Anmeldelse: The House at the End of Time.

Årgang: 2013.
Tagline: "There’s no turning back.” 
Genre: Horror.
Instruktør: Alejandro Hidalgo.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Rosemary’s Baby” (1968).

“The House at the End of Time” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

For 30 år siden omkom Dulces mand og søn under mystiske omstændigheder, og selvom hun var uskyldig, blev Dulce (Ruddy Rodriguez) idømt 30 års fængsel for de brutale mord. Nu er hun på fri fod og vender tilbage til åstedet i form af familiens gamle hus for konfrontere sine minder og indre dæmoner. Men det er ikke det eneste, hun tvinges til at konfrontere… For noget har taget bolig i skyggerne i den gamle bygning. Noget, der har myrdet før, og som er mere end villig til at gøre det igen...

“The Last House on the Left” (1972), “House on the Edge of the Park” (1980) og “House at the End of the Street” (2012): Filmene har været af svingende kvalitet, men husene har altid været der. Forskellige steder i skrækfilmens landskab har de været placeret. Måske for at vække barndomsminder om Hans og Grethes pandekagehus, der indeholdt noget langt mere dystert end sød dej eller måske for at minde seeren om den omfattende mængde spøgelseshuse, som har været en del af skræmmende fortællinger, længe før filmmediet dukkede op. I 2013 dukkede endnu et hus op, denne gang ikke placeret geografisk, men simpelthen i tiden, hvilket jo lyder lovende.

 Dulce er en klodsmajor og falder på trappen.

Huset er også centralt i “The House at the End of Time”. Filmen føles til tider som en endeløs række af klip med døre, der smækkes i, bankes på og håndtag, der ruskes i. Alt dette med den hensigt at besjæle huset og give oplevelsen af, hvorledes væggene klaustrofobisk trækker sig sammen om Dulce. Filmen viser os sideløbende, hvad der ledte op til Dulces fængsling, og hvad der sker, da hun bliver løsladt og bor alene i det store hus. På tværs af tid stiller filmen det samme spørgsmål, som Polanski gjorde i “Rosemary’s Baby” (1968): Er de overnaturlige ting, vi sammen med hovedpersonen oplever virkelige eller forestillinger i en sindssyg kvindes hoved? Filmen vil gerne være overnaturligt gys, mysterie og et familiedrama. Måske det netop er de mange ønsker om retning, der får den til at fremstå retningsløs. Derfor bliver det lidt svært at forblive fanget af historien.

Dulce er ikke helt tryg ved situationen.

Filmens sidste tredjedel gør meget for at samle trådene i et twist, som ikke nødvendigvis vil efterlade alle seere tilfredse. Her tilføres historierne langt om længe den sammenhæng, som så længe er fraværende. Samtidig skifter hele universet karakter, og hvad der lod til at være gys - den evindelige rusken i dørhåndtag - viser sig at lægge op til noget andet og mere. Måden svarene her gives på er spændende, og gør filmen bedre. Desværre kommer det hele også til at virke kalkuleret, og det går særligt ud over en af filmens personer, som meget pludseligt skifter karakter, uden nogen tydelig årsag. Begivenhederne og filmens personer skal presses ned i plottets form i stedet for, at plottet arter sig efter dem, og det bliver et minus, når det, der ellers har fungeret bedst, er menneskene og det drama, der udspiller blandt dem. Havde slutningen formået at gøre, hvad den gør på en måde, der fremstod organisk og indarbejdede karaktererne på en meningsfuld måde, havde “The House at the End of Time” været en bedre film.

Ikke mindre end to skumle spåkoner bliver det søreme til, selvom filmen ikke just er den gyser, som den sælges som. 

“The House at the End of Time” er præget af gode præstationer fra sine skuespillere ikke mindst de yngste af dem. Den har af og til styrke i det drama, der foregår i den lille familie, som er central for historien. Dette smider den desværre væk til fordel for en markant og spændende men også forceret slutning, hvor alle de løse ender skal bindes sammen i en lidt for perfekt slutning. “The House at the End of Time” er ikke uhyggelig eller skræmmende. Ikke rigtig. Og det er måske heller ikke i så høj grad dens formål, fordi den egentlig er et drama forklædt som genrefilm. Det er der absolut intet galt i som udgangspunkt, men i sit mangeartede udtryk, bliver det, der skulle have været centralt utydeligt, og filmen ender som en lettere forglemmelig en af slagsen.

Score: