Anmeldelse: Late Phases.

Årgang: 2014.
Tagline: "The hunt is on.”
Genre: Horror.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Wolf Man” (2010), “An American Werewolf in London” (1981), “The Howling” (1981).

“Late Phases” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Crescent Bay er måske ikke det bedste sted at tilbringe sit otium. Engang var det et idyllisk og fredsommeligt område bestående af ældreboliger, hvor samfundets pensionister kunne tilbringe de sidste gyldne år, men på det seneste er beboerne i Crescent Bay blevet udsat for mystiske og dødelige overfald. Da den bitre og blinde krigsveteran Ambrose McKinley (Nick Damici) flytter ind, bliver de andre beboere chokerede over hans menneskefjendske adfærd og sure opstød, men da de voldsomme angreb viser sig at være forårsaget af noget langt mere gruopvækkende end den bjørn, som politiet mener står bag, er Ambroses attitude præcis, hvad der er brug for. For ingen eller noget skal true en højtdekoreret krigsveteran – heller ikke selvom han er blind…

Nick Damici har du måske tidligere set i "Stake Land" fra 2010.

Adrián García Bogliano var egentlig ikke interesseret i at instruere en varulvefilm. Han mente, at der var nogle iboende begrænsninger i den type film. Efter at have læst Eric Stolzes manuskript blev han dog overbevist om, at filmen var noget andet og mere end en monsterfilm, og at der var mere gods i fortællingen end som så. Nick Damisi blev udpeget til hovedrollen. Filmens hovedperson er blind, og Damisi gik derfor i lag med sine dagligdags aktiviteter med bind for øjnene. Efter at have brændt tilpas mange gange, fortæller skuespilleren, at han konkluderede, at det handlede mere om teknik end metode. Han fandt ud af at arbejde med måden, han bruger sine øjne på i rollen og skaber på den måde en illusion af at være blind. Både Tina Louise (kendt fra den originale “The Stepford Wives” fra 1975), Karen Lynn Gorney (kendt fra “Saturday Night Fever” fra 1977) og Dana Ashbrook (kendt som Bobby Briggs fra “Twin Peaks”) dukker op i mindre roller.

Jeg er fristet til at kalde transformationsscenen mesterlig, i sin koreografering. Både i forhold til det tekniske og det visuelle.

“Late Phases” har en målsætning om at handle om sin hovedperson først og lade varulve komme i anden række. Det betyder ikke noget negativt for filmens evne til at levere vellavede varulve. De praktiske effekter var noget af det første, producerne vidste, de ville have i filmen. Det er et godt valg, som de i den forbindelse har taget. Væsnerne i “Late Phases” introduceres ret tidligt i skygger: Men frygt ikke, du skal nok få lov at se mere til dem. Det kræver lidt tålmodighed, men heldigvis er Nick Damisi karismatisk i hovedrollen. Derudover er far og søn dramaet, der er i centrum for historien, meget ærligt fortalt. Damisi og Ethan Embry, der spiller sønnen Will, har god kemi, og selvom dialogen kan være lidt klichépræget, er der en oprigtighed i deres spil, som gør dramaet ganske velfungerende. Filmen lykkedes i det hele taget med at handle om en mand og hans dæmoner lige så meget, som den handler om de konkrete monstre, han kæmper imod.

Filmens brug af praktiske effekter er ekstremt charmerende og fungerer!

Når der så kæmpes, er det til gengæld ekstremt underholdende. Filmens opbygning af hovedpersonen som en ensom og sammenbidt mand giver i samarbejde med det forrygende klimaks et nærmest westernpræget resultat. Faren ved at benytte en opbygning og historie, der er klassisk i sit udtryk, er naturligvis, at ens film kan komme til at ligne noget, der er lavet før. Det gør “Late Phases” til dels. Det er måske usædvanligt, at modstanderne, som den tavse helt står overfor, er varulve, men derudover er der mange af de sædvanlige historieelementer. En helt, der ved noget, som resten af verden ikke forstår eller tror på, eksempelvis. “Late Phases” genopfinder ikke noget men leverer en fængende version af noget, der på mange måder er velkendt. Typisk for varulvefilm er det, at der skal være en transformationsscene, og den, der præsteres her i filmen, er vitterligt både succesfuld effekter og sit generelle visuelle udtryk.

“Poor fucking bastard.“

“Late Phases” tilbyder både drama, action og en smule gys. Skuespillerne samt manuskriptet gør meget for, at filmen fremstår som andet og mere end den gennemsnitlige moderne monsterfilm. “Late Phases” har ikke alene nogle engagerende figurer i front men fremviser også nogle af de mest vellavede praktiske effekter, jeg har set i en spillefilm i nogen tid.

Score: