Anmeldelse: The Dead Lands.

Årgang: 2014.
Tagline: "Where the warrior spirit was born.”
Genre: Action.
Instruktør: Toa Fraser.
Runtime: 103 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “The Last of the Mohicans” (1992), “The New World”  (2005), “Apocalypto” (2006).

“The Dead Lands” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Mãori høvdingesønnen Hongi (James Rolleston) drager på et bloddryppende hævntogt efter et drabeligt angreb på hans stamme, hvor hans fader mistede livet. For at have en chance mod den brutale Wirepa (Te Kohe Tuhaka) og hans undersåtter må Hongi drage gennem det frygtede og forbudte ”Dødelandet” for at indgå en alliance med den sagnomspundne “Warrior” (Lawrence Makoare): En uovertruffen kriger, der har regeret over området i årevis.
Toa Frasers actionfilm “The Dead Lands” var New Zealands kandidat i “Bedste udenlandske film” kategorien til Oscaruddelingen 2015. Selvom det ville have været forfriskende at se filmen nå med i konkurrencen om den gyldne statuette, var chancerne nok aldrig så store; til det er oscarkomiteen nok for konservative. “The Dead Lands” holder ikke igen med blodsprøjt, kannibalisme og grum overtro. Umiddelbart lægger skaberne af “The Dead Lands” op til, at lade sig sammenligne med film som Mel Gibsons “Apocalypto” (2006). Toa Frasers film har også ligheder med denne film men er en smule mere eventyrlig i sin tone alvoren til trods. Den er blodig, og figurerne tager sig selv meget alvorligt, men historien er basalt set om hævn. Lawrence Makoares mystiske kriger, der skal træne vores unge helt, er en stereotyp, men ikke desto mindre voldsomt karismatisk. Som hvis Mr. Miyagi i “The Karate Kid” (1984) havde været kannibal, og Daniel ikke skulle vinde en konkurrence, men desperat ønskede at dræbe sin modstander.

Forvent masser af tunger...

Indledningsvist kan historien i “The Dead Lands” virke meget basal: En høvdingesøn ser sin stamme blive slagtet og ønsker hævn. Heldigvis fyldes den grundlæggende præmis og skabelon ud med nogle fængende præstationer fra førnævnte Makoares til hovedrolleindehaver James Rolleston. Rolleston har den lidt utaknemmelige opgave at spille en ung naiv mand, der skal vokse til en kriger. Det lykkedes skuespilleren at gøre, hvad der kunne have været en noget anonym figur, til en tilstedeværelse på skærmen. Der tilføjes filmen meget fra den mystik, som hænger sammen med māoriernes overtro. Nogle af de mest visuelt engagerende scener er dem, hvor Hongi taler med sin døde bedstemor i en slags syner. Scenerne har en uvirkelig og lettere syret kvalitet, som klæder filmens i øvrigt meget enkle visuelle udtryk. I det hele taget er det kvinderne, der gør sig i det overnaturlige: Den mystiske kriger har hekselignende kvinder til at omgive sig, og den mystik, de føjer til historien, skaber grundlaget for, at vi kan lære mere om krigeren selv.

...og endnu flere tunger...

Filmens action er overraskende velkoreograferet. De simple våben udnyttes brutalt og effektivt, ikke mindst af Makoares, der i sin dyriske præstation skruer helt op for en ustyrlig vrede og frustration, som det ikke er overraskende, skaber enorm frygt i hans figurs modstandere. Actionscenerne er ikke ustandselige i omfang, men dukker op i en mængde, der får det til at virke, som om skaberne har været meget fornuftige i udnyttelsen af deres budget. Færre men vellykkede actionsekvenser lader til at have været devisen. Scenerne er instrueret hektisk men stadig med overblik over begivenhedernes gang. Hvert slag har en virkning, der mærkes, og der er aldrig tvivl om, at kampene er på liv eller død. Der er en alvor i kampene, som giver filmen vægt, samtidig med, at scenerne grundlæggende er underholdende at betragte.

...og en del krigere, der gør sig til for hverandre.

Ære eller død. Så simpelt er det for menneskene i “The Dead Lands”, der glædeligt giver deres liv for deres forfædres ære. Filmen er en blodig og brutal fortælling om hævn, og hvordan den har det med at avle mere hævn. Toa Fraser viser, at et par velfungerende actionscener placeret som højdepunkter for en engagerende og grundigt udført historie, stadig fungerer som fortælleform. Skuespillerne vandrer på kanten til det overspillede for nogles vedkommende, men grundet māoriernes kultur, virker det alligevel overbevisende. Med Makoare i spidsen spiller det centrale cast med en intensitet og ægthed, der gør den højdramatiske historie nærværende. For hvad “The Dead Lands” ønsker at være, kunne den ganske enkelt ikke være meget bedre.

Score: