Anmeldelse: [Rec] 4: Apocalypse.

Årgang: 2014.
Tagline: "Welcome aboard.”
Genre: Horror.
Instruktør: Jaume Balagueró.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “[Rec]” (2007), “[Rec]² (2009)”, “[REC]³: Genesis”  (2012).

“[Rec] 4: Apocalypse” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Der er gået flere timer siden de gruopvækkende hændelser i den gamle bygning i Barcelona udspillede sig i [REC 1 & 2]. Militæret har infiltreret bygningen med en specialenhed og sprænger stedet i luften for en gang for alle at sætte en stopper for mareridtet. I sidste øjeblik lykkes det dog for Angela Vidal, den unge TV-reporter, der gik ind i bygningen sammen med brandmændene, at slippe ud i live, og hun sættes straks i karantæne for at sikre, at missionen er lykkedes... Hvad ingen ved, er, at Angela bærer på et forfærdeligt virus, der snart spredes i al sin rædsel. Lad Apokalypsen begynde...

Manuela Velasco er tilbage som den hårdtprøvede Ángela Vidal.


Egentlig er det et prisværdigt forsøg Jaume Balagueró gør med denne fjerde film i “[Rec]” franchisen. Serien var oprindeligt found footage og beroede i høj grad på gru og spænding som virkemidler. Med “[Rec] 3: Genesis” skete der en forandring. Found footage formen blev smidt til siden, og endvidere blev tempoet også sat i vejret, hvilket resulterede i en mere actionpræget film. Det er den stil, der bygges videre på i denne fjerde ombæring. Historien har linje direkte tilbage til de første film, og det er det, der gør den interessant i udgangspunktet. “[Rec] 4: Apocalypse” forsøger at udforske den mystiske sygdom, som har været omdrejningspunktet i alle de hidtidige film, men er vi overhovedet interesserede i at vide mere om sygdommen? Er det den medicinske årsag til alle ubehagelighederne, der gjorde det spændende at følge med på Ángelas første mareridtsoplevelser tilbage i 2007?

Sumatran rat-monkey anyone?

Det korte svar er: “Nej!” Det var netop manglen på viden om årsag og omfang, der gjorde, at den første “[Rec]” var en spændende filmoplevelse. Selvom det som nævnt er prisværdigt, at Balagueró gør et forsøg på at samle trådene fra de foregående film, er resultatet ikke i sig selv vellykket. Det er fedt at se Ángela vende tilbage og få bundet et par knuder tilbage til originalen, men hun er desværre også filmens eneste seværdige karakter. De øvrige medvirkende er stereotyper: Den kyniske videnskabsmand, computernørden og den gamle kvinde, der primært er med for at skabe kontinuitet med film 3. Ok, den sidste er måske ikke just nogen gængs karaktertype... men det er nu alligevel rigtigt, at hun mest er i vejen for historiefortællingen. Det er ikke fordi, at personerne er usympatiske, de er bare utrolig brugte og med til at gøre hele historien forudsigelig. Ismael Fritschi er computernørden, der spiser for meget chokolade og er lidt små pervers, men til trods for de dårlige odds, er Fritschi nu alligevel karismatisk i rollen. Hans figur er blandt de få, hvis ansigt det rent faktisk vil være muligt at genkalde sig, når filmen er slut.

Vi får nogle helt habile effekter i “[Rec] 4: Apocalypse.

“[Rec] 4: Apocalypse” tager et yderligere skridt i retning af actiongenren. Dermed kommer franchisen endnu længere væk fra den suspense og det reelle gys, som var, hvad der var den helt store kvalitet til at begynde med. Med det etableret er denne anmeldelse ikke nødvendigvis en sammenligning med tidligere film, men et kig på denne films egne kvaliteter. I den afdeling er udfordringerne heller ikke små. “[Rec] 4: Apocalypse” er i sin opbygning ekstremt klichépræget. Selv med sit lille (og jeg mener lille) twist af blood and guts er filmens udtryk fladt og uengagerende. Den er ikke dårligt produceret men modsat den ellers så udskældte “[Rec] 3: Genesis” har den ingen personlighed hverken visuelt eller i sin fortælling. At placere historien på havet er slet ikke nogen dårlig idé, da det giver mening i forhold til historien, og samtidig bibeholder en smule af den klaustrofobi, som i et eller andet omfang er en del af seriens varemærke. Men som det lader til at være symptomatisk for denne film, falder de gode idéer til jorden.

Påhængsmotor vs ansigt! Sejren går ubestridt til påhængsmotoren...

“[Rec] 4: Apocalypse” sluttes på en måde, der i den grad lægger op til, at en fortsættelse kunne være i farvandet. Personligt er jeg nok efterhånden landet der, hvor mange fans af franchisen befandt sig efter at have set seriens tredje ombæring: Det er fint at runde af her. Filmens forsøg på at kombinere originalens figurer med treerens mere traditionelle visuelle og fortællemæssige stil mislykkedes på mange måder. Det efterlader os med en film, der er usigeligt jævn, og nogle enkelte gode takter til trods ikke er videre seværdig.

Score:

Anmeldelse: Late Phases.

Årgang: 2014.
Tagline: "The hunt is on.”
Genre: Horror.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Wolf Man” (2010), “An American Werewolf in London” (1981), “The Howling” (1981).

“Late Phases” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Crescent Bay er måske ikke det bedste sted at tilbringe sit otium. Engang var det et idyllisk og fredsommeligt område bestående af ældreboliger, hvor samfundets pensionister kunne tilbringe de sidste gyldne år, men på det seneste er beboerne i Crescent Bay blevet udsat for mystiske og dødelige overfald. Da den bitre og blinde krigsveteran Ambrose McKinley (Nick Damici) flytter ind, bliver de andre beboere chokerede over hans menneskefjendske adfærd og sure opstød, men da de voldsomme angreb viser sig at være forårsaget af noget langt mere gruopvækkende end den bjørn, som politiet mener står bag, er Ambroses attitude præcis, hvad der er brug for. For ingen eller noget skal true en højtdekoreret krigsveteran – heller ikke selvom han er blind…

Nick Damici har du måske tidligere set i "Stake Land" fra 2010.

Adrián García Bogliano var egentlig ikke interesseret i at instruere en varulvefilm. Han mente, at der var nogle iboende begrænsninger i den type film. Efter at have læst Eric Stolzes manuskript blev han dog overbevist om, at filmen var noget andet og mere end en monsterfilm, og at der var mere gods i fortællingen end som så. Nick Damisi blev udpeget til hovedrollen. Filmens hovedperson er blind, og Damisi gik derfor i lag med sine dagligdags aktiviteter med bind for øjnene. Efter at have brændt tilpas mange gange, fortæller skuespilleren, at han konkluderede, at det handlede mere om teknik end metode. Han fandt ud af at arbejde med måden, han bruger sine øjne på i rollen og skaber på den måde en illusion af at være blind. Både Tina Louise (kendt fra den originale “The Stepford Wives” fra 1975), Karen Lynn Gorney (kendt fra “Saturday Night Fever” fra 1977) og Dana Ashbrook (kendt som Bobby Briggs fra “Twin Peaks”) dukker op i mindre roller.

Jeg er fristet til at kalde transformationsscenen mesterlig, i sin koreografering. Både i forhold til det tekniske og det visuelle.

“Late Phases” har en målsætning om at handle om sin hovedperson først og lade varulve komme i anden række. Det betyder ikke noget negativt for filmens evne til at levere vellavede varulve. De praktiske effekter var noget af det første, producerne vidste, de ville have i filmen. Det er et godt valg, som de i den forbindelse har taget. Væsnerne i “Late Phases” introduceres ret tidligt i skygger: Men frygt ikke, du skal nok få lov at se mere til dem. Det kræver lidt tålmodighed, men heldigvis er Nick Damisi karismatisk i hovedrollen. Derudover er far og søn dramaet, der er i centrum for historien, meget ærligt fortalt. Damisi og Ethan Embry, der spiller sønnen Will, har god kemi, og selvom dialogen kan være lidt klichépræget, er der en oprigtighed i deres spil, som gør dramaet ganske velfungerende. Filmen lykkedes i det hele taget med at handle om en mand og hans dæmoner lige så meget, som den handler om de konkrete monstre, han kæmper imod.

Filmens brug af praktiske effekter er ekstremt charmerende og fungerer!

Når der så kæmpes, er det til gengæld ekstremt underholdende. Filmens opbygning af hovedpersonen som en ensom og sammenbidt mand giver i samarbejde med det forrygende klimaks et nærmest westernpræget resultat. Faren ved at benytte en opbygning og historie, der er klassisk i sit udtryk, er naturligvis, at ens film kan komme til at ligne noget, der er lavet før. Det gør “Late Phases” til dels. Det er måske usædvanligt, at modstanderne, som den tavse helt står overfor, er varulve, men derudover er der mange af de sædvanlige historieelementer. En helt, der ved noget, som resten af verden ikke forstår eller tror på, eksempelvis. “Late Phases” genopfinder ikke noget men leverer en fængende version af noget, der på mange måder er velkendt. Typisk for varulvefilm er det, at der skal være en transformationsscene, og den, der præsteres her i filmen, er vitterligt både succesfuld effekter og sit generelle visuelle udtryk.

“Poor fucking bastard.“

“Late Phases” tilbyder både drama, action og en smule gys. Skuespillerne samt manuskriptet gør meget for, at filmen fremstår som andet og mere end den gennemsnitlige moderne monsterfilm. “Late Phases” har ikke alene nogle engagerende figurer i front men fremviser også nogle af de mest vellavede praktiske effekter, jeg har set i en spillefilm i nogen tid.

Score: