9. nov. 2012

Anmeldelse: The Last Dragon.

Årgang: 1985.
Tagline: "He's a martial arts master who refuses to fight. He's a Bruce Lee fan who's so sure he's Oriental that he eats popcorn with chopsticks. his friends think he's too serious. His family thinks he's crazy. His enemies think he's no challenges. But she knows he's THE LAST DRAGON."
Instruktør: Michael Schultz
Runtime: 109 minutter.
Medie: Netflix HD.
Set på: 64" Plasma.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Enter The Dragon' (1973), 'Beat Street' (1984).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Leroy Green er en ægte kampsportsnørd. Han lever, ånder og tænker kun på sin kampsport. Han bliver trænet af en ældre asiatisk herre (fnis!), som giver ham en umulig udfordring (dobbelt-fnis!). Han skal opnå den ypperste grad af sine færdigheder - også kaldet The Glow! Leroy bliver sendt ud i byen for at finde sandheden om the Glow, men ryger i stedet i kløerne på en kung-fu mester, der har megalomaniske (mit eget ord) tendenser. Et andet sted i byen er den populære VJ og sangerinde Laura Charles kommet i klemme, da en sindssyg pladeselskabsmand vil gøre alt i sin magt, for at få Laura til at spille en musikvideo, som han har produceret for sin kæreste. Leroy redder Laura Charles og snart spiller Laura, kung-fu mesteren og pladeselskabsmanden en vigtig rolle i Leroys higen efter den ultimative kampsportstilstand.... The Glow!



Hvis man ikke oplevede The Last Dragon, da den ramte biograferne tilbage i 1985 og ikke mindst hylderne i videobutikkerne, så har man måske nok brug for en forklaring på hvordan en film baseret på kampsport, popmusik og blaxploitation nogensinde kunne se dagens lys. Forklaringen skal findes hos pladeselskabet Motown. De sorte hitmagere fra Detroit var flyttet til Los Angeles, men de mange hits flyttede ikke med. Man oplevede at hitsingler blev skabt af musikvideoer, special effects og markedsføring og ikke bare på grund af gode sange - en dyd som Motown altid har sat højere end alt det udenom i branchen. Direktøren hos Motown hed dengang Barry Gordy og Barry elskede alt med Bruce Lee. I 1984 blev Karate Kid et kæmpehit og her lagde Barry Gordy to og to sammen. Hvad hvis man skabte en sort Karate Kid med en masse Bruce Lee-referencer, som man pakkede ind i musikvideoagtige elementer? Det kunne kun blive godt!

Mr. Mi-not-so-yagi-san?

Jeg så filmen i 1985 og elskede den. Den havde kampsport, god musik og det hele smagte lidt af Beat Street, The Warriors og Bruce Lee. Den fik flødebollen Ralph Macchio til at ligne en tegneseriefigur og alt i alt var Last Dragon lidt mere crazy og ude af kontrol end Karate Kid. Nu er der i mellemtiden gået syvogtyve år og efter skuffelsen med Wes Cravens Deadly Friend var min forventning til denne film noget mere afbalanceret. Der skulle gudskelov ikke gå mange minutter før jeg igen var fanget af Bruce Leroys eventyr og igen sad og vippede med fødderne til musikken.

Who's bad? Michael Jackson? No way!

Desværre varede gensynsglæden ikke ved. Historien er som sådan fin nok, hvis man kan abstrahere fra, at der er lånt med arme og ben fra andre film. Musikken er som firsermusik nu engang var og dialogen er lige præcis så slap og klichéfyldt, som man måtte forvente af en ungdomsfilm fra firserne. Mit problem anno 2012 er skuespillet. Hovedpersonen er spillet af Taimak (Hvem?), der som Prince ikke har brug for et efternavn. Han har mere tilfælles med his purple highness end det manglende efternavn, for ligesom geniet fra Minneapolis er Taimak fuldkommen blottet for skuespillertalent. For at det ikke skal være løgn, så bliver Taimak flankeret af ingen ringere end Vanity, der inden Last Dragon var bedst kendt fra sin karriere som forsanger i Prince-projektet Vanity 6. Vanity spiller rollen som Laura Charles og her bliver det tydeligt, hvorfor Vanity blev dumpet til indspilningen af Purple Rain. Hun formår at overspille den simple rolle med en helt utrolig mangel på timing, talent og forståelse for faget. Hun ligner oftest en statist i en musikvideo, der ikke helt er blevet instrueret og derfor bare spiller tilfældigt med på hvad de andre skuespillere laver. Bedst som man tror, at det umuligt kan blive værre - dukker Christopher Murnay op som den sindssyge pladeselskabsmand. Han er en katastrofe i samtlige scener og man tænker at instruktøren egentlig bare har givet op og tænkt, at filmen alligevel ikke stod til at redde. Hvis det var tilfældet, så er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Seriøst! Jeg aner ikke, hvad jeg laver i denne her film!

Der er dog et lyspunkt og det er stort. Hele idéen med en sort kung-fu master (spillet af Julius Curry) der med sin bande af bad guys udfordrer alt og alle til slåskampe er helt genial. Alene navnet Sho'Nuff - The Black Shogun of Harlem er ren blaxploitation-guld. Sho'Nuff løfter hele affæren og skaber en vanvittig stemning i de dele af filmen han deltager i. Hvor resten af filmen ellers er blottet for interessant dialog, er dialogen til Sho'Nuff fuldkommen over-the-top genial og som blaxploitationfan klapper man i sine hænder, hver gang manden åbner munden. Han er som trukket ud af en tidsmaskine fra halvfjerdserne og selv om hans posse mest ligner et aerobic-hold fra en Mad Max film, så trækker Sho'Nuff op i den samlede vurdering. Han er så knap så dygtig i kampscenerne, hvor man pludselig som publikum forstår, hvorfor man brugte Taimak som den sorte Bruce Lee. Det er muligvis ikke den smukkeste koreografi, men det er atletisk og sjovt bygget op - og scenerne med kampe er absolut bedre end scenerne med dialog.
Use the force, Luke... ehhh... the Glow, Leroy!

Alt i alt er The Last Dragon stadig underholdende omend man måske nok vil give filmen en stjerne eller to mere, hvis man enten var ung i firserne eller elskede filmen, da den stadig var aktuel i biograferne. Det er muligvis en af de blaxploitationfilm, der med tydelighed viser hvorfor genren døde ud i firserne, for heltedyrkelsen af den sorte underdog virkede bare ikke så godt i en tid, hvor blandt andet Eddie Murphy gjorde rent bord i Hollywood. Det skal Last Dragon dog ikke lastes for, så jeg ender lidt over middel for en film, der nok skal trække firsernostalgien frem i de fleste.

Score:

1 kommentar:

  1. Super anmeldelse, af en film jeg aldrig havde hørt om før nu - og da afgjort en film jeg SKAL se!

    Jeg er ret vild med denne type Karate Kid ripoffs, hvor også film som van Dammes No Retreat, No Surrender (stor guilty pleasure ved undertegnede) samt Sidekicks med Chuck Norris skal nævnes :-)

    Tak for gennemgangen og anbefalingen!

    SvarSlet