Anmeldelse: Saw 3D: The Final Chapter.

Årgang: 2010.
Tagline: "The Traps Come Alive In eye-popping 3D.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Kevin Greutert.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En kamp på liv og død udspilles om Jigsaws brutale arv. En støttegruppe af overlevende ofre for Jigsaws grusomme torturspil får hjælp af selvhjælpsguruen Bobby Dagen (Sean Patrick Flanery), der også selv er tidligere Jigsaw-offer. Bobby bærer på en dyster hemmelighed, der pludselig baner vej for en ny bølge af terror med dødsfælder, som du aldrig har set magen til...eller vil glemme. Saw-sagaen siger farvel til sine loyale fans over hele verden med manér: Det sidste kapitel af alle tiders mest populære og makabre horror-serie er det hidtil mest blodige og byder på 11 genialt konstruerede dødsfælder - dobbelt op fra de tidligere film.

"Hvis du hægter dine klunker fast i de her slagterkroge og bliver "hængene"...get it...en uges tid, så får du lov til at gå, eller noget! Hva' siger du til det homie?"

Kevin Greutert er tilbage i instruktørstolen på den længe lovede afslutning på “Saw”-franchisen. Serien har været i et kvalitetsmæssigt frit fald siden sit fjerde kapitel, og med “Saw 3D” (2010) rammer den asfalten fra 20. etage og splittes til fragmenter, som ikke længere kan genkendes som værende noget, der engang har haft kvaliteter. Filmen hiver gimmick-3D’en, som vi kender den fra “Jaws 3-D” (1983) og “Friday the 13th: Part III” (1982), ud af skabet. Det resulterer i, at 2D-versionens ret ekstensive mængder af blod, fremstår lyserødt. Jeg antager i hvert fald at 3D’ens mørkere fremtoning er årsagen hertil. Det resulterer naturligvis i en film, der ikke er specielt overbevisende i sin splat. Der er ellers gjort en prisværdig indsats for at bruge praktiske effekter frem for CGI. De overfladiske problemer er imidlertid blot det: Overfladiske. Filmens fejlbarligheder stikker dybere.

"ATJU!"

Til en start er historien ekstremt kluntet. Det er ellers en meget interessant indgangsvinkel at have fokus på tidligere ofre, og om de reelt har opnået den forhøjede værdsættelse af livet, som Jigsaws projekt handlede om. Desværre tager de triste skæbner fældemageren har efterladt i sit kølvand, pusten fra hele grundidéen. Havde filmen været bevidst om, at den fremviste nogle mennesker, der ikke er blevet styrket af at komme levende igennem Jigsaws spil, havde det måske været en god måde at afslutte serien på. Med lidt selvindsigt kunne man måske have slået en krølle på “Saw”-franchisens lidt for lange, blodindsmurte og forknudrede grisehale. Men ethvert tilløb til noget mindeværdigt eller skarpsindigt kvæles i fødslen. I stedet går filmen i cirkler om sig selv og sine forgængere. Der forsøges sågar en sidste gang at twiste en figur, vi troede vi kendte, til nu pludselig også at have været involveret i udførelsen af Jigsaws mange planer. Mængden af undersåtter, som Jigsaw har magtet at overskue, er enten beundringsværdig eller grinagtig.

Blood'n'Boobs plejer at være en opskrift der virker - men det er altså ikke nok til at redde Saw 3D: The Final Chapter.

Årsagen til, at der er blevet ved at komme nye film i denne franchise, må antages at handle om positive tal på bundlinjen. Filmene har været billige at lave, ikke mindst i sammenligning med deres indtjening. Men med “Saw 3D” lader det alligevel til, at budgettet er blevet presset yderligere. Filmens look er mere low-budget end nogensinde før. Der er en råhed, der er forsvundet fra billedsiden. Skuespillerne lader samtidig også til at være af den helt billige kaliber. Bortset fra Tobin Bell (som nærmest ikke er med) og Cary Elwes (som har selvironi nok til at være bevidst morsom i filmen), er der ingen grænse for, hvor intetsigende replikkerne kan leveres. Særligt politimanden Matt Gibson (spillet af Chad Donella) er frustrerende i sin fremtoning, som arrogant og bedrevidende. Ufrivilligt morsomt bliver det, når han gang på gang tager fejl i sin arrogance og skifter synspunkt, uden den mindste anerkendelse af sin fejltagelse. Sean Patrick Flanery er den bærende hovedrolle, og det er egentlig lidt uretfærdigt at vurdere hans præstation, med det materiale, som han her skal præsentere, men han er ekstremt distanceret i sin præstation, og figurens ellers mange følelsesudladninger, er ingenlunde overbevisende.

Linkin Park forsanger Chester Bennington dukker op i en cameo i “Saw 3D”. På mange måder er sammenligningen mellem Linkin Park og Saw-sagaen meget lige for: Begge fastholder stædigt at lave inferiøre produkter, som blot er udvandede udgaver af et stærkt udgangspunkt. De første 3 film om Jigsaw er, kan jeg nu sige med et derpå følgende endegyldigt punktum, de eneste, der er værd at bruge tid på. 

Score: