Anmeldelse: These Final Hours.

Årgang: 2013.
Tagline: "It’s never too late to find someone worth living for.”
Genre: Apocalyptic, Thriller.
Instruktør: Zak Hilditch.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Melancholia” (2011), “The Road” (2009), “War of the Worlds” (2005)

“These Final Hours” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Det er den sidste dag på Jorden, tolv timer før den uundgåelige katastrofe, der vil udslette alt liv, indtræffer. Den unge James (Nathan Phillips) er på vej gennem en by hærget af lovløshed og kaos for at deltage i den sidste fest over alle fester. Undervejs redder han dog livet på den lille pige, Rose (Angourie Rice), der desperat leder efter sin far. Tynget af det uventede ansvar, må James beslutte sig for, hvad der virkelig har betydning for ham, og på kanten af tilintetgørelsen hjælpe Rose med at finde sin far og derved komme overens med sig selv såvel som sine indre dæmoner...

Nathan Phillips undslap med nød og næppe Mick Taylor i Wolf Creek. Denne gang står han overfor en planet killer.

På samme måde, som det er tilfældet i Lars Von Triers “Melancholia” (2009), er der i “These Final Hours” aldrig nogen tvivl om, at jorden vil gå under. Filmen opbygger ikke spænding ved at give tilskueren en fornemmelse af, at dens figurer vil klare skærene. Hovedpersonen James siger det selv helt utvetydigt: “Vi er allerede døde.” Dermed er det eneste, der er tilbage at beslutte, hvad den resterende tid på jorden skal bruges på. Filmen er australsk produceret og viser en verden i forfald på fascinerende vis. Den store fest, James er på vej til, er epicentret for den desperation og frygt, som alle har for den snarlige afsked med planeten. Mennesker vælter omkring i endeløse mængder af hor, stoffer og alkohol. Midt i det hele befinder James sig med sin uventede følgesvend, den lille pige Rose. Den lille piges simple erkendelse af tingenes tilstand, styrker blot hendes ufravigelige kærlighed til den far, hun ikke kan finde. Den står også i skarp kontrast til de voksne mennesker, der forsøger at bedøve sig. Det er et rigtig fint billede på filmen selv: Midt i en engagerende miljøskildring viger den aldrig tilbage fra dens fokus, som er på James, og den udvikling han må gå igennem inden det hele er forbi.

Jeg sagde jo, at de væltede sig i hor..

Nathan Phillips har tidligere medvirket i bl.a. “Wolf Creek” (2005) og “Snakes on a Plane” (2006). Her spiller han James, som ikke er nogen sympatisk mand, da vi først møder ham. Han er ved at gøre sig klar til at forlade sin kæreste for at tage til fest og blive skæv, så han ikke mærker, når døden kommer, da hun fortæller ham, at hun er gravid. “Hvilken forskel gør det?” er hans charmerende svar på denne information. Heldigvis er hans figur mere kompleks end som så. I det hele taget er filmen fuld af personer, der viser sig fra deres mest usympatiske side, men som tydeligt er bange for den skæbne, de går i møde. På den måde virker filmens opbygning næsten som et fordrejet eventyr. James og Rose rejser rundt i en næsten ukendt verden og møder den ene sære og frygtsomme person efter den anden. Angourie Rice, der spiller den unge Rose, er ikke engang fyldt 15 og spiller ganske enkelt glimrende i “These Final Hours”. Særligt en scene nær filmens slutning er udfordrende ikke at blive påvirket af. Rice blander barnlig uskyld med voksen alvor på elegant vis.

Filmen er skudt af Bonnie Elliott, som formår at skabe smukke billeder, selv når filmen er allermest intens.

Zak Hilditch har skabt en film, der formår at være drevet frem af en fornemmelse af, at alt personerne foretager sig, er presserende, og at tiden er ved at rinde ud. Samtidig har filmen et karakter fokus og en stemning, som ikke forsøger at hæve hjerterytmen ved seeren ved hjælp af hektisk klipning. Hilditch overvejer alvorligt, hvad der ville blive prioriteret højest i en situation, hvor hele kloden bliver stillet deres snarlige endeligt i udsigt. Det, han når frem til, er heldigvis ikke entydigt. For selvom der sker en udvikling med vores hovedperson, møder vi også mængdevis af mennesker i filmens forløb, som ikke formår at åbne deres øjne tilstrækkeligt til at tage en aktiv beslutning. Historien om James og Rose er hjerteskærende, men den er også smuk, og i betragtning af filmens præmis, må det siges at være imponerende, at der er så megen skønhed indeholdt i filmen.

Filmens visuelle effekter er meget overbevisende.

Jeg startede anmeldelsen med at sammenligne “These Final Hours” med Lars Von Triers “Melancholia”. Hvor Triers film var tung på symbolik og handlede om meget andet end jordens snarlige destruktion, er Hilditchs film noget mere umiddelbar. Dermed ikke sagt at filmen mangler nuancer, de tilføjes blot i karaktererne. “These Final Hours” er velfortalt og til tider åndedrætsberøvende smuk såvel visuelt som i sin fortælling. Filmen har et interessant persongalleri og en insisterende evne til at være nærværende på en måde, der næsten er uhyggelig.

Score: