Anmeldelse: Hush (2016).

Årgang: 2016.
Tagline: "Silence can be killer".
Genre: Home-invasion, Horror.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 81 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "See No Evil" (1971), "When a Stranger Calls" (1979), "The Strangers" (2008).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den døvstumme forfatterinde Maddie (Kate Siegel) lever et afsondret liv, mens hun forsøger at afslutte sin anden roman. Da en morder dukker op ved hendes dør bliver hun en fange i sit eget hjem og må kæmpe for at genvinde sin frihed og ikke mindst for at beholde sit liv.

Skrækfilmen lever stadig, og “Hush” er på mange måder en helt klassisk film i genren: Den har en gimmick, den har spændingsopbygning og stemning, og så har den en karismatisk skurk. Mike Flanagans film tager alt det, som horror kan, når det er bedst, og presser det sammen i en kompakt 81 minutter lang, vidunderligt brutal filmoplevelse. Filmens gimmick består mere præcist i dens døvstumme hovedperson, hvis handicap naturligvis har en vis betydning for filmens udformning. Når Maddie forsøger at bevæge sig lydløst omkring, gør filmen med et effektivt lydbillede hele tiden opmærksom på alt det, hun ikke kan høre og fornemme. Det giver et ekstra lag af spænding. Morderen kan stå lige bag hende uden, at hun aner det. Nogle af filmens mest mindeværdige scener spiller netop på denne gimmick blandt andet, da der sker et mord lige op ad Maddies havedør, mens hun går rundt i køkkenet lige ved siden af men intet opdager. Havde det ikke været for den brutalitet selve mordet serveres med, kunne sådan en scene have været mere humoristisk end skræmmende, men sådan går det ikke.

“Someone’s at the door!”

Meget lig “It Follows” (2014) tager “Hush” sin inspiration fra klassiske gysere, der lagde vægt på atmosfære og suspense for at skabe gru i sin tilskuers sind. Ikke alene er filmen bragende velfotograferet, men der leges også med formen i forhold til lydbilledet. Der skiftes mellem et righoldigt, detaljeret lydbillede og pletvis stilhed, der minder os om Maddies handicap. Filmen formår mesterligt at spænde suspense-buen til bristepunktet samtidig med, at Maddie i filmens løb bliver ved med at forsøge at gøre ting for at slippe ud af sin situation. Hun sætter sig ikke bare på hænderne og venter på at morderen laver en fejl. Hun kæmper vitterligt for sit liv.

Kate Siegel spiller den døde finalgirl Maddie.

Maddie og den navnløse morder er alene i langt størstedelen af filmens spilletid. Det er spillet og spændingen mellem de to, der er afgørende for, at filmen fungerer. Måske er det netop derfor ,at morderen ikke beholder sin ellers så ubehageligt udseende maske på. Opgøret mellem de to skal være mere personligt til trods for, at de er totalt fremmede for hinanden. For morderen er der ikke andet motiv end at tage håbet og livsgnisten fra Maddie. Og for Maddie bliver kampen den modsatte. Ikke bare en kamp for overlevelse, men en kamp for at komme tilbage til livet. Som i de bedste horrorfilm kan opgøret mellem offer og morder ses som noget andet og mere end blot det: Maddie er isoleret længe inden morderen introduceres grundet sit handicap. Da han dukker op fjerner han hendes sidste mulighed for at få hul igennem ud til verden ved at tage hendes internetadgang og hendes mobiltelefon. Man kunne derfor tænke filmen som Maddies opgør med sit handicap og den ensomhed, det har bragt hende i.

“I can come in anytime I want. And I can get you, anytime I want. But I'm not going to. Not until it's time. When you wish you're dead... that's when I'll come inside.“

“Hush” er et vigtigt eksempel på, at horror stadig har noget at byde på andet end evindelige forsøg på at toppe, hvad der er kommet før og ligegyldige remakes. Hovedpersonen Maddie er værd at investere i, fordi hun kæmper med gejst. Skurken er karismatisk i sin hjerteløse kynisme. Filmen lægger vægt på opbygning af suspense, samtidig med at den leverer nogle hjertekrampe inducerende pay-offs undervejs. Tempoet og doseringen er mildest talt perfekt. “Hush” er en intens og effektivt sammensat home invasion gyser på lige under halvanden time, der leverer præcis det, du har behov for fra sådan en film og lidt mere til.

Score: