Anmeldelse: Deathgasm.

Årgang: 2015.
Tagline: "The road to hell is paved in metal.”
Genre: Splatter, Komedie, Horror.
Instruktør: Jason Lei Howden.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shaun of the Dead” (2004), “Trick or Treat” (1986), “Braindead” (1992).

“Deathgasm” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

De to metal-hoveder Zakk (James Blake) og Brody (Milo Cawthorne) bryder ind hos deres store idol Rikki Daggers. Her finder de noderne til et stykke musik, som, da de spiller det, gør en stor del af deres lille bys befolkning til dæmoner. Uden at vide det, har de banet vej for satans komme, som de nu må forsøge at bremse, før det er for sent.

Got a splitting headache?

Vi tager sådan ca. plottet i “Tenacious D in The Pick of Destiny” (2006), kobler det med splatten fra film som “Evil Dead” (1981) og humoren i “Shaun of the Dead” (2004). Så tilføjes godt med heavy metal og voila! “Deathgasm” er født. Instruktør Jason Lei Howden var egentlig ret overbevist om, at hans smag i film var for outreret til at blive overvejet til at modtage støtte, men han endte alligevel med at sende et par ideer ind til en konkurrence, der gav mulighed for at få lavet en god ide om til film. En af ideerne var “Deathgasm”, som endte med at vinde. Howden bygger videre på en stolt tradition i New Zealandsk splatterfilmshistorie, som bl.a. tæller Peter Jacksons tidligste film, der stadig er blandt de blodigste og humoristisk mest fandenivoldske, genren har at byde på.

Kvinder kan tilsyneladende også have heavy metal fantasier... 

Hvad der er påfaldende ved “Deathgasm” er, at dens hovedpersoner er nørder på forskellig vis. De kender deres filmhistorie og har set både gys og action nok til at vide alt om one-liners, dramatiske entreer og humoristisk ordkløveri. Det bærer filmen præg af. Figurerne taler om dæmoner og nyligt oplevede traumer med en nonchalant attitude, som sender tankerne hen til den tidligere nævnte “Shaun of the Dead”, men dog tilsat en yngre og mere dødsfornægtende tone. De her figurer er unge, frustrerede og dumdristige. Det gør dem hurtige, ikke bare i replikken, men også hurtige til handling. De spilder ikke for meget tid på at overveje, hvad deres næste træk skal være, og det gør, at historien udvikler sig hurtigt.

“You've got red on you”

Filmen er proppet med virkemidler. Den klipper til tegninger som, tro mod metaltraditionen, er fyldt med dødningehoveder og nær ulæselig tekst. I det hele taget flyder metalattituden sammen med filmen stilmæssigt, hvilket er fængende på en vidunderligt kaotisk måde. Filmen får lidt svært ved at fastholde de stilmæssige spidsfindigheder undervejs, men her tager blodbadet og nogle stærkt kreative effekter over. Det går langt over gevind med sære kameravinkler og snask, men det holder aldrig op med at være underholdende. Humoren bliver måske lige vel pubertær, men det kommer selvfølgelig fra karaktererne, som bare har hovedet fyldt af halvstiverter og kvindelige attributter. Det største enkeltstående problem er slutningen. Der skal lige en sidste stinger med, som det så tit er tilfældet i denne genre, og det er så kejtet og uforståeligt, at selvironien, der har kendetegnet resten af filmen, pludselig savnes voldsomt.

Smider spontant tøjet og håber på at blive penetreret af Satan

Djævletimen er klokken 3, men tager Satan højde for sommer- og vintertid? Sådanne spørgsmål tilføjer selvironi til denne vidunderlige omgang splat. Samtidig hyldes den growlede, hurtige og tunge metal, fordi den rent faktisk fylder et hul i hjerterne på dem, der kan føle sig som udskud. Det er netop disse udskud, der vil kunne forstå driften imod at kunne gøre noget brugbart med al sin vrede som for eksempel at aflive rækkevis af dæmoninficerede religiøse fanatister med deres eget hengemte sexlegetøj. “Deathgasm” kan være plat og for meget, men den har spandevis af kærlighed til dem, der før eller siden har formet et sæt djævlehorn og kastet dem i vejret til den helt perfekte guitarsolo, der ordløst udtrykte noget, de længe har ønsket sig at kunne sige.

Score: