Anmeldelse: It Follows.

Årgang: 2014.

Tagline: "It doesn't think. It doesn't feel. It doesn't give up.”

Genre: Horror, Thriller.

Instruktør: David Robert Michell.

Runtime: 100 minutter.

Medie: VOD.

Udgiver: Cmore Play.

Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.  

Se også: “The Thing” (1982), “Invasion of the Body Snatchers” (1978), “Night of the Living Dead” (1968).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Jay (Maika Monroe) kan få hvilken som helst dreng, hun vil have, men nu er hun rendt ind i den forkerte. Hun er blevet givet en forbandelse, som overføres via sex, og som kan tage en hvilken som helst form. Det kan være én, som du kender, eller en komplet fremmed. Det eneste, Jay kan gøre, er at give forbandelsen videre til en anden... 

Film skal ses i biografen.

Quentin Tarantino har med sin “The Hateful Eight” (2015) peget på John Carpenters “The Thing” (1982) som en helt central inspiration. Det i sådan et omfang at dele af soundtracket i Tarantinos western er taget fra soundtrack albummet til Carpenters film. Det lader til at være en tendens, at paranoiaen er på vej tilbage. I hvert fald har også “It Follows” massive referencer til “The Thing” og paranoiafyldte film, såsom George Romeros zombiefilm og “Invasion of the Body Snatchers” (1978). David Robert Mitchells film er på en og samme tid nostalgisk og fremsynet.  

“...all you can do is pass it on to someone else.”

“It Follows” har en stemningsmættet atmosfære, der emmer af kærlighed til genrefilm. Soundtracket er af kunstneren Disasterpeace og er del af en trend, som går i retning af mere 80er orienterede soundtracks... og det fungerer! Musikken fremstår ikke som en pastiche på noget, der var engang, men som sit eget bæst. Det samme kan siges om filmen selv, der nok har ladet sig inspirere af fortiden, men som også ønsker at gøre sig fri af dem. Derfor er “It Follows” også sin helt egen, både når det kommer til historien men også i sin udformning. Den er fortalt næsten som et mareridt. Figurerne flyder ind og ud af bevidsthed, fortaber sig i detaljer og frem for alt er de fyldt til randen med angst for de mennesker, der er omkring dem. I de bedste gyserfilm ved man aldrig, hvornår man kan føle sig sikker, og netop sådan udfolder “It Follows” sig. Sikkerheden er aldrig garanteret, og bliver du taget af det, der er efter dig, bliver døden langsom og pinefuld. 

Mike Gioulakis’ billeder er vidunderligt grufulde i deres skønhed. 

Mulighederne for at se forskellige lag i “It Follows” er mange. Ungdommens tungsind og store følelsesmæssige kampe er vævet ind i det stof, filmen er gjort af. Den seksualitet, som bliver gjort til en slags skurk, kan også danne grundlag for mange tolkninger. Men på et helt umiddelbart plan er filmen bare utroligt velfungerende. Den er fotograferet smukt og sanseligt. Det hjælper til at drage os ind i frygten, som på mange måder er meget grundlæggende her. Det ville have været utrolig nemt at skrue op for chokeffekterne i denne film. Opbygningen er der! I stedet viser filmen os horrible ting uden nogensinde for alvor at give mulighed for at seeren kan danne sig et entydigt billede af, hvad det er, filmens figurer er så bange for. Det omskiftelige monster er ekstremt effektivt. 

“It could look like someone you know or it could be a stranger in a crowd. Whatever helps it get close to you.”

“It Follows” ser både frem og tilbage. Den boltrer sig i genren og tager dele af dens klichéer til sig, mens den leger med andre. Mitchell insisterer på at tage sit publikum alvorligt. Han vælger gang på gang en subtil måde at skræmme: En måde som kradser sig vej ind i tilskuerens grundangst og bekræftende hvisker: “Alt er farligt - husk at kig dig over skulderen.” 

Score: