Anmeldelse: Across 110th Street.

Årgang: 1972.
Tagline: “If you steal $300,000 from the mob, it's not robbery. It's suicide.”
Instruktør: Barry Shear.
Runtime: 101 minutter.
Medie: AppleTV.
Udgiver: AppleTV.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The French Connection' (1971),  'Dirty Harry' (1971),  'To Live and Die in L.A.' (1985).

Anmeldt af Michael Sørensen.

New York City 1972. På Manhattan er territoriet inddelt. Mafiaen styrer den nedre halvdel og de sorte bander styrer den øverste del af hovedøen i byen, der beundres af så mange, af man skal sige navnet to gange. Mafiaen laver forretninger i den sorte halvdel, og de tjener penge. Mange penge! Deres forretningspartner gør det hårde arbejde, for når en hvid mand krydser 110ende gade, så er man uden for lov og ret. Her starter Harlem og her gælder jungleloven.

Tre småkriminelle beslutter sig for at røve mafiaen. De slår til under optælling af dagens høst i Harlem. Mafiaen tager til genmæle og hele røveriet ender i mange døde - med et par politifolk inkluderet under flugten. Mafiaen tolererer ikke den slags og sender en af deres håndlangere ind i Harlem, hvor han med hjælp fra den sorte bande, der normalt står for trafikken af stoffer og ludere, begynder at finkæmme Harlem efter de tre kriminelle. Samtidig skal to politifolk fra hver deres afdeling af NYPD arbejde sammen. Den hårdkogte hvide Mattelli og den kølige sorte Pope har hver en interesse i opklaringen af mordene omkring røveriet – og det skal snart vise sig, at de har svært ved at vinde. Udover deres egne kontroverser er de i et kapløb med mafiaen. Hvem finder de tre røvere først?

Død mand hængende ud af vinduet. Så er præmissen sat!

Her bliver ikke lagt fingre imellem. Det er hårdtslående, brutalt og voldeligt fra første færd. Barry Shears instruktion af sine skuespillere virker meget direkte – og konfrontationerne bærer præg af en intensitet, som bliver bragt til live af en aggression og en gnist, som jeg sjældent har oplevet på film fra denne periode. Shear har forstået at fremtvinge storbykynismen i sit galleri af personer, der hver især er hårde og stærke på hver deres måde. Dette er New York City før Guilliani fik ryddet op og gjort byen til en turistattraktion uden sidestykke. Her er beskidt, dystert og koldt. Murbrokker og faldefærdige huse i Harlem står side om side med ludere, alfonser og alle de andre, der for længst har givet op på den amerikanske drøm om en tilværelse i middelklassens højborg USA. Det fungerer fordi det er ægte. Det er virkeligheden tilsat en banal gangsterhistorie og det skaber en kulisse, som mange filmskabere fra denne tid sugede til sig, da New York i halvfjerdserne overhalede fantasien for menneskelig forfald og opgivenhed. Hvis man kunne mærke og elskede autenciteten i Walter Hills The Warriors, så vil man elske Across 110th Street.

Ingen kærlighed mellem Fratellig og Pope.

Skuespillerne leverer gennemgående en meget høj præstation. Anthony Quinn fungerer fortræffeligt som den slidte Mattelli, der ikke orker konflikter med sine overordnede, der i øvrigt ikke kan tåle synet af ham. Yaphet Kotto spiller som altid koldt og beregnende i sin rolle som Pope, der står i så stærk kontrast til Matelli, at man sagtens kan smage racekampen, der stadig raserede i USA i denne periode. Mange vil genkende Yaphet Kotto, som skurken fra Bond filmen Live & Let Die – og elsker man netop denne Bond klassiker, vil man opdage at stort set alle skuespillere fra segmenterne i Harlem også er med i denne film. Musikken i filmen er leveret af Bobby Womack og er af meget høj klasse. Den klassiske soul/funk flyder ud af højttalerne – og det er svært ikke, at lade sig rive med af det glimrende soundtrack, der hele tiden kører synkront i takt med skyderiet, volden og intensiteten i filmen.

Say hello to my little friend!

Across 110th Street er IKKE en blaxploitation film, selv om den ofte er nævnt, som en af de bedre repræsentanter for genren. Den har rigtig mange elementer fra genren, men til trods for soundtrack, historien og de sorte protagonister, træder den udenfor. Filmen er nemlig ikke skabt til den sorte marked, men er derimod en hårdkogt krimi, der leverer på alle parametre. Skulle man have lyst til dyppe tæerne i blaxploitation er den derfor et glimrende sted at starte - inden man kaster sig ud i de ægte blaxploitation klassikere, som du snart kan læse meget mere om her på siden.

Score: