13. maj 2015

Anmeldelse: Grotesk.

Årgang: 2015
Tagline: "Danmarks svar på “Plan 9 from Outer Space””
Genre: Splatter.
Instruktør: Peter J. Bonneman
Runtime: 64 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Opstandelsen” (2010), “Udbrud” (2014).

“Grotesk” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Efter en hemmelig månemission styrter en amerikansk rumfærge ned i Øresund. Om bord er en ukendt og stærkt radioaktiv form for slim udgravet fra månens bagside. Da slimen siver ud i Øresund skabes et ustoppeligt muteret monster, der spreder et inferno af død og ødelæggelse i vores idylliske sommerland.
Hvilken skala skal danske “Grotesk” måles på? Filmen er en kærlighedserklæring til B-film uden styr på grundlæggende filmteknik, historiefortælling og for den sags skyld formål; Film der udelukkende er skabt for at dyrke splattereffekter af varierende art. Ovenstående beskriver således også ganske godt “Grotesk” selv: Filmens historie er meget begrænset i omfang, personerne er i bedste fald usympatiske og teknisk er filmen fyldt med fejl. Alt sammen er det selvfølgelig del af pointen, men hvordan måles kvaliteten af filmen så?
Mit umiddelbare bud vil være at kigge på kreativiteten. Værdien skal måske mere findes i de enkelte scener, end i filmen som helhed? Der er ingen tvivl om, at det er filmiske legebørn, vi her har med at gøre. Deres leg udmønter sig i et ganske ubehageligt værk, hvor kropsfunktioner udforskes og legemsdele flyver til højre og venstre. Forstår du at værdsætte kreativiteten i et øje, der bliver fjernet fra sin sokkel for derefter at blive stoppet op i underlivet på et stakkels kvindeligt offer, som herefter får fornøjelsen af at udforske hendes indre på nærmeste hold? Så er denne film lige noget for dig, kære læser. De bevidst kitschede effekter er filmens største kreative force.
Jeg har allerede nævnt, at filmen teknisk er stoppet til randen med fejl. Filmen er bevidst dubbet helt skævt på klassisk b-films manér, billedkvaliteten er nedgraderet til at ligne noget fra en gammel udtrådt VHS, og lydeffekterne er ekstremt overdrevne. Der er øjeblikke, hvor filmen rammer den helt rigtige æstetik, og ligner noget fra “The Texas Chainsaw Massacre” (1974). Særligt er jeg glad for scenerne fra månen, som er syrede på den helt rigtige måde. Velfungerende er også soundtracket, som lader til at dyrke forbilleder som Fabio Frizzi (“Zombi 2”). 
“Grotesk” er problematisk for mig. Jeg kan godt se, hvad der er dens formål og på sin vis, lever den op til det. Hvis man er til hardcore splat uden mål eller mening, er jeg sikker på, at man vil være fint underholdt af “Grotesk”. For mig blev det desværre en noget tung omgang at danse med den ellers blot 64 minutter lange film. Filmens humor rammer næsten eksklusivt forbi, og selvom jeg sagtens kan værdsætte, at det er en prisværdig indsats, som skaberne har gjort, må jeg enten erkende, at deres målgruppe ikke er mig, eller at de simpelthen ikke er lykkedes med deres projekt. Således overlader jeg det til læseren selv at vurdere, hvad synes du?

Score:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar