Anmeldelse: Pride and Prejudice and Zombies.

Årgang: 2016.
Tagline: For future. For love. For family. Everyone must fight.
Genre: Action, Horror, Romance, Zombie.
Instruktør: Burr Steers.
Runtime: 108 minutter.
Medie: 4K UHD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Sony.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her. 
Se også: ”Pride and Prejudice” (1995)  ”Doomsday” (2008),  ”Abraham Lincoln: Vampire Hunter” (2012).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Når man, som repræsentant for det mandlige køn, render ind i hunkønsvæsner af enhver art, er der tre nødvendige onder, som man oftest må påregne at skulle overkomme, for at kunne overleve i et parforhold. Der er svigermødre, der er shopping i timevis uden mad og drikke – og så er der, og det er den værste, at man må forvente at skulle sidde igennem en uanet mængde af historiske dramaer. Disse kostume-inficeret stykker spild af ens liv, som gerne varer på den forkerte side af tre timer (hvis man er heldig), hvor eneste sande opmuntring er uudtømmelige mængder af brystpartier, der bevæger sig i en rytme som en lidt for træt hoppepude i et legerum i IKEA.

Jane Austen må være så stolt!

Jeg har, af ovenstående årsager, også set min andel af disse forfærdelige film og serier. Jeg har endda overlevet de fleste af dem, uden at stikke mig selv i ansigtet med gafler – selv om lysten ellers har været der. Derfor morede det mig kosteligt, da forfatteren Seth Grahame-Smith udgav omskrivningen af Jane Austens klassiker Pride & Prejudice. Morskaben forsvandt dog en smule, da jeg fik set traileren til denne film, som jo lignede alt det jeg hader ved de historiske dramaer. Det var derfor en lunken anmelder, der satte 4K skiven i afspilleren.

Jeg går aldrig til bal uden…hud i ansigtet.

England i starten af 1800-tallet er mildest talt i ruiner. Man har bygget en kæmpe mur og en voldgrav omkring London, for at sikre hovedstaden mod flere zombieangreb. Et angreb, der har stået på i en rum tid, hvor zombien har udviklet sig fra hjernedøde massemordere til velstående mennesker, der først taber sutten, når de har gumlet på lidt hjernemasse fra et stakkels offer. Familien Bennet er imidlertid mindre bekymret om zombier, hjernemasse og ofrer, men bekymrer sig mere for deres smukke døtre, der hver især endnu ikke har fået en mand, der kan føre slægten videre – og redde pigerne fra økonomisk ruin, der åbenbart vil opstå, skulle de være ugifte senere i livet. Den unge og meget humørforladte oberst Darcy er bestemt ikke blandt bejlerne, da hans intense jagt på zombier, kombineret med en ganske usympatisk personlighed, ikke ligefrem er i høj kurs – trods manglen på potentielle bejlere til de smukke døtre. Ikke desto mindre rykker zombiefrygten tættere på, da det går op for den slagne britiske hær, at der åbenbart er folk, der støtter zombierne i deres kamp for at vælte London og overtage magten over byen. En forestående kamp er uundgåelig. En kamp om London, England og de smukke døtre af Familien Bennet.

Lad mig sige det med det samme. ”Pride and Prejudice and Zombies” er en tosset og alligevel underholdende film. Ja, der er rigeligt med kostumer, forfinet snak og romantisk pladder, men de smukke kvinder kan slås, afhugge hoveder og smadre zombier i et væk. Der er endda stadig sammenklemte bryster i spandevis, der kombineret med en masse blod og zombieoverfald overdøver alt det snavs, der måtte være tilbage fra Jane Austens originale historie.

Date night er ved at udvikle sig til fright night.

Skuespillet er ikke noget af falde i svime over. Måske fordi at præmissen, som udgangspunkt, er helt igennem åndssvag – eller måske fordi, at man rent faktisk har lavet en film, der er ganske hæderlig med effekter og et dystert billede, der meget godt gengiver, hvordan et zombieinficeret England måtte have set ud for tohundrede år siden. Lena Headey har en alt for lille rolle som zombiedræberen Lady Catherine, der både bærer sværd og klap for øjet, hvilket må være enhver mands vildeste drøm.

Find selv på noget med Game of Thrones. 

Nu hvor zombier forhåbentlig snart går lidt af mode igen, har vi været igennem mange zombiefilm og serier de senere år. Enkelte har været gode, men hovedparten har været copy+paste af gamle historier, der kun har været let krydrede med tåbelige plots. Denne film er ingen undtagelse, når det kommer til plot og historie. Det hele er lettere tåbeligt, og man skal absolut ikke se filmen, hvis man regner med noget og spændende. Men er man alligevel, ligesom jeg selv, fanget i et parforhold hvor den ultimative straf for alting i forholdet har været timevis af historiske dramaer, så er der alligevel noget at komme efter. En slags hævn om man vil, for hvem kan i ramme alvor sætte sig ned og se den originale ”Pride and Prejudice” uden at ikke lige savne en zombie eller to.

Score:

Anmeldelse: The House at the End of Time.

Årgang: 2013.
Tagline: "There’s no turning back.” 
Genre: Horror.
Instruktør: Alejandro Hidalgo.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Rosemary’s Baby” (1968).

“The House at the End of Time” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

For 30 år siden omkom Dulces mand og søn under mystiske omstændigheder, og selvom hun var uskyldig, blev Dulce (Ruddy Rodriguez) idømt 30 års fængsel for de brutale mord. Nu er hun på fri fod og vender tilbage til åstedet i form af familiens gamle hus for konfrontere sine minder og indre dæmoner. Men det er ikke det eneste, hun tvinges til at konfrontere… For noget har taget bolig i skyggerne i den gamle bygning. Noget, der har myrdet før, og som er mere end villig til at gøre det igen...

“The Last House on the Left” (1972), “House on the Edge of the Park” (1980) og “House at the End of the Street” (2012): Filmene har været af svingende kvalitet, men husene har altid været der. Forskellige steder i skrækfilmens landskab har de været placeret. Måske for at vække barndomsminder om Hans og Grethes pandekagehus, der indeholdt noget langt mere dystert end sød dej eller måske for at minde seeren om den omfattende mængde spøgelseshuse, som har været en del af skræmmende fortællinger, længe før filmmediet dukkede op. I 2013 dukkede endnu et hus op, denne gang ikke placeret geografisk, men simpelthen i tiden, hvilket jo lyder lovende.

 Dulce er en klodsmajor og falder på trappen.

Huset er også centralt i “The House at the End of Time”. Filmen føles til tider som en endeløs række af klip med døre, der smækkes i, bankes på og håndtag, der ruskes i. Alt dette med den hensigt at besjæle huset og give oplevelsen af, hvorledes væggene klaustrofobisk trækker sig sammen om Dulce. Filmen viser os sideløbende, hvad der ledte op til Dulces fængsling, og hvad der sker, da hun bliver løsladt og bor alene i det store hus. På tværs af tid stiller filmen det samme spørgsmål, som Polanski gjorde i “Rosemary’s Baby” (1968): Er de overnaturlige ting, vi sammen med hovedpersonen oplever virkelige eller forestillinger i en sindssyg kvindes hoved? Filmen vil gerne være overnaturligt gys, mysterie og et familiedrama. Måske det netop er de mange ønsker om retning, der får den til at fremstå retningsløs. Derfor bliver det lidt svært at forblive fanget af historien.

Dulce er ikke helt tryg ved situationen.

Filmens sidste tredjedel gør meget for at samle trådene i et twist, som ikke nødvendigvis vil efterlade alle seere tilfredse. Her tilføres historierne langt om længe den sammenhæng, som så længe er fraværende. Samtidig skifter hele universet karakter, og hvad der lod til at være gys - den evindelige rusken i dørhåndtag - viser sig at lægge op til noget andet og mere. Måden svarene her gives på er spændende, og gør filmen bedre. Desværre kommer det hele også til at virke kalkuleret, og det går særligt ud over en af filmens personer, som meget pludseligt skifter karakter, uden nogen tydelig årsag. Begivenhederne og filmens personer skal presses ned i plottets form i stedet for, at plottet arter sig efter dem, og det bliver et minus, når det, der ellers har fungeret bedst, er menneskene og det drama, der udspiller blandt dem. Havde slutningen formået at gøre, hvad den gør på en måde, der fremstod organisk og indarbejdede karaktererne på en meningsfuld måde, havde “The House at the End of Time” været en bedre film.

Ikke mindre end to skumle spåkoner bliver det søreme til, selvom filmen ikke just er den gyser, som den sælges som. 

“The House at the End of Time” er præget af gode præstationer fra sine skuespillere ikke mindst de yngste af dem. Den har af og til styrke i det drama, der foregår i den lille familie, som er central for historien. Dette smider den desværre væk til fordel for en markant og spændende men også forceret slutning, hvor alle de løse ender skal bindes sammen i en lidt for perfekt slutning. “The House at the End of Time” er ikke uhyggelig eller skræmmende. Ikke rigtig. Og det er måske heller ikke i så høj grad dens formål, fordi den egentlig er et drama forklædt som genrefilm. Det er der absolut intet galt i som udgangspunkt, men i sit mangeartede udtryk, bliver det, der skulle have været centralt utydeligt, og filmen ender som en lettere forglemmelig en af slagsen.

Score:

Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane.

Årgang: 2016.
Tagline: "Monsters come in many forms."
Genre: Drama, Horror, Thriller.
Instruktør: Dan Trachtenberg.
Runtime: 104 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Panic Room” (2002), ”Cloverfield” (2008), ”The Divide” (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der er gået otte år, siden instruktør Matt Reeves med ”Cloverfield” rev stolen væk under de af os, der ikke havde tabt interessen for found footage helt og holdent. Siden da er genren gået full retard med found footage, og der skal efterhånden noget exceptionelt til at gøre found footage en smule interessant. Derfor havde jeg nul forventninger til, at vi nu skulle tilbage til ”Cloverfield”, da bomben blev smidt om en fortsættelse kort tid før filmens premiere. Ængstelsen blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg blev gjort bekendt med, at vi denne gang havde med en psykologisk thriller at gøre – og at found footage var blevet sparket til hjørne. Nu hvor jeg har set ”10 Cloverfield Lane” skal kassen gøres op – og der mangler alligevel lidt småpenge for at få regnskabet til at stemme.

Der sidder noget i loftet! Sid helt stille!

10 Cloverfield Lane er historien om den unge kvinde Michelle, der efter et brud med kæresten, kører galt på en mørk og øde landevej. Hun vågner op i bedste ”Saw” stil – bundet til sin seng i et rum uden vinduer. Snart opdager hun, at hun ikke på nogen måde er blevet bortført, men i stedet reddet af den tidligere CIA mand Howard, der sammen med en bizar type ved navn Emmett har bygget en beskyttelseskælder. En kælder der er selvforsynende, fuldt udstyret og klar til dommedag, der åbenbart har banket på døren, da Michelle lå bevidstløs efter sit uheld. Snart skal det vise sig, at Howard mangler mere end et par klør i det mentale kortspil, og at Emmett og Michelle måske i virkeligheden er fanget i en syg mands illusion af virkeligheden. Eller er de?

Bare rolig! Det er en level 1 Pikachu!

Der er skruet helt op for intensiteten på ”10 Cloverfield Lane”. Den bærer sit publikum på skuldre, der ind imellem bliver så smalle, at man næsten ønsker hovedpersonerne døde og borte, men ikke desto mindre er intensitet nøgleordet for instrutør Dan Trachtenbergs debutfilm på det store lærred. Man skal ikke særlig langt ind i løjerne, før man bliver en smule træt af, at eneste plotpunkt som sådan er, hvorvidt Howard er fuld af løgn – eller om den verden vi kender virkelig har været udsat for et kemisk angreb, som den gode Howard ellers påstår. Det bliver derfor også en smule anstrengende, at de psykologiske spil mellem de tre hovedpersoner trækker ud i et væk, når al overtøjet nu hænger på den samme knage, og ingen skal udenfor alligevel.
Det hele er dog ikke forfærdeligt. På ingen måde. Det er ind imellem rigtig godt, men der er for langt mellem snapsene, som hurtigt smager ens, fordi vi igen og igen bliver præsenterer for samme dilemma. Det er derfor kun rigtig godt, når de tre arbejder sammen i kælderen under gården, der er kilometer væk fra nogen egentlig by.

“This is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” - nå nej, anden film.

Dette medvirker til en dejlig klaustrofobisk fornemmelse de gange, hvor Michelle overhovedet får mulighed for at kigge ud af et vindue, hvilket absolut fungerer for filmen. Det gør skuespillet gudskelov også, hvor især John Goodman er helt genial i rollen som Howard, der ind imellem lever i en verden, hvor ingenting hænger sammen. Hele hans tankevirksomhed om konspirationer er også genial, hvis det altså ikke var hele filmens egentlige plot. Mary Elizabeth Winstead spiller Michelle i en rolle, som måske ikke er helt så stor og spændende, til trods for at det er en hovedrolle, som karakteren Michelle bare ikke bærer særlig godt.

Synes du også plottet er lidt trist?

”10 Cloverfield Lane” er til tider en ganske effektfuld film. Her bliver givet og taget godt fra værktøjskassen for erfarne gyserentusiaster, men her bliver ikke opfundet noget nyt. Der er et par gode chok, lidt spil på klaustrofobi og en del mere blod og gore end man lige skulle tro. Det bliver dog lidt for trivielt i længden, og man mangler ligesom lidt mere end spillet på Howards forstand.

I sidste ende er filmen en god idé, der aldrig kommer helt i mål. Hertil er plottet for tyndt og historien for uinteressant.  Det var rart, at vi slap for mere found footage, men alligevel underligt, at man ender med at lave en film, der næsten begrænser sig endnu mere end found footage formatet. Jeg ender på en middel karakter, hvor John Goodman står for den ene pinhead helt alene.

Score: