Anmeldelse: Green Room.

Årgang: 2015.
Tagline: "Now. Whatever you saw or did. Is no longer my concern. But let's be clear. It won't end well."
Genre: Crime, Horror.
Instruktør: Jeremy Saulnier.
Runtime: 95 minutter
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "American History X" (1998), "Red State" (2011) "Blue Ruin" (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Punkrock, nynazister OG Kaptajn Picard? Hvordan kan man undgå, ikke at elske denne film, inden man overhovedet har rørt sin fjernbetjening? Et punkband ved navn Ain’t Rights er på tur langs den amerikanske vestkyst. De er mildest talt på røven, og har svært ved at holde økonomien flydende. Efter endnu et gig, der gik langt under forventning, bliver bandet tilbudt et job, som er nemt tjente penge. Til trods for et hårdt publikum af nynazister, tager Ain’t Rights jobbet, som snart skal vise sig, at være en fatal fejl, da bandet falder over et lig, som de ikke skulle have set.
Lad det være sagt med det samme. Denne her film bliver kun bedre, hvis du venter med at læse denne anmeldelse. Ikke fordi, at jeg kunne finde på at spoile din oplevelse, men af den simple årsag, at ”Green Room” bare er en bedre film, hvis man ved så lidt som muligt om den. Vi har nemlig at gøre med en film, hvis rammer er ganske begrænsede, og derfor skal der ikke meget til, før oplevelsen er minimeret en hel del. Så nu er du advaret!

Captain Jean-Luc Picard at your service.

”Green Room” er en stilsikker sag, hvor instruktør Jeremy Saulnier bygger videre på den type film, plot og handling, som han skabte med den glimrende ”Blue Ruin”, der ellers var en afstikker fra den ligeså glimrende debutfilm ”Murder Party”. Ikke desto mindre er vi stadig velsignet med en masse fede scener, der koger over i løbet af inden tid, hvilket man vil genkende fra netop ”Murder Party”. Saulnier er ikke bange for at holde stilen fra start til mål, hvilket giver en vidunderlig afdæmpet atmosfære midt i en knap så afdæmpet handling, der bestemt hverken mangler blod, splat eller vold. Det er en fin balancegang, som består sin test fra filmens begyndelse til den allersidste scene. Stilsikkerheden bærer også over i en ganske lækker visuel stil, hvor de mørke og grå toner bliver angivende for filmens generelle udseende. Det er efterhånden blevet normen for små gysere, men ikke desto mindre fungerer det fremragende, når man har en god historie, et fornuftigt plot og en del glimrende skuespillere, der formår at holde den afdæmpede linje. Man skal derfor ikke forvente skrigende teenagers ad nauseam, hvilket bestemt ikke bekymrer anmelderen overhovedet.

We're pretty, A pretty vacant!

Patrick Stewart spiller hovedrollen som den nynazistiske leder Darcy (Jax Teller roterer i sin grav), men er, uanset hans blændende skuespil, slet ikke en del af filmens hovedhistorie. Derimod er, den for nyligt afdøde, Anton Yelchin filmens helt store oplevelse på skuespillerfronten. Han brillerer filmen igennem med en klaustrofobisk skildring af en utilpasset punker, der først kommer virkelig til live en tredjedel inde i filmen. Det er en udsøgt fornøjelse, når folk formår at spille deres roller i denne type film, uden at nødvendigvis kamme helt over i en parodi på sig selv. Yelchin bliver dog flankeret fint af Imogen Poots, der igen formår at spille antihelt på glimrende vis.

Imogen Poots rocker pumpgun og punkhår.

Når man så allerede kan erklære, at man har været forkælet på filmens stil, visuelle formåen og skuespillet, kan man så brokke sig overhovedet? Desværre er svaret ja, for ”Green Room” går lidt i selvsving i filmens sidste fjerdedel. Her bliver der famlet lidt for voldsomt i plottet, og pludselig bliver filmen en absurd forudsigelig oplevelse. Jeg har ikke kunne læse mig til, hvorvidt der har været grove omskrivninger af manus, men Saulnier falder i gryden med klichéerne og filmens slutning er underlig kedelig til trods for, at man på intet tidspunkt bliver bragt ud af filmens ellers så fede stil. Især slutscenen er forfærdelig, da den nærmest dovent bringer filmen til sin slutning, uden nogen form for begejstring for sin publikum. Man kan sikkert tilskrive den afdæmpede stil lidt af det manglende klimaks, men det bliver alligevel en flad fornemmelse mad sidder med, når rulleteksterne kører over skærmen.

"Make it so..."

Jeg vil dog alligevel anbefale ”Green Room”, da den bestemt har sine øjeblikke, er stilsikker og har et rigtig godt og solidt cast af skuespillere. Den udstiller desværre også sine mangler i filmens slutning, hvilket trækker alvorligt ned, da man i vores gebet gerne vil have fuld klimaks, hvis man er blevet kildet gennem femoghalvfems minutter. Så nynazisterne, punkrock og ham Picard behøver ikke at være noget, som man bare elsker uden omsvøb. Det var i sidste ende en fin lille date, der desværre sluttede med et kys fra ens søster, Øv!

Score: