Anmeldelse: Hush (2016).

Årgang: 2016.
Tagline: "Silence can be killer".
Genre: Home-invasion, Horror.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 81 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "See No Evil" (1971), "When a Stranger Calls" (1979), "The Strangers" (2008).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den døvstumme forfatterinde Maddie (Kate Siegel) lever et afsondret liv, mens hun forsøger at afslutte sin anden roman. Da en morder dukker op ved hendes dør bliver hun en fange i sit eget hjem og må kæmpe for at genvinde sin frihed og ikke mindst for at beholde sit liv.

Skrækfilmen lever stadig, og “Hush” er på mange måder en helt klassisk film i genren: Den har en gimmick, den har spændingsopbygning og stemning, og så har den en karismatisk skurk. Mike Flanagans film tager alt det, som horror kan, når det er bedst, og presser det sammen i en kompakt 81 minutter lang, vidunderligt brutal filmoplevelse. Filmens gimmick består mere præcist i dens døvstumme hovedperson, hvis handicap naturligvis har en vis betydning for filmens udformning. Når Maddie forsøger at bevæge sig lydløst omkring, gør filmen med et effektivt lydbillede hele tiden opmærksom på alt det, hun ikke kan høre og fornemme. Det giver et ekstra lag af spænding. Morderen kan stå lige bag hende uden, at hun aner det. Nogle af filmens mest mindeværdige scener spiller netop på denne gimmick blandt andet, da der sker et mord lige op ad Maddies havedør, mens hun går rundt i køkkenet lige ved siden af men intet opdager. Havde det ikke været for den brutalitet selve mordet serveres med, kunne sådan en scene have været mere humoristisk end skræmmende, men sådan går det ikke.

“Someone’s at the door!”

Meget lig “It Follows” (2014) tager “Hush” sin inspiration fra klassiske gysere, der lagde vægt på atmosfære og suspense for at skabe gru i sin tilskuers sind. Ikke alene er filmen bragende velfotograferet, men der leges også med formen i forhold til lydbilledet. Der skiftes mellem et righoldigt, detaljeret lydbillede og pletvis stilhed, der minder os om Maddies handicap. Filmen formår mesterligt at spænde suspense-buen til bristepunktet samtidig med, at Maddie i filmens løb bliver ved med at forsøge at gøre ting for at slippe ud af sin situation. Hun sætter sig ikke bare på hænderne og venter på at morderen laver en fejl. Hun kæmper vitterligt for sit liv.

Kate Siegel spiller den døde finalgirl Maddie.

Maddie og den navnløse morder er alene i langt størstedelen af filmens spilletid. Det er spillet og spændingen mellem de to, der er afgørende for, at filmen fungerer. Måske er det netop derfor ,at morderen ikke beholder sin ellers så ubehageligt udseende maske på. Opgøret mellem de to skal være mere personligt til trods for, at de er totalt fremmede for hinanden. For morderen er der ikke andet motiv end at tage håbet og livsgnisten fra Maddie. Og for Maddie bliver kampen den modsatte. Ikke bare en kamp for overlevelse, men en kamp for at komme tilbage til livet. Som i de bedste horrorfilm kan opgøret mellem offer og morder ses som noget andet og mere end blot det: Maddie er isoleret længe inden morderen introduceres grundet sit handicap. Da han dukker op fjerner han hendes sidste mulighed for at få hul igennem ud til verden ved at tage hendes internetadgang og hendes mobiltelefon. Man kunne derfor tænke filmen som Maddies opgør med sit handicap og den ensomhed, det har bragt hende i.

“I can come in anytime I want. And I can get you, anytime I want. But I'm not going to. Not until it's time. When you wish you're dead... that's when I'll come inside.“

“Hush” er et vigtigt eksempel på, at horror stadig har noget at byde på andet end evindelige forsøg på at toppe, hvad der er kommet før og ligegyldige remakes. Hovedpersonen Maddie er værd at investere i, fordi hun kæmper med gejst. Skurken er karismatisk i sin hjerteløse kynisme. Filmen lægger vægt på opbygning af suspense, samtidig med at den leverer nogle hjertekrampe inducerende pay-offs undervejs. Tempoet og doseringen er mildest talt perfekt. “Hush” er en intens og effektivt sammensat home invasion gyser på lige under halvanden time, der leverer præcis det, du har behov for fra sådan en film og lidt mere til.

Score:

Anmeldelse: The Boy.

Årgang: 2016.
Tagline: "Every Child Needs To Be Loved."
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: William Brent Bell.
Runtime: 97 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Annabelle” (2014), ”Child’s Play” (1988),  ”Dead Silence” (2007).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den unge amerikaner Greta tager job som barnepige i et kæmpe hus, der er placeret langt fra alfarvej. Her møder Greta det ældre ægtepar af huset, der præsenterer hende for deres lille søn Brahms, der langt fra er en normal lille dreng. Han er nemlig en dukke, der skal passes og plejes, kultiveres med musik og bøger – og naturligvis også puttes, som enhver lille dreng. Ægteparret efterlader Greta med Brahms og tager på ferie, men Greta tager ikke sit arbejde alvorligt. Hun lader Brahms og listen over gøremål stå i et hjørne, men det finder den unge herre sig ikke i. Slet ikke!

1...2...3...BØH!

Endnu en gyser med en dukke, tænker du? Kan markedet bære flere? For at nævne et par enkelte har der været ”Trilogy of Terror” over ”Child’s Play” til moderne gysere som ”Annabelle” og ”Dead Silence”. Så ja, der HAR været rigeligt af dem. Det er nu ikke så mærkeligt, for de rigtige dukker – dem, der virkelig skræmmer, er jo allermest uhyggelige når de bare sidder i en stol, på et bord eller i en seng. De behøver ikke at bevæge sig, for ligesom med øjne på malerier, følger deres øjne offeret rundt i hele rummet, hvilket må være den billigste filmeffekt nogensinde. De behøver heller ikke at sige noget overhovedet. Stilheden i sig selv skaber stemning, så et par close-ups af den rigtige dukke kan sagtens skabe nok uhygge uden megen andet.

Brahms får lige en godnathistorie af sine forældre.

Med ovenstående i baghovedet, har instruktør William Brent Bell skabt et særdeles stemningsfyldt film, hvor man med ganske få virkemidler skaber uhygge, der aldrig kammer over og bliver fjollet. Der er ganske vist genbrugt lidt klassiske virkemidler, men det spiller ikke den store rolle, for det egentlig uhyggelige består i det ordinære gennem de første 85 minutter af filmen. Hele tanken om, at denne dukke, der naturligvis har en historie, der lige så naturligt både er banal og ligegyldig, skal plejes, passes og aktiveres som et rigtigt barn er i bund og grund filmens store styrke. At man, uden at det bliver skrevet med versaler, konstant sidder med en tanke i baghovedet om, at den lidt naive amerikanske barnepige kommer til at fortryde sin lemfældige omgang med dukken, er der hvor stemningen rammer sit ypperste punkt, for den gode instruktør ved jo godt, at vi har set mange film som ”The Boy” – og derfor nok er klar over, at barnepigen skal betale prisen. Dette er et godt setup til en gennemsnitlig historie, der kun virker gennem et godt plot, der tager nogle gevaldige twist gennem en forståelse for, at vi som publikum har en vis erfaring med lemfældige barnepiger i gysere.

Alle raske børn elsker at lege på gulvet.

Hovedpersonen Greta bliver spillet af Lauren Cohan, som de fleste nok kender bedst fra sin rolle som Maggie i ”The Walking Dead”. Hun lider i denne rolle, præcis som TWD, af at være en elendig skuespillerinde. Samtlige af hendes replikker lyder oplæste, og jeg måtte flere gange abstrahere fra min irritation over, at man i en ellers vellykket gyser havde valgt en skuespillerinde, der så absolut ikke kan være troværdig i nogen rolle overhovedet. Hendes mangler bliver især udstillet i de scener, hvor byens købmand (og hendes eneste fysiske kontakt) Malcolm kommer med friske varer på sine ugentlige besøg til huset. Dialogen, der ellers er rigtig fin for genren, bliver overspillet eller oplæst i divergerende grad gennem de fleste af scenerne, hvor man bare håber på, at der snart må ske Greta noget ganske forfærdeligt.

To spejlblanke skuespillere i et og samme billede.

Når Lauren Cohan så er glemt – og det bør man, så er ”The Boy” en rigtig god film. Den bringer ganske lidt til bordet, når det kommer til originalitet, men på plotsiden er den stærk. Stemningen er ikke til at tage fejl af, og selv om den kun perifert er en gotisk gyser, så bevæger ”The Boy” sig alligevel gennem en  masse spændende scener, der er godt sat op med ganske få virkemidler. Det sidste kvarter bliver en smule triviel, for selvfølgelig afslører filmen sig selv en tand for tidligt, hvilket nødvendigvis udløser et antiklimaks, der bare gør slutningen til noget man må igennem – men inden da rammer ”The Boy” plet på mange parametre.

Score: