Spil-anmeldelse: Resident Evil 7: Biohazard (PS4, uden VR).

"Resident Evil 7" (R.E.7) udspiller sig i 2017, cirka fire år efter begivenhederne i "Resident Evil 6". Vi befinder os i steghede Louisiana's bayou, hvor vi lander i skoene på Ethan Winters der leder efter sin forsvundne kone, Mia. Mia har nemlig givet et livstegn fra sig, på trods af hun har været savnet i tre år. Ethans søgen driver ham i kløerne på Baker familien, i deres ensomt beliggende landejendom. Resten må du selv opdage...

R.E.7 starter i bedste The Shining stil.

Ethan Winters er civilist, og altså det stik modsatte af de slagkraftige actionmænd og kvinder, som vi har haft kontrollen over i de tidligere spil. Ethan er ikke en kriger der er vandt til at slå på tæven, og det smitter af på os der har kontrollen over ham. Væk er den selvsikre swagger attitude der følger med at kontrollere en hårdpumpet heltetype, pakket med guns'n'ammo. Panikken sætter hurtigere ind når vi kan relatere til protagonisten - og jeg ved ikke med dig, men jeg er altså noget tættere på Ethan "ordinary Joe" Winters, end jeg er på Arnold Schwarzenegger.

Velkommen, du kommer lige til spisetid.

Det er en omgang imponerende grafik der bliver presset ud af PS4'eren i R.E.7, og er du udstyret med en stor skærm (i mit tilfælde "65) er det virkelig med til at forstærke oplevelsen en hel del. Derudover er lyddesignet meget detaljeret, og stemmeskuespillet er top notch. Styringen er som vi kender den fra diverse first person shooters, og derfor lige til at gå til. I enkelte kampscener kan den dog føles lidt klodset. Når det er sagt, så fejler det tekniske bestemt ingenting - her er kun et par små glitches hist og her.

Spar på kuglerne - du får brug for dem.

R.E 7 udfolder sig i point of view, og altså ikke i third person som vi ellers kender det fra de tidligere spil. Det er der uden tvivl en del gamle fans der vil stejle over, men jeg syntes at det er en fordel i denne genre. Gyset bliver meget mere nærværende og intenst, samtidig med at paranoiaen stiger stødt, når man ikke ved hvad der er lige bagved en. Derudover trængte franchisen virkelig til noget nyt, for det sidste GODE spil i serien udkom helt tilbage i 2005 (Resident Evil 4). Noget der til gengæld er helt ved det gamle er, at her stadig er masser af puzzles at gå i kødet på. De skal som regel udføres under pres hvor man konstant kigger sig over ryggen - just in case at nogle er ved at plante en økse imellem skulderbladende, imens man står og fedter med puslespil. Det er til tider frustrerende, men giver også noget udfordring - for de fleste af dem er ret godt udtænkt.

Jeg tvivler på at disse VHS'er indeholder det bedste fra America's Funniest Home Videos.

De første to-tre timer minder mest af alt om en blanding af The Texas Chainsaw Massacre og Evil Dead - og bare det er jo i sig selv nok til at få en stor anbefaling herfra! Det klæder virkelig spillet, at udviklerne i Capcom er vendt tilbage til rødderne i en franchise, der ellers var blevet for højtflyvende og spundet ud af kontrol. Det her er oldschool, svedig og beskidt sydstats-horror når det er grummest, og det betyder altså at vi sidder med et af de bedste survival-horror spil nogensinde - helt oppe på højde med "Alien: Isolation". For den fulde effekt, så husk at sluk lyset, på med hørebøfferne, op med lyden og få pakket familien i seng. Jeg er bange for at jeg igen i aften må en tur i galehuset med R.E.7.

And stay down!

Anmeldelse: Scherzo Diabolico.

Årgang: 2015.
Tagline: "The joke is on you.”
Genre: Komedie, Horror, Thriller.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her. 

“Scherzo Diabolico” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Revisoren Aram arbejder for meget til en al for lav løn – noget, der medfører store frustrationer på hjemmefronten. Da han endnu engang overses i forbindelse med firmaets lønforhandlinger, vokser der en plan frem fra hans mørkeste indre – en plan, der involverer kidnapning, hævn og drømmen om et bedre liv… I begyndelsen går alt godt, men snart begynder fortiden at indhente Aram, der må se sig selv spille hovedrollen i et blodigt mareridt.

“Hjælp min kone er skide sur” hed et program på DR for et par år tilbage. Det handlede om et tema, der fortsat er fremherskende. Er manden i ligestillingens navn blevet overflødiggjort, for svag eller er han stadig væsentlig? Måske er det netop den moderne mands udfordringer med at balancere det bløde med det stærke, der har udløst den stigende mængde fiktion om mænd, der tager til genmæle. Størst af disse er velsagtens “Breaking Bad”, der så Walter White forsøge at genfinde styrken både som menneske i det hele taget men også som mand. I “Scherzo Diabolico” møder vi også en mand, der er trådt under fode og ikke længere vil finde sig i det. Ligesom Walter White, går han også en smule langt i sin bestræbelser på at genvinde fodfæstet i sit liv. For Aram bliver løsningen at kidnappe en ung kvinde og holde hende i halsbånd som et dyr. Aram opdager, at selvom det er ubehageligt for ham, giver det ham i andre dele af sit liv kontrol, at han har ladet sin sadistiske side fri.

Adrián García Bogliano er en stærkt produktivt instruktør og manusforfatter. Han har bl.a. været forfatter og instruktør på en af segmenterne i “ABCs of Death” (2012), men har også lavet flere spillefilm. “Scherzo Diabolico” er low-budget horror med humor og en yderst sadistisk en af slagsen. Der bydes både på sex og sorg. Tilføjelsen af humor som krydderi, gør blot mørket i filmen endnu dybere. Bogliano bruger musikken som en aktiv medspiller hele vejen gennem sin film, og tit er det netop musikken, der føjer humor til. I filmens mere blodige højdepunkter bliver det lave budget af og til tydeligt. Det er langt fra alle effekterne, der er overbevisende, men det forhindrer ikke mange af ideerne i at være gode. Der er ikke voldsomt mange personer i historien. De mest centrale er Aram og den unge kvinde, han kidnapper. Aram er spillet en kende karikeret, og det hænger vældig godt sammen med den humoristiske del af historien. Den unge kvinde er til gengæld en dygtigt spillet og viser evner for både det dramatiske og det karikerede.

“Scherzo Diabolico” bliver særligt i sine sidste 30 minutter særdeles underholdende. Den tager til og alle de bizarre ting, som Aram slipper af sted med i begyndelsen af filmen, begynder at indhente ham. Kombinationen af humor og drama når nye højde i takt med, at alt falder fra hinanden for Aram. Filmen begynder her også at lade historien dominere mere, mens legen med form og musik falder mere i baggrunden. Det klæder den rigtig godt både at kunne indeholde legen med form og mere traditionel historiefortælling. Til gengæld går det hen og bliver trættende, at nogle karakterer navnligt Arams kone bliver decideret skingre og trættende at høre på. Selvom det til dels er meningen, er det stadig et sted, hvor balancegangen ikke lykkedes.

“Scherzo Diabolico” vil ikke få dig til at føle dig fanget, iført halsbånd og tvunget til at bede for dit liv i frygt for dens intensitet. Til det tager den sig selv med alt for stort et glimt i øjet. Men det er en god ting. På mange måder er denne film dybt usmagelig i sin exploitative facon, men det er en del af hele pointen, og på sin vis er den således meget vellykket. Det er low-budget b-film, der søger grænser, og det er der altid brug for med alle de uperfektheder, det kan indebære.

Score