Anmeldelse: Stalled.

Årgang: 2013.
Tagline: “He's in the perfect place to be scared shitless... ”
Instruktør: Christian James.
Runtime: 84 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Braindead’ (1992), ‘Shaun of the Dead’ (2004).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En pedel (Dan Palmer) befinder sig som en del af sin faste lidt atypiske rutine på dametoilettet, mens resten af arbejdspladsen holder julefrokost. Mens han er derude kommer to kvinder ind og i deres lettere beduggede tilstand begynder de at kysse på hinanden. Snart udvikler den hede udveksling af kropsvæsker sig til et decideret angreb, da den ene kvinde tager en bid af den anden. Pedellen overværer alt dette, og badeværelset fyldes snart af kødædende zombier, der hungrer efter hjerner.

Hovedrolleindehaver Dan Palmer er også manden bag manuskriptet til ‘Stalled’, som jeg med et vist forbehold vil sammenligne med den eminente ‘Shaun of the Dead’ (2004). Ikke fordi førstnævnte helt kan leve op til Frost og Peggs fremragende zombiefilmen, som formår både at spoofe og beundre zombiegenren, men fordi Palmers spil og manuskript til tider vækker mindelser om landsmændenes finurlige humor. Christian James’ anden spillefilm viger ikke bort fra at fedte sin seer ind i kaskader af blod, men ønsker samtidig også at have en smule på hjerte, og det er prisværdigt. Ikke mindst når man trækker sammenligninger til ‘Evil Aliens’, som Dan Palmer også medvirkede i, og som helt i modsætning til ‘Stalled’ har så travlt med at være fjollet, at den fuldstændig glemmer, at der er et publikum, der skal finde, hvad der foregår på skærmen, blot tilnærmelsesvist interessant. I øvrigt må man ikke glemme, at filmen jo er en julefilm! Den kan være en praktisk undskyldning for at smide zombiefilm på til juletid, hvis man har brug for sådan én. Og julen er faktisk del af plottet... på en måde.

Det er en zombie! Som er en nisse! Som er en dværg!

Der har været alenlange diskussioner om zombiers hastighed. Må de løbe? Eller er det skræmmende ved filmmonstret ikke, at det er et slentrende, sløvt væsen, der er centrum for klaustrofobiske og foruroligende filmværker? Jeg synes, at det er mere relevant at diskutere en anden hastighed, nemlig den som man vælger at fortælle zombiefortællingerne i. Med film som ‘Day of the Dead’ (2008) var der en bred vifte af problemer at tage fat i, men ikke mindst var det ødelæggende for dén film, at den var klippet i musikvideo tempo og uden fornemmelse for stil eller historiefortælling. Hvad jeg derfor syntes er på sin plads at rose ‘Stalled’ for er filmens evne til at variere tempo. Filmen foregår i meget begrænsede omgivelser gennem en stor del af dens spilletid, og det fungerer i kraft af Palmers manuskript, men i særdeleshed også grundet nogle skarpe valg fra instruktøren, der gør, at filmen kan bære både intensitet, oprigtighed og fjollet overgearet humor, der til tider kan skabe mindelser om film som Peter Jacksons ‘Braindead’ (1992).

Kø til dametoilettet...

‘Stalled’ besidder en kærlighed til sine karakterer, som tit går tabt i komedier såvel som gysere, og det er glædeligt, at det er med denne kombination af de to genre, at det samtidig lykkedes at holde fast i filmens figurer. Humoren bliver aldrig for alvor på karakterernes bekostning, men den falder til tider på den platte side, og det tynger en smule for en film, der er så afhængig af sine samtaler og pointer. Måden, som historien former sig på, bliver undertiden en smule kluntet med nogle lidt pludselige skift i dramatikken og lige så godt dette greb sine steder i filmen fungerer, lige så forfejlet fremstår det til andre tider. Det skaber en ujævnhed, som tager en smule af styrken fra ‘Stalled’. Fra filmens bedste til dens værste takter er der alligevel en ret tydelig fornemmelse af, at udgangspunktet for historien har været de personligheder, som befinder på det lille badeværelse og i stedet for at fremstå banalt eller klichépræget, fremstår det, vi undervejs lærer om hovedpersonen, som et forsøg på - atter engang - at gøre zombierne til et symbol på den omverden, som ikke har plads til udskuddene og særlingerne. 

Man forlader ikke apokalypsen uden blod på hænderne.

Christian James’ film kunne snildt have været faldet med hovedet først ned i toiletkummen, men lykkeligvis er det ikke sådan, det er gået. Dan Palmers historie og portrættering af en noget bitter mand, der ikke lige huskede at få levet op til sit potentiale, er medrivende, og undervejs sågar oprigtigt følelsesmæssigt engagerende i sine karakterøjeblikke. Havde filmen holdt tungen lige i munden og balanceret humoren en smule mere ligeligt med menneskeligheden, kunne ‘Stalled’ ligefrem have været mesterlig.

Score: