2. jan. 2017

Anmeldelse: Scherzo Diabolico.

Årgang: 2015.
Tagline: "The joke is on you.”
Genre: Komedie, Horror, Thriller.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her. 

“Scherzo Diabolico” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Revisoren Aram arbejder for meget til en al for lav løn – noget, der medfører store frustrationer på hjemmefronten. Da han endnu engang overses i forbindelse med firmaets lønforhandlinger, vokser der en plan frem fra hans mørkeste indre – en plan, der involverer kidnapning, hævn og drømmen om et bedre liv… I begyndelsen går alt godt, men snart begynder fortiden at indhente Aram, der må se sig selv spille hovedrollen i et blodigt mareridt.

“Hjælp min kone er skide sur” hed et program på DR for et par år tilbage. Det handlede om et tema, der fortsat er fremherskende. Er manden i ligestillingens navn blevet overflødiggjort, for svag eller er han stadig væsentlig? Måske er det netop den moderne mands udfordringer med at balancere det bløde med det stærke, der har udløst den stigende mængde fiktion om mænd, der tager til genmæle. Størst af disse er velsagtens “Breaking Bad”, der så Walter White forsøge at genfinde styrken både som menneske i det hele taget men også som mand. I “Scherzo Diabolico” møder vi også en mand, der er trådt under fode og ikke længere vil finde sig i det. Ligesom Walter White, går han også en smule langt i sin bestræbelser på at genvinde fodfæstet i sit liv. For Aram bliver løsningen at kidnappe en ung kvinde og holde hende i halsbånd som et dyr. Aram opdager, at selvom det er ubehageligt for ham, giver det ham i andre dele af sit liv kontrol, at han har ladet sin sadistiske side fri.
Adrián García Bogliano er en stærkt produktivt instruktør og manusforfatter. Han har bl.a. været forfatter og instruktør på en af segmenterne i “ABCs of Death” (2012), men har også lavet flere spillefilm. “Scherzo Diabolico” er low-budget horror med humor og en yderst sadistisk en af slagsen. Der bydes både på sex og sorg. Tilføjelsen af humor som krydderi, gør blot mørket i filmen endnu dybere. Bogliano bruger musikken som en aktiv medspiller hele vejen gennem sin film, og tit er det netop musikken, der føjer humor til. I filmens mere blodige højdepunkter bliver det lave budget af og til tydeligt. Det er langt fra alle effekterne, der er overbevisende, men det forhindrer ikke mange af ideerne i at være gode. Der er ikke voldsomt mange personer i historien. De mest centrale er Aram og den unge kvinde, han kidnapper. Aram er spillet en kende karikeret, og det hænger vældig godt sammen med den humoristiske del af historien. Den unge kvinde er til gengæld en dygtigt spillet og viser evner for både det dramatiske og det karikerede.
“Scherzo Diabolico” bliver særligt i sine sidste 30 minutter særdeles underholdende. Den tager til og alle de bizarre ting, som Aram slipper af sted med i begyndelsen af filmen, begynder at indhente ham. Kombinationen af humor og drama når nye højde i takt med, at alt falder fra hinanden for Aram. Filmen begynder her også at lade historien dominere mere, mens legen med form og musik falder mere i baggrunden. Det klæder den rigtig godt både at kunne indeholde legen med form og mere traditionel historiefortælling. Til gengæld går det hen og bliver trættende, at nogle karakterer navnligt Arams kone bliver decideret skingre og trættende at høre på. Selvom det til dels er meningen, er det stadig et sted, hvor balancegangen ikke lykkedes.
“Scherzo Diabolico” vil ikke få dig til at føle dig fanget, iført halsbånd og tvunget til at bede for dit liv i frygt for dens intensitet. Til det tager den sig selv med alt for stort et glimt i øjet. Men det er en god ting. På mange måder er denne film dybt usmagelig i sin exploitative facon, men det er en del af hele pointen, og på sin vis er den således meget vellykket. Det er low-budget b-film, der søger grænser, og det er der altid brug for med alle de uperfektheder, det kan indebære.

Score

2 kommentarer:

  1. Jeg var rigtig glad for denne her, men nu kunne jeg også lide instruktørens to foregående film.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tjaa. Jeg er noget splittet - også derfor jeg lander på 3. Lænede mod en 4er, men er trods alt efterladt med en meget flad fornemmelse af filmen. Kunne dog godt være nysgerrig på at tjekke instruktørens øvrige film ud.

      Slet