Kathleen Conklin (Lili Taylor) er i gang med sin doktorafhandling på et universitet i New York. Som så mange andre mennesker føler hun sig frastødt af vold men også lidt pirret: Så pirret, at hun forsker i, hvorvidt ondskab er medfødt eller ej. En aften da Kathleen spadserer i Manhattans pulserende gadeliv, får hun pludselig følgeskab af en ung smuk kvinde. Inden hun får set sig om, bliver hun hevet ind i en gyde og overfaldet. Senere, da hun er kommet sig over chokket, opdager hun mærker efter et tandsæt på halsen. Mærker, der ligner et vampyrbid. En ubeskrivelig trang fylder hende. En umættelig tørst efter fisk eller menneskeblod. Ondskab er altså ikke altid medfødt?
Egentlig behøver jeg bare at nævne 'Bad Lieutenant' (1992), og snart vil mange kunne nikke genkendende til instruktør Abel Ferrara, der også er manden bag film som 'Ms. 45', som oprindeligt var filmen, der vandt ham opmærksomhed, efter filmen modtog fine anmeldelser. Den amerikanske instruktør har en forkærlighed for billige men dunkle fortællinger, der ofte involverer temaer som tro og tilgivelse. Det er ikke anderledes med 'The Addiction', som endvidere har en typisk Ferrara hovedkarakter, der under sit fornuftige ydre gemmer på noget voldeligt og grimt. Filmen blev skudt på blot 20 dage og vandt alligevel en flot mængde priser og var blandt andet nomineret til guldbjørnen ved 1995s Internationale filmfestival i Berlin. Alt sammen til trods for at instruktøren oprindeligt fandt idéen om at lave en vampyrfilm stupid og kun blev overtalt, da hans samarbejdspartner og manuskriptforfatter Nicholas St. John begyndte at argumentere for idéen. Måske det netop er resultatet af instruktørens modvilje over for idéen at lave en vampyrfilm, der har ført til, at 'The Addiction' er blevet en så unik en af slagsen.
"My indifference is not the concern here - it's your astonishment that needs studying."
Jeg ved ikke, om man egentlig kan tale om en "normal" vampyrfilm, men for de fleste genre og særligt subgenrer er der ofte nogle parametre, der overholdes. Med vampyrer og andre monstre tager man sig tit friheder ved at ændre mytologien omkring bæsterne en smule eller give deres udseende et twist mod enten det mere erotiske eller dyriske. Hvis der er en standard indenfor vampyrfilm, er det sikkert og vist, at 'The Addiction' ikke kan listes blandt de film, der følger denne. Abel Ferraras film er en realistisk, filosofisk og nedtonet grum oplevelse. Lili Taylors sælsomme præstation i hovedrollen er i fokus, mens vampyrelementet i langt højere grad bliver et billede på afhængighed som sådan. Med det sagt er hvert enkelt af filmens brutale overfald mere ubehagelige end mange film, når at blive i deres fulde spilletid. En stor del af årsagen hertil er den autentiske stemning, der er over filmens univers mikset med de pinefuldt markerede lydeffekter, som er meget fremtrædende. Hver en slurk, der drives fra ofrenes blodårer, høres, og det er svært ikke at græmme sig ved fornemmelsen af det enorme behov, der tilfredsstilles hos vampyrerne. Det er ikke sexet eller glamourøst teatralsk, det er bare ubehageligt. For delvist at bruge filmens egen analogi, er det næsten som at se en alkoholiker indtage en slurk vodka, velvidende at det kunne være hans sidste, og at det under alle omstændigheder bringer ham et skridt tættere på døden.
Christopher Walken har spillet mange særprægede roller, og denne er ingen undtagelse!
Afhængighedens begyndelse i 'The Addiction', er depression. Filmens overordnede mørke skyldes for en stor dels vedkommende Lili Taylors hovedkarakter, der grundet sit filosofistudie, synker længere og længere ned i overvejelser, der overvælder hende. Hendes afhængighed i filmen gøres blot værre af det faktum, at hun er helt bevidst om sin ulyksalige situation. Hun er vidende om, at for hvert offer hun finder, bevæger hun sig et skridt nærmere en sjælelig afgrund. Hun er koldt beregnende og analyserende samtidig med, at hendes afhængighed kontrollerer hende i sådan en grad, at hun er i dens vold. Det er fascinerende at se Lili Taylor jonglere dyb depression, intellekt og kvindelighed. De sensuelle over- eller undertoner, som mange vampyrfilm er i besiddelse af, er i høj grad erstattet med blodsudgydelser og en vis udpensling af det ubehagelige i de gerninger, som vampyrerne udfører. Enkelte øjeblikke af nænsomhed blandes ind med råheden, hvilket meget fint er eksemplificeret i Christopher Walkens karakter, som forsøger at leve et normalt liv som vampyr. Han ønsker at falde i et med almindelige mennesker og forsøger at lære Conklin om at holde igen. Til trods for en ekstremt kort produktionsperiode og simple virkemidler i forhold til de mere voldelige indslag, har filmens sort/hvide billeder en evne til langsomt at sænke tilskueren ned i sit univers og med et miks af velovervejede kompositioner og mere håndholdte momenter, er filmens overordnede udtryk både autentisk og stilsikkert.
"We drink to escape the fact we're alcoholics. Existence is the search for relief from our habit, and our habit is the only relief we can find."
Egentlig realisme kan man selvsagt ikke udråbe Abel Ferraras vampyrfilm til at være, men måden, den udfolder sig på, får er et originalt og autentisk synende take på, hvad en vampyr er. Filmen er samtidig ekstremt stiliseret med de sort/hvide billeder, de ekstreme lydeffekter og den filosofiske dialog. Det kunne snildt have været rodet, men er det ikke, hvilket blot beviser Ferraras værd som instruktør og filmhåndværker. 'The Addiction' er et værk, der på en gang er enormt i omfang og kompakt i umiddelbar størrelse, hvilket resulterer i en oplevelse, der er følelsesmæssigt overvældende og tigger om at blive taget til overvejelse og ikke mindst husket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar