Anmeldelse: John Dies At The End.

Årgang: 2013.
Tagline: “Just so you know...they're sorry for anything that's about to happen.”
Instruktør: Don Coscarelli.
Runtime: 99 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Adventures of Buckaroo Banzai Across the 8th Dimension' (1984), 'Naked Lunch' (1991), 'Men in Black' (1997).

John Dies At The End er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Et nyt stof (der på gaden er kendt som ”sojasovs”) gør det muligt for brugerne at rejse mellem forskellige dimensioner og tidsaldre. Der er bare en enkelt hage ved det: en del af brugerne er ikke mennesker. Pludselig er der en udenjordisk invasion i gang og menneskeheden har brug for en helt. Aspiranterne hedder John (Rob Mayes) og David (Chase Williamson), et par lade knægte med rod i tilværelsen. Kan disse to tabere stoppe den fremskredne apokalypse i tide, og derved redde jorden fra den visse undergang?

Lad det bare være sagt med det samme, Don Coscarelli gør det igen! Den snart 60-årige instruktør er kendt i genre-kredse for at lave vanvittige, dybt originale og seriøst syrede og skæve film, og med 'John Dies at the End' forsætter han trenden. Coscarelli har nemlig tidligere givet os syrede genre-mashups i form af lækkerbiskener som 'Phantasm' og 'Bubba Ho-Tep'. Faktisk er hans nyeste bedrift så udknaldet og flippet, at jeg måtte se den et par gange, for at samle mig om at få noget ud af filmen og få skrevet denne anmeldelse.

"Don't do drugs mkay? Drugs are bad, mkay?"

'John Dies at the End' er baseret på en bog af samme navn, skrevet af Jason Pargin, (under pseudonymet David Wong) og har du ikke læst den, så kan jeg kun anbefale dig at gøre det. Det samme kan siges om hans anden bog, som forsætter i samme stil, 'This Book Is Full of Spiders'. Det er en afsindig svær opgave Don Coscarelli har begivet sig ud på, at skulle filmatisere denne bog. For bogen er all over the place, men på den fede måde. Instruktøren gør da også alt hvad han kan for at pakke så mange af bogens monster-skæve ideer ind i sin film, og det lykkedes til dels - der er i hvert fald ikke plads til meget mere i de 99 minutter som filmen varer. 'John Dies at the End' sprudler af liv og fuldfed "ryger-filosofi", præcis som bogen, og det er tydeligt at Coscarelli selv er stor fan af Wong's værk, og 'John Dies at the End' tromler ufortrødent af sted, ned af en flerfarvet LSD-motorvej, med coke som vejstriber og joints som hjemmekrøllet autoværn.
Vores to protagonister bliver spillet af de forholdsvis ukendte drengerøve Chase Williamson og Rob Mayes og de gør det helt udmærket, uden at brillere. Mere interessant bliver det lidt længere nede på rollelisten, når navne som Paul Giamatti, Clancy Brown, Glynn Turman og Daniel Roebuck dukker op i en sand rus af skæve karakterer og sjove personligheder.

"...come again?"

'John Dies at the End' er måske som du allerede har gættet, en sær størrelse og det er derfor også temmelig svært at komme rigtig ind på filmens handling og historie, uden at komme til at ødelægge for meget af oplevelsen. Men lad os sige det sådan her - har du altid, eller måske bare nogle gange, drømt om at David Lynch, Seth Rogen og Hunter S. Thompson tog en tur i høet med en syvhovedet dynamit-bong, bakkede med 400 km/t ind i et surrealistisk Salvador Dali maleri, for derefter at lande i en Spøg og Skæmt butik fra helvede - så skal du se 'John Dies at the End'. Filmen er ikke for alle og enhver - slet ikke! Men hægter man sig på rutsjebanen og går med på den vanvittige præmis, ser igennem fingre med det til tider lidt usikre skuespil og dodgy effekter, så er man altså inde for one hell of a ride. Der er ikke så meget af det der giver mening, men hvor er det dog underholdende at være publikum til.

Er det mon selveste Cthulhu der er ved at vågne til dåd?

Heldigvis (og utroligt nok) bliver tosseriet aldrig trættende eller kedeligt. Det hele er lavet med tilpas megen sort humor og glimt i øjet, til at man bare ikke kan lade være med at lade sig rive med. Og så forstår Coscarelli heldigvis at få nogle nogle tiltrængte pauser ind i filmen, som viser sig i form af nogle rigtig fine scener imellem Chase Williamson, vores ene helt David, og Paul Giamatti som journalisten Arnie Blondestone, som er interesseret i at høre de to stoners vanvittige historie om fremmede dimensioner, stoffer, monstre og aliens. Og det er du forhåbentligt også blevet - så af sted til din lokale filmpusher, din freak! Gad vide om man kan lave en mega-bong ud af udtjente DVD covers og nedslidte Special Editions?

Score: