Årgang: 2017
Tagline: "First you watch it. Then you die.”
Genre: Horror
Instruktør: F. Javier Gutiérrez
Runtime: 102 minutter.
Medie: Streaming.
Udgiver: Paramount.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Ring” (2002), “Shutter” (2004), “White Noise” (2005).
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Samara er tilbage. Videoen, der udløser en dødsdom, er kommet i omløb blandt en gruppe unge studerende, og deres lærer har været med til at sætte dem i system. Hver gang et opkald modtages, kopieres videoen, og forbandelsen gives videre til en anden. Noget går dog galt, da den unge Julia (Matilda Anna Ingrid Lutz) tager forbandelsen fra sin kæreste. Hun kan ikke kopiere videoen. I stedet tvinges hun nu til at finde ud af, hvem der står bag opkaldene og hvorfor.
Vi er ude i det tredje skud på stammen i den amerikanske version af “The Ring” franchisen. Filmen er tilsyneladende forbundet til de to tidligere film, men ikke i et omfang, hvor du vil være i stand til at huske, om det er tilfældet. Det kunne jeg i hvert fald ikke. I stedet føles dette snarere som et reboot af serien. Der er nye skuespillere med, og der er skruet op for alting. I stedet for at dræbe enkelte individer på faretruende, spændingsmættet og velopbygget vis, er det nu hele passagerfly Samara kan udrydde. Hvis det lyder som om, at franchisen går efter more is more, er det i overensstemmelse med virkeligheden. Det er basalt set det samme plot, der endnu engang handler om at undersøge og forstå mere om Samaras fortid og medgivet ganske frygtelige liv, denne gang bare med mere af det, du husker den første film for. Flere dræbte, flere der involveres i forbandelsen og en lærer, der af uransagelige årsager benytter sine elever til et livsfarligt eksperiment, som ikke lader til at have noget formål.
Jeg har forsøgt at se “Ringu” (1998) op til flere gange for at prøve at forstå tiltrækningskraften, hvilket beklageligvis ikke er lykkedes mig. Detektivarbejdet, der er i at afsøge, hvad det morderiske spøgelse har oplevet for, at det er blevet så vredt, kommer til at synes langt i den oprindelige film. Det amerikanske remake “The Ring” (2002) har væsentligt større succes med at fange opmærksomheden og fastholde den med en god fornemmelse for gru og en velspillende Naomi Watts i hovedrollen, lykkedes det filmen at gøre jagten på Samaras fortid fængende. Med “Rings” antager jeg, at man gik efter at eftergøre, hvad “Aliens” (1986) gjorde for sin franchise: At skabe en film med mere af det hele. Problemet er bare at “Aliens” indfriede sit “s” og gav os flere monstre men udvidede på fascinerende vis også mytologien i dens univers og ændrede genre fra horror til action. Den overraskede. “Rings” giver os også mere, men det er mere af det samme.
De to primære rollers handlinger er uigennemtænkte. Julia skal virke som værende “særligt udvalgt” men fremstår blot som endnu en i rækken af forglemmelige og lettere ubehjælpsomme unge mennesker i horrorfilm, hvis handlinger er dikteret af plot frem for en meningsfuld motivation. Hun virker aldrig som en kvinde, der er drevet af sin vilje til at leve eller frygt for at dø. Hun fremstår mere som en besat fangirl end et rædselsslagent menneske, der kæmper for sit liv. I den oprindelige film eksisterer denne fascination også, men den er helt anderledes velfunderet og kommer gradvis. Den er sammenflettet med filmens dramaturgiske forløb og karakterernes følelsesmæssige rejse. Julia virker i stedet utroværdig. Hun fremstår passiv og tager nogle ulogiske valg. Det samme gælder filmens øvrige karakterer, eksempelvis Julias kæreste Holt, som kunne have sparet både ham selv og Julia for meget besvær ved at gøre noget så simpelt som at tage sin telefon. Det, at en mand ikke tager sin telefon, er en væsentlig faktor i plottets fremdrift. Ikke alene er det hans ignorering af Julias opkald, der får hende til at involvere sig i hele problematikken. Han misser også opkald fra mennesker, der har afgørende information, der kan redde hans eget og hans kærestes liv.
“Rings” står på en for svag præmis. Den er fortalt med den antagelse om, at tidligere film i franchisens styrke kan bære med over og skabe uhygge, hvor der ikke er nogen reel gru. De mennesker, som vi følger, bliver påvirket af det, de oplever, men ikke for alvor rystede nok til, at de stopper med at se brandgodt ud for kameraet, hvilket de tilsyneladende er mere optagede af, end at levere overbevisende præstationer. Det centrale plot udløses af en perlerække af dårlige beslutninger fra hovedpersonernes side. Filmen har ikke nogen humor omkring sin egen gennemtærskede form, men lever i den forestilling, at hvis den tager en traditionel formular og sætter farten i vejret, behøves der ikke fyldes spændende ting i blandingen. Det er ikke nødvendigt med personer, der har noget på spil, som vi håber, de ikke skal miste. Det er ikke nødvendigt med spændingsopbygning eller reel skræk. Og det er ikke nødvendigt at fortælle en historie, der efterlader os med mere end skuffede udbrud over en billigt købt og underfortalt slutning.
Score
