17. apr. 2015

Anmeldelse: These Final Hours.

Årgang: 2013.
Tagline: "It’s never too late to find someone worth living for.”
Genre: Apocalyptic, Thriller.
Instruktør: Zak Hilditch.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Melancholia” (2011), “The Road” (2009), “War of the Worlds” (2005)

“These Final Hours” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Det er den sidste dag på Jorden, tolv timer før den uundgåelige katastrofe, der vil udslette alt liv, indtræffer. Den unge James (Nathan Phillips) er på vej gennem en by hærget af lovløshed og kaos for at deltage i den sidste fest over alle fester. Undervejs redder han dog livet på den lille pige, Rose (Angourie Rice), der desperat leder efter sin far. Tynget af det uventede ansvar, må James beslutte sig for, hvad der virkelig har betydning for ham, og på kanten af tilintetgørelsen hjælpe Rose med at finde sin far og derved komme overens med sig selv såvel som sine indre dæmoner...
Nathan Phillips undslap med nød og næppe Mick Taylor i Wolf Creek. Denne gang står han overfor en planet killer.
På samme måde, som det er tilfældet i Lars Von Triers “Melancholia” (2009), er der i “These Final Hours” aldrig nogen tvivl om, at jorden vil gå under. Filmen opbygger ikke spænding ved at give tilskueren en fornemmelse af, at dens figurer vil klare skærene. Hovedpersonen James siger det selv helt utvetydigt: “Vi er allerede døde.” Dermed er det eneste, der er tilbage at beslutte, hvad den resterende tid på jorden skal bruges på. Filmen er australsk produceret og viser en verden i forfald på fascinerende vis. Den store fest, James er på vej til, er epicentret for den desperation og frygt, som alle har for den snarlige afsked med planeten. Mennesker vælter omkring i endeløse mængder af hor, stoffer og alkohol. Midt i det hele befinder James sig med sin uventede følgesvend, den lille pige Rose. Den lille piges simple erkendelse af tingenes tilstand, styrker blot hendes ufravigelige kærlighed til den far, hun ikke kan finde. Den står også i skarp kontrast til de voksne mennesker, der forsøger at bedøve sig. Det er et rigtig fint billede på filmen selv: Midt i en engagerende miljøskildring viger den aldrig tilbage fra dens fokus, som er på James, og den udvikling han må gå igennem inden det hele er forbi.
Jeg sagde jo, at de væltede sig i hor..
Nathan Phillips har tidligere medvirket i bl.a. “Wolf Creek” (2005) og “Snakes on a Plane” (2006). Her spiller han James, som ikke er nogen sympatisk mand, da vi først møder ham. Han er ved at gøre sig klar til at forlade sin kæreste for at tage til fest og blive skæv, så han ikke mærker, når døden kommer, da hun fortæller ham, at hun er gravid. “Hvilken forskel gør det?” er hans charmerende svar på denne information. Heldigvis er hans figur mere kompleks end som så. I det hele taget er filmen fuld af personer, der viser sig fra deres mest usympatiske side, men som tydeligt er bange for den skæbne, de går i møde. På den måde virker filmens opbygning næsten som et fordrejet eventyr. James og Rose rejser rundt i en næsten ukendt verden og møder den ene sære og frygtsomme person efter den anden. Angourie Rice, der spiller den unge Rose, er ikke engang fyldt 15 og spiller ganske enkelt glimrende i “These Final Hours”. Særligt en scene nær filmens slutning er udfordrende ikke at blive påvirket af. Rice blander barnlig uskyld med voksen alvor på elegant vis.
Filmen er skudt af Bonnie Elliott, som formår at skabe smukke billeder, selv når filmen er allermest intens.
Zak Hilditch har skabt en film, der formår at være drevet frem af en fornemmelse af, at alt personerne foretager sig, er presserende, og at tiden er ved at rinde ud. Samtidig har filmen et karakter fokus og en stemning, som ikke forsøger at hæve hjerterytmen ved seeren ved hjælp af hektisk klipning. Hilditch overvejer alvorligt, hvad der ville blive prioriteret højest i en situation, hvor hele kloden bliver stillet deres snarlige endeligt i udsigt. Det, han når frem til, er heldigvis ikke entydigt. For selvom der sker en udvikling med vores hovedperson, møder vi også mængdevis af mennesker i filmens forløb, som ikke formår at åbne deres øjne tilstrækkeligt til at tage en aktiv beslutning. Historien om James og Rose er hjerteskærende, men den er også smuk, og i betragtning af filmens præmis, må det siges at være imponerende, at der er så megen skønhed indeholdt i filmen.
Filmens visuelle effekter er meget overbevisende.
Jeg startede anmeldelsen med at sammenligne “These Final Hours” med Lars Von Triers “Melancholia”. Hvor Triers film var tung på symbolik og handlede om meget andet end jordens snarlige destruktion, er Hilditchs film noget mere umiddelbar. Dermed ikke sagt at filmen mangler nuancer, de tilføjes blot i karaktererne. “These Final Hours” er velfortalt og til tider åndedrætsberøvende smuk såvel visuelt som i sin fortælling. Filmen har et interessant persongalleri og en insisterende evne til at være nærværende på en måde, der næsten er uhyggelig.

Score:

11 kommentarer:

  1. Tak for din anbefaling af denne bevægende og smukke film, der er langt bedre end ratingen i IMDb antyder. Jeg købte det sidste eksemplar Laserdisken havde på lager, og kneb mere end blot en enkelt tåre undervejs.specielt nær slutningen af filmen. En uafrystelig oplevelse, der på visse områder minder lidt om denne her: http://www.imdb.com/title/tt0156729/?ref_=fn_al_tt_4

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar! :)

      Jeg havde faktisk ikke set at filmen havde modtaget så lunken en modtagelse på IMDB. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt. Men jeg er glad for at høre at du (ligesom jeg selv) havde en god oplevelse med filmen!

      Jeg har noteret mig "Last Night", som jeg gerne vil prøve at se!

      Slet
    2. Jeg er ikke blevet så følelsesmæssigt påvirket af en film siden jeg som dreng så Spartacus repremiere i Imperial. Mit faderinstinkt blev åbenbart aktiveret under gennemsynet af These Final Hours sammen med mange interessante tanker om livet og døden.
      Heldigvis er IMDbs amatøranmeldere mere begejstrede for filmen end de 6000 brugere der har rated den.

      Om Last Night vil jeg sige, at den ligeledes er bevægende, men måske mere snakkesalig, og en pæn del af snakken drejer rundt om emnet sex. En af karaktererne bruger den sidste tid på at bolle så mange kvinder på så mange forskellige måder som han overhovedet kan overkomme, og han er stadigt i fuld gang da katastrofen rammer. Det er ikke en effektdrevet film, og der gives ingen forklaring på katastrofens natur. Blot skinner solen tilsyneladende døgnet rundt.

      Slet
  2. Hehe, ja den taktik er der jo også nogen i "These Final Hours" der griber til. Altså med at fokusere på sex. Men den fremstiller det som en noget desperat og lidt sølle måde at slutte af på...

    Af og til kan det jo også fungere rigtig godt ikke at gå for meget i dybden med roden til problemet. Tit handler det alligevel mere om det menneskelige drama og i det tilfælde er årsagen ikke så vigtig.

    SvarSlet
  3. I Last Night har de seksuelle aktiviteter dog ikke karakter af orgie, og fremstår noget smukkere end i den australske film..
    Manden har bare en del han skal nå de sidste 6 timer, og har så vidt jeg husker været i gang i månedsvis..

    Jeg holder nok også mest af dommedagsfilm der ikke fokuserer så meget på effekter og forklaringer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en af de fede ting ved "Night of the Living Dead", som velsagtens også er en dommedagsfilm i et eller andet omfang. Det er menneskernes reaktionsmønstre i forbindelse med dødens snarlige komme, ikke selve undergangen, der nødvendigvis er interessant. "Melancholia", som jeg også henviser til i anmeldelsen, er et andet godt eksempel. Den etablerer simpelthen fra start at jorden kommer til at gå under. Der er ikke en sidste øjebliks løsning eller noget i den stil. Det vil ske. Filmen handler om følelsen af at vide at alting snart er slut.

      Så ved jeg godt at der med den film kan læses angst og masser af andre ting ind på et symbolsk plan, men det ændrer ikke ved at det er mennesker den handler om! Og det er, som du også siger, det der i virkeligheden er allermest interessant.

      Slet
    2. Ja, jeg er helt enig. Det er det menneskelige drama der først og fremmest interesserer mig, men hold da helt op hvor er Perth dog både smuk og creepy her lige før undergangen.

      Er ikke nogen stor Trier-fan, men skal jeg forstå det sådan, at du vil anbefale Melancholia? Jeg har den stående på hylden, men har aldrig fået taget mig sammen til at se den.

      Slet
    3. Jeg er rigtig glad for både "Antichrist" og "Melancholia" af Trier. Jeg tror bestemt "Melancholia" er up your alley!

      Slet
  4. Så vil jeg finde den frem.

    SvarSlet
  5. Så denne film en aften, hvor jeg kiggede nyheder i Waoo bio. Det er en fin lille, men overset perle i min bog. Jeg tænkte mere Deep Impact og Miracle Mile end Trier da jeg den for den handler om mennesker man kan føle og mærke, og det føler jeg på ingen måde i Trier s film. Det er klart en film jeg skal have. 5/6 også herfra.

    SvarSlet