slipper med nød og næppe med livet i behold, men opdager snart, at de blodsugende væsner i virkeligheden er organiske våben tilhørende noget større, æklere og langt farligere – et enormt rovdyr fra det ydre rum på jagt efter menneskelige trofæer...
“Without Warning” er ikke en god film. Ikke i ordets egentlige betydning. Det er en film om dræberflåter fra det ydre rum. Baseret på den beskrivelse er jeg sikker på, at de fleste ganske hurtigt vil kunne afgøre, om det er en film for dem eller ej. Filmen har et lavt budget, ringe effekter og skuespillet er i bedste fald mangelfuldt. Betyder det, at filmen ikke er værd at se? Nej da! Det er netop b-films kvaliteterne, man hungrer efter, hvis man hiver en film som "Without Warning" ned fra hylden. En film der fremstår, som var den skabt ud fra en devise om, at det der med at lave film da ikke kan være så svært. Der er ikke ironiseret eller på anden vis lagt lag ned i den her film, den ér ganske enkelt bare.

Enkelte fornuftigt udførte effekter bliver det til.

Når man lytter til instruktør Greydon Clark fortælle om sin tilgang til film, er der noget næsten barnligt (i ordets bedste betydning) over hans passion for mediet. Det er også, hvad der skinner igennem, når man ser “Without Warning”. Der er noget drenget over film som denne her. Dét i en sådan grad, at man næsten kan høre et barn fortælle en nedkogt version af filmens historie, når man ser de bizarre begivenheder udspille sig på skærmen. Det kommer også til udtryk i filmens dramatik, som lader til at have to indstillinger: Fuldt smæk og ingenting. Når filmen giver tid til at dens personer skal tale sammen, går den i stå, indtil den næste flåt-frisbee kommer flyvende gennem luften og igen sætter gang i de balstyriske løjer. 

Sådan ser flåter ud i rummet!

Blodsprøjt er der til gengæld nok af. Effektmagernes tricks er gennemskuelige. Alligevel ser det, når lyset rammer rigtigt, stadig bedre ud end det computergenererede splat, vi alt for ofte spises af med i de senere år - plus vi får fornøjelsen af at se et rumvæsen: Sådan et rigtigt rumvæsen med et overdimensioneret blåt hoved. Her er ikke noget med grundige biologiske overvejelser om, hvordan sådan et væsen ville være udformet men bare en god gammeldags mand i en dragt, der tilbringer det meste af sin tid på skærmen med blot at stå; han får dog også kastet med et par flåt-frisbees. Mange vil kende Martin Landau fra sin rolle som Bela Lugosi i “Ed Wood” (1994). I denne film udviser han ikke samme fine fingerspidsfornemmelser for skuespilfagets finere nuancer. Landau overspiller eftertrykkeligt og gloriøst. Det gør han over for Jack Palance, der har besluttet sig for at være cool i den her film, koste hvad det vil! Faktisk er han så cool, at han på mystisk vis er den eneste, der har fået den lyse idé at fjerne flåterne, når de vil til at suge hans blod.

 “No Chance... No Help... No Escape!”

Mit udgangspunkt er, at den her film skal dræbe en halvanden times tid. Til den opgave er den tilforladelig. Der sker tilpas mange særprægede og overgearede ting på både skuespils- og historiefronten til, at det ikke bliver kedsommeligt. I det mindste ikke for alvor. Det, der sker på skærmen, er ganske enkelt så dumt, at det er vidunderligt. Bær over med karakteren, for i bund og grund ved du allerede, om du vil kunne lide den her film.

Score: