Anmeldelse: Starry Eyes.

Årgang: 2014.
Tagline: "Dreams require sacrifice ... and so do they.”
Genre: Horror, Body Horror.
Instruktør: Kevin Kolsch & Dennis Widmyer.
Runtime: 98 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The House of the Devil” (2009), “Amer” (2009), “Excision” (2012).

“Starry Eyes” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Sarah (Alex Essoe) – en talentfuld ung skuespillerinde – arbejder på at slå igennem i Hollywood. Pludseligt sker det, hun umuligt kan takke nej til: hovedrollen i det velkendte Astraeus Pictures nye horrorfilm ”The Silver Scream” med løfte om at blive berømt over natten. Der er kun en hage ved situationen: Intet kommer af sig selv, og Sarah må derfor indgå en dødbringende aftale for at få rollen...

Sarah vil gøre hvad som helst for at blive kendt.

Det, der kan være så fedt ved denne genre, er, at en simpel idé eller morale kan blive drevet helt ud i ekstremerne. “Starry Eyes” handler egentlig om, hvad det koster at have høje ambitioner: Hvad må ofres på vejen, hvem må man stikke i ryggen (normalvis ville dette bare være en talemåde og ikke involvere egentlig fysisk vold), og kan man se sig selv i spejlet efterfølgende? For denne films hovedperson er der ingen grænser for, hvad hendes ambition må koste hende. “Starry Eyes” er skabt af Kevin Kolsch og Dennis Widmyer, der tidligere har arbejdet sammen på filmen “Absence” (2009), der blev skabt med penge, som parret tjente på en dokumentarfilm om forfatteren Chuck Palahniuk, der blandt andet har skrevet “Fight Club”.

“Ambition: The blackest of human desires. Everyone has it, but how many act on it?”

Der er noget old school over den stil, der dyrkes i “Starry Eyes”. Soundtracket og den visuelle stil lugter langt væk af tidligere tiders skræk- og exploitationfilm. Inspirationerne er mange: Body horror, arthouse og slasherfilm kunne alle nævnes som indflydelse på dele af denne film. Det bliver aldrig entydigt, og det er, hvad der gør filmen interessant. Filmen virker til at splitte horrorfans, og det er forståeligt. Forventer man horror med blood and guts, skal man være ganske tålmodig, når man ser “Starry Eyes”. Men på filmens egne præmisser, er den del af en undergrund af solide gyserfilm, der har noget på hjerte og samtidig med at være grufulde også revser tingenes tilstand. Filmen lægger ikke skjul på, at den handler om ambitioner, men den handler også om den tilsyneladende uslukkelige tørst efter at blive berømt. Kampen for at være unik og at blive husket af eftertide, handler i højere og højere grad om eksponering frem for talent, og det opponerer “Starry Eyes” imod. Sarah taler på et tidspunkt i filmen med sin gode ven, som opfordrer hende til at lave en film med ham og deres øvrige venner. Han beder hende droppe ambitionerne om at få en rolle, der kan åbne hendes vej til Hollywood, og i stedet bare lave det, hun elsker - men det er ikke det, Sarah vil. Hun vil være berømt.

Brutalt bliver det også...

Selve måden Sarah nærmest besættes af sin jagt efter den rigtige filmrolle skaber mindelser om “Rosemary’s Baby” (1968), og der er nærmest noget okkult over filmproducenten (yderst ubehageligt portrætteret af Louis Dezseran) og hans undersåtter. “Starry Eyes” er en på alle måder vellavet film. Filmens billeder og til tider aggressive klipning er en dyster fryd at betragte. Alex Essoe spiller en kvinde, som gerne vil imponere til castings, så hun kan få sin første store filmrolle. Dette er også Essoes første hovedrolle, og hun bærer den med glans - forhåbentlig stopper lighederne mellem Essoe og hendes karakters rejse mod filmhåndværket der. Sarahs transformation gennem denne film er både imponerende make-upeffekt arbejde, men også en skuespilpræstation af høj kaliber. Det lykkedes derudover “Starry Eyes” at engagere sin tilskuer i dens bifigurer, og det bliver undervejs meget vigtigt for, at historien ikke skal tabe sin effekt. Modsat mange andre genrefilm, er der her flere niveauer i de personer, der bevæger sig i periferien af hovedpersonens tilværelse. Det er naturligvis resultatet af et godt manuskript og godt filmhåndværk, men også skuespillernes evne til at give sympatiske præstationer, selvom Sarah undervejs nærer mistillid til de fleste af dem.

Berømmelsens pris kommer i mange former i “Starry Eyes”.

Gys er mange ting og nogle gange er det allermest effektivt, når det sniges ind i tilskuerens følelsesapparat. Måden, filmens stemning registreres hos seeren, har en langtidsvirkende effekt. “Starry Eyes” er i store dele af dens spilletid som en grim smag bagest på tungen, og det er først til slut, at filmen udfolder sin fulde gru. Det her er gys, når det er allerbedst! Velfotograferet, velspillet og med en volds udladning til sidst, der handler om mere end blot blodsudgydelserne i sig selv. Denne film er ikke bare et argument for, hvorfor genren er vigtig, men også en fortælling om noget råddent i vores kultur, og det er yderst prisværdigt.

Score: