Anmeldelse: The ABCs of Death.

Årgang: 2012. 
Tagline: “It’s not educational” 
Instruktør: Xavier Gens, Ben Wheatley, Anders Morgenthaler, Ti West, Jason Eisener m.fl.
Runtime: 123 minutter. 
Medie: DVD. 
Set på: 51” Plasma. 
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her. 
Se også: 'Black Sabbath' (1963), 'Creepshow' (1982), 'V/H/S/2' (2013).

The ABCs of Death er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I 26 kortfilm beskæftiger genreinstruktører sig med døden og en række af horrorfilmens undergenrer. Antologifilmen besidder som sådan ikke nogen rød tråd, hvis man ser bort fra en humor, som løber igennem en del af filmene.

Ant Timpson og Tim League har produceret ‘The ABCs of Death’ og samlet holdet af instruktører, som er ganske imponerende. Fra danske Anders Morgenthaler til kontroversielle Srdjan Spasojevic - manden bag ‘A Serbian Film’ (2010) - er det filmens formål at dække et bredt genremæssigt spektrum og give fans af genren en forsmag på, hvad fremtiden kan bringe. På den måde kan man, uden at tage nærværende films overordnede kvalitet med i sine overvejelser, tage hatten af for producernes evne til at grave de lidt mindre og mere skæve instruktører frem, flere af hvilke vi allerede tidligere har beskæftiget os med her på bloggen: Adam Wingards ‘A Horrible Way to Die’ (2010) fik eksempelvis en hård medfart i min egen anmeldelse herinde, mens vi var glade for Jason Eiseners ‘Hobo with a Shotgun’ (2011), som Hr. Sørensen selv fejrede tilbage i filmens udgivelsesår.

Prutteland (fra ‘F is for Fart’).

Her følger en anmeldelse af 26 film: 26 historier, der udfolder sig på deres respektive præmisser. 26 aspekter af en genre, som har plads til radikale idéer og eksperimenteren. Når det så er sagt, eksperimenterer ‘The ABCs of Death’? Kortfilmsformen giver mulighed for at prøve små idéer af i ekstreme rammer, og i film som Nacho Vigalondos ‘A is for Apocalypse’ udforskes der på kort tid en bizar og makaber lille historie, som giver et lille indblik i et univers der føles langt større. Bredt set kan man sige om filmens instruktører, at de alle har en visuel bevidsthed, der i det mindste er bemærkelsesværdig. Enkelte er mere markante end andre, som Thomas Cappelen Mallings ‘H is for Hydro-Electric Diffusion’ surrealistiske indslag, der har en naziræv i centrum eller Lee Hardcastles ‘T is for Toilet’ der er claymation og slående i sin eksplicitte splat og ubekvemme skildring af et barns mareridtsverden, der smelter sammen med dets virkelighed. Samlingens mest sprudlende visuelle stykke arbejde er Bruno Forzani & Héléne Cattets ‘O is for Orgasm’. Det lille værk er en symbolsk ladet sensuel fortælling, som ikke er nogen omfattende historie, men som med begrænsede midler visualiserer en seksuel tilfredsstillelse. Seksualitet beskæftiger flere andre af filmene sig også med i forskellige former. Ser man på ‘L is for Libido’ og ‘Y is for Youngbuck’ beskæftiger de sig begge med de mørkere sider af sex, på hver deres ubekvemme måde, mens ‘X is for XXL’ beskæftiger sig med samtidens kvindeideal.   

“Held og lykke med masturbationen kammerat!” (fra ‘L is for Libido’).

Et problem, der imidlertid løber gennem en lang række af antologiens historier, er humoren. Mens der er enkelte af indslagene, som tager sig selv alvorligt, er den langt overvejende del af filmen domineret af en eller anden grad af humor. Bundniveauet er utrolig lavt, og det er perfekt eksemplificeret i ‘F is for Fart’, som er Noboru Iguchis tilføjelse, og som er rystende plat og barnagtig i sin pruttehumor. Danske Anders Morgenthalers indslag bevæger sig i samme område, men som det er typisk for tegneren, er der en vis satire at skimte i hans lille historie, omend det ikke er nok til for alvor at gøre den til noget der kvalitets- og indholdsmæssigt hører hjemme i denne samling film. På samme vis hiver Andrew Trauckis ‘G is for Gravity’ filmen ned, fordi den, ligesom andre film i antologien, giver indtryk for en enorm ligegyldighed og et manglende engagement. Instruktørerne har fået kunstnerisk frihed i arbejdet med indholdet af deres film, og det har for nogen udmøntet sig i kvalitet, mens det for andre tydeligt har ledt til for nemme løsninger. Det eksemplificeres endvidere i ‘W is for WTF!’, som lægger ud som en leg med den kreative proces, men som hurtigt udvikler sig til noget af det mest rodede og kedsommelige, som samlingen byder på.

Frau Scheisse (fra ‘H is for Hydro-Electric Diffusion’).

Der er virkelig langt fra den ringeste af ‘The ABCs of Death’ segmenter til det bedste. Det gør den selvsagt svær at give en overordnet karakter. Derfor har jeg valgt at tage gennemsnittet af mine vurderinger af de enkelte film og give den overordnede film denne karakter. Med det sagt vil jeg våge at påstå, at der for den tålmodige seer er godbidder, der er værd at vente på i Timpson og Leagues samling af film, men der er langt mellem de uhyggelige eller virkeligt morsomme momenter.

Score: