Årgang: 2014.
Genre: Thriller, Found footage.
Instruktør: Nacho Vigalondo.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.Se trailer her.
Se også: “Paparazzi” (2004), “The Den” (2013), “Cybernatural” (2014).
“Open Windows” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Jill (Sasha Grey) er øjeblikkets lysende stjerne på filmhimlen, og Nick (Elijah Wood) er formodentligt hendes største fan. Efter at have vundet en konkurrence på internettet skal han nu spise middag med sit idol og venter derfor med spænding på hotellet, hvor mødet skal finde sted. Pludseligt ringer en mand ved navn Chord og fortæller, at han er Jills assistent. Chord fortæller endvidere, at Jill har aflyst mødet, men at han kan hjælpe Nick med alligevel at komme tæt på sit store idol. Det eneste, Nick behøver at gøre, er, at følge hende via sin laptop, for Chord har adgang til både Jills telefon og hendes computers webcam. Snart indser Nick, at han bare er en brik i et ondskabsfuldt og skræmmende spil, hvor Jill spiller den egentlige hovedrolle... Kan Nick redde sit store idol, før det er for sent?
|
Must...hold...back...Frodo...jokes. |
“Open Windows” beskæftiger sig med den indre svinehund og en helt konkret en af slagsen: Publikums massive behov for at komme helt ind under huden (eller i det mindste tøjet) på kendisser. Det er ikke nogen hemmelighed, at Sasha Grey, der spiller den kvindelige hovedrolle i filmen, har sin baggrund i pornobranchen, og med det i bevidstheden har filmen vel på sin vis et metalag, for hvis publikum vil se filmstjerner nøgne, hvad vil de så pornostjerner? Under alle omstændigheder er det en svær kunst, Grey her er ude i, da det typisk er meget svært at blive anerkendt som seriøs skuespillerinde, når man har lige netop den baggrund. Desværre tyder den generelle modtagelse, som “Open Windows” har fået ikke på, at dette bliver hendes store gennembrud. Den anden hovedrolleindehaver er Elijah Wood, som siden “The Fellowship of the Ring” (2001) og dens efterfølgeres succes har haft travlt med at afprøve sig selv i mange spændende små roller: Blandt andet remaket af “Maniac” (2012), som han gjorde en god indsats i.
|
Det er farligt at starte sin film med en falsk trailer til en ikke-eksisterende film... jeg er ikke sikker på, jeg ikke hellere ville se den her falske film end den egentlige produktion. |
Det, som instruktør Nacho Vigalondo formår at skabe med “Open Windows”, er vellykket suspense. Det er virkelig hæsblæsende at se Nick springer mellem forskellige videoer, kort og grafiker af anden slags på hans bærbar - og nej det er faktisk ikke ironisk. Filmen kan betegnes som en slags found footage; i hvert fald ses filmen primært gennem Nicks computerskærm og overraskende nok fungerer det. I hvert fald i forhold til thrilleraspektet. Så længe filmen afholder sig fra at give svar på, hvad i alverden, det er, der foregår, er den yderst seværdig og intens. Elijah Wood er karismatisk nok til, at han selv som offer er engagerende at følge. Sasha Grey er ikke nogen fremragende skuespillerinde, men filmen har placeret hende i en rolle, som ikke kræver for meget af hende, og det er et smart træk.
|
Sasha Grey undgår ikke helt at skulle optræde halvnøgen. |
Desværre falder det hele ganske eftertrykkeligt fra hinanden i filmens afslutning. Vigalondos plot begynder at knudre sig sammen og kaste seeren af, ikke fordi det er komplekst, men fordi det bliver rodet. Derudover får filmen travlt med at tydeliggøre sin pointe om kendismareridtet og massernes ligegyldighed overfor det faktum, at det er et levende menneske, de ser stjålne nøgenfotos af på internettet. Der bliver smurt så tykt på, at det snart begynder at føles som om, at filmen ikke rigtig er sikker på, hvor den ønsker at slutte. Samtidig begynder Grey at blive mere central, og hendes uerfarenhed indenfor mediet begynder at vise sig. Så snart vi skal se en smule af det reele menneske, filmen så gerne vil fortælle gemmer sig bag overskrifterne, går det galt.
|
Det ser ikke godt ud for stakkels Jill... |
“Open Windows” slår benene væk under sig selv på vej mod målet. Den har en god opbygning og en fængende form, der fungerer bedre, end man kunne have forventet, men taber altså pusten til sidst. Der er tydeligvis noget Vigalondo gerne vil fortælle, men det bliver malet med så bred og klichépræget en pensel, at filmens særegne udtryk drukner i dens pointes udtrådte mangel på væsentlighed. Derudover kompliceres tingene i nogle twists, der går for langt. Kamelerne, der her serveres, er ganske enkelt for omfattende i størrelse til, at seeren kan overbevises om at indtage dem. Ikke desto mindre er der spor af en god og fængende film i “Open Windows”, der har vundet meget ved at have Elijah Wood på rollelisten.
Score:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar