Anmeldelse: Blair Witch.

Årgang: 2016.
Tagline: "There's something evil hiding in the woods.”
Genre: Horror, Found footage.
Instruktør: Adam Wingard.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Biograf .
Udgiver: Lionsgate.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), “Lake Mungo” (2008) “The Last Exorcism” (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

James (James Allen McCune) mistede sin søster Heather, da hun drog ud for at undersøge legenden om Blair heksen. Da optagelser fra Heathers kamera dukker op på YouTube, beslutter James at tage ud at lede efter hende. Sammen med en gruppe af sine venner, får han kontakt med folkene, der har uploadet videoen. Bevæbnet med mængdevis af kameraer og anden moderne teknologi, begiver gruppen sig af sted for at finde James’ søster fuldstændig overbevist om, at der ikke gemmer sig nogen sandhed i myten om heksen i skoven.

Vi har lejrbål her!

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er stor fan af den første film i denne franchise. Filmen fra ‘99 brillerede med sin markedsføring, men selv ved gentagne kig, formår filmen ikke for alvor at blive skræmmende. Derfor finder jeg mig i den sære situation, at jeg foretrækker dette nye indslag i franchisen. Ikke fordi “Blair Witch” er nogen mesterlig film, men fordi den i højere grad end originalen byder på nogle personligheder, som jeg i et eller andet omfang bliver investerede i, og fordi den eskalerer sin uhygge trinvist. Min helt store anke i forhold til originalen er, at den giver nogle enkelte øjeblikke, hvor uhyggen bliver bygget op, men at det først er i de sidste få minutter, der for alvor sker en eskalering. Krydret med endeløse sekvenser med diskussioner om kort, der er blevet væk, og hvem der nu er mest urimelig, bliver filmen en langsommelig og decideret tung affære at komme igennem.

Øst? Nord? Er det ikke den vej?....Eller?

“Blair Witch” har et væsentligt større persongalleri end originalen, og det består af nogle mere dragende dynamikker. Filmen har humoristiske øjeblikke fra start, og det gør den langt mere fængende i sit udgangspunkt. Der er desuden spændende ting på spil mellem gruppen, vi følger og de to lokale, som skal hjælpe gruppen med at finde ud til skoven. Det skaber spændinger, som tager fokus væk fra at den egentlige skurk, som selvfølgelig er det overnaturlige væsen, der gemmer sig i skoven. Hende ser vi i øvrigt også mere til her både i fysisk form og gennem de kræfter, hun besidder. Det overnaturlige er prominent, og en af filmens styrker er fornemmelsen af, at heksens ondskab arbejder på flere niveauer på samme tid. Karaktererne er fængende, men på typisk gyserfilms maner også dumme i nogle af deres beslutninger, og som filmen skrider frem, foretager de trinvist ringere valg, der ikke giver mening i forhold til, hvad vi har lært om dem.

En forfærdelig omgang træ-origami.

Instruktør Adam Wingard har bygget sig et navn i branchen og er ikke uden talent. Den håndholdte stil er ham ikke ukendt. Hans tidligere film “A Horrible Way to Die” (2010) er også filmet håndholdt og shaky. Wingard formår at få nogle interessante og filmiske billeder ind, den grove stil til trods. Det gør sig også gældende i “Blair Witch”, som har et upoleret udtryk uden at være grim på samme måde, som man havde gjort sig umage for at gøre den første det. Fans af den første film vil måske savne den rå autentiske fornemmelse, der fulgte med de grovkornede billeder, men selv sætter jeg pris på det mere filmiske og indbydende look. Samtidig er det realistiske præg ikke forsvundet. “Blair Witch” får med sine pludselig skift af vinkler og abrupt afbrudte sekvenser et nærmest dokumentarisk look. DV-kameraerne, som første film blev lavet med, gives en lille hyldest, da øjeblikke igennem filmen, er optaget med netop den type kameraer.

Den lokale Vej- og Parkafdelingen kunne godt gøre lidt mere ud af skiltningen.

Hvor “The Blair Witch Project” leverede for lidt på sine gys, leverer “Blair Witch” lidt for meget eller forkert i form af for mange random chokeffekter. Filmen er proppet med de trættende øjeblikke, hvor personerne chokerer hinanden på kryds og tværs uden, at det har været deres mål. De billigst købte chokeffekter er dem, der ikke er bygget op eller giver mening. Dem får vi for mange af i “Blair Witch”, og de kommer på bekostning af stemningsopbygning og gys, der rammer på det dybere, ubehagelige plan, hvor det for alvor gør ondt. Først ved filmens afsluttende del, rammes dette niveau. Følelserne bliver mere intense for menneskene på skærmen, og de situationer, de bringes i, bliver ubehagelige at overvære. Ikke fordi de er chokerende, men fordi de er ubehagelige og angstfyldte. Det er her, at filmen for alvor trumfer, og den spreder det over længere tid, end det var tilfældet i originalen.

Reach out and touch faith!

“Blair Witch” er ikke det fænomen “The Blair Witch Project” blev. Den ligner andre found footage film, og den lægger sig i forlængelse af mængdevis af moderne gysere, som frygter at miste publikums opmærksomhed, hvis ikke der er nok chokeffekter. Effektive øjeblikke, vellykkede ubehageligheder og solidt håndværk er filmen ikke desto mindre i besiddelse af. Et af heksens tricks er at henlægge skoven i evigt nattemørke. Hun roder med tid og rum, indtil ingen ved, om der er gået timer eller dage... og hvis du giver hende chancen for at vise dig sine tricks, slipper du aldrig ud igen.

Score: