Anmeldelse: The Pack.

Årgang: 2015.
Tagline: "No bark. All Bite.” 
Genre: Animal Attack, Horror, Home Invasion.
Instruktør: Nick Robertson
Runtime: 90 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Birds” (1963), “Jaws” (1975), “Cujo” (1983), “The Breed” (2006).

“The Pack” er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En gruppe vilde hunde er løbet løbsk. Familien Wilson er i forvejen hårdt trængte og forsøges lagt under pres for at sælge deres landsted. Vildhundene får snart færten af den lille familie, som bliver fanger i deres eget hjem. Familien tvinges til at kæmpe for deres liv og slås sammen for at fordrive bæsterne.

Der er en retrobølge i disse dage. Den koncentrerer sig særligt om ‘80erne, dens ofte elektroniske soundtracks og dens virkemidler. Det er en bølge, der har bevæget sig gennem undergrunden og er slået igennem til et bredere publikum bl.a. med Netflix-serien “Stranger Things” (2016). Men også i filmenes univers kigges der bagud, hvilket bl.a. har kunnet ses med film som “It Follows” (2014), der dyrkede en atmosfære, som lignede den John Carpenter opnåede i “The Thing” (1982). “The Pack” skriver sig ind i denne bagudskuende (i ordets mest positive forstand) bølge på flere måder. Først og fremmest er filmen et remake af “De blodtørstige” (1977). Derudover kan filmen betegnes som en animal revenge film - en film hvor dyr af den ene eller anden slags går til angreb på mennesker. Disse film havde deres storhedstid i kølvandet på “Jaws” (1975), og selvom de stadig dukker op, er det sjældent at se et forsøg så alvorligt som “The Pack”.

“All bite” indeed.

“The Pack” er et oprigtigt forsøg på at lave en skræmmende film. Den er med andre ord mere “Cujo” (1983) end “Sharknado” (2013). Skaberne bruger klassiske greb for at skræmme sit publikum. I stedet for at gribe til computerskabte effekter, klarer filmen sig med nogle veltrænede hunde, klipning og ikke mindst ved at skjule bæsterne i mørket. Skuespillerne er dygtige, særligt Anna Lise Phillips, der spiller mor Carla. Der er et fint øjeblik i filmen, hvor hendes mand kommer spænende ind ad hoveddøren og smækker den i efter sig, hvilket Carla reagerer på ved at smile uforstående, næsten som om hun forestiller sig, at det er en spøg. Det er et meget menneskeligt øjeblik, og virker langt mere ægte, end hvis hun blot var gået i øjeblikkelig panik. Manuskriptet kan ikke altid leve op til sine skuespilleres fine indlevelse. Særligt replikkerne kan være klicheprægede og fremstå flade. Heldigvis foregår filmen i en stor del af sin spilletid i stilhed, når familien sniger sig rundt og forsøger at undgå de indtrængende kræ.

Carla holder lige en kort pause...

I historiens begyndelse præsenteres familiens landsted som et meget smukt sted. Vi ser billeder af det yngste barn, der leger med sin hund under den store åbne himmel og på tværs af de endeløse vidder. For det lille barn er stedet et eventyrland, mens storesøster opfatter stedet som et fængsel, fordi det er så langt fra byen og livet. For forældrene har landstedet været et fristed: En måde for dem at leve livet, sådan som de syntes det skulle leves, og alt dette er nu truet. Først af økonomiske årsager og senere af de vilde hunde, der gør dem til fanger i deres eget hjem. “The Pack” udvikler sig på den måde nærmest til en home invasion film, og det fungerer overraskende godt for den. Selvom de mange vilde hunde, aldrig rigtig bliver skræmmende nok til, at filmen kryber under huden på mig. Historien bevæger sig fremad på en måde, der næppe vil overraske nogen og det er dens største svaghed.

En anden af filmens flere sjove taglines: “Sit, roll over, play dead.”

“The Pack” er klassisk gys. Den gemmer sine “monstre” i skyggerne og viser dem ofte først, når angrebet er nært forestående. Når de går til angreb, bliver filmen bidsk som dyrene selv. Klipningen bliver intens, og oplevelsen bliver blodig, lynhurtig og brutal. “The Pack” er solidt produceret, og tager sig selv og genren alvorligt. Den ligner i høj grad noget, mange vil have set før, men hvis du er i humør til en koncentreret dosis klassisk gys - og ikke er alt for sart over for dyr, der slår og bliver slået ihjel på film - er “The Pack” måske noget for dig.

Score:

Anmeldelse: He never Died.

”He Never Died”
Årgang: 2015.
Tagline: "It’s Hard To Live When You Can’t Die".
Genre: Komedie, Drama, Thriller.
Instruktør: Jason Krawczyk.
Runtime: 99 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Rubber” (2010) , ”Warm Bodies” (2013).

"He Never Died" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen. 

Den tilbagetrukne Jack lever et stille liv. Han sover, spiser på den lokale diner og spiller lidt bingo i den lokale kirke. Han kræver ikke meget af livet, så længe livet ikke kræver meget af ham. Den stille tilværelse ændrer sig dog dramatisk, da Jack pludselig står ansigt til ansigt med en voksen datter, som han ikke anede eksisterede. Med et apatisk forhold til familieforøgelsen, bliver Jack trods alt kastede ud i nye udfordringer, da datterens tilstedeværelse kaster skygger til Jacks fortid.

Rollins i en hovedrolle som tør og stille mand? BINGO!

”He Never Died” starter, som tydeligt beskrevet ovenfor, meget stille ud, men har et stærkt andet akt, hvor tingene udvikler sig dramatisk. Det er derfor ganske vigtigt, at undgå for meget tekst om selv handlingen, da den helst ikke skal spoiles overhovedet. Det undlader jeg så, men må indrømme, at den langsomme opbygning af et i forvejen lidt trist og genbrugt plot, absolut ikke hjælper på bedømmelsen af filmen. Instruktør Jason Krawczyk bygger historien om på en allerede kendt historie, der ret tidligt i filmen bliver tydelig for enhver. Derfor kan de lange opbyggende scener, ikke rigtig bære de mange løfter om snarlig skred i handling, som så ikke kommer før et godt stykke ind i filmen.

Det er bare et snitsår.

Når blodet slå flyder. Når volden tager til. Når Henry Rollins i rollen som Jack endelig får lov at tabe sutten – ja, så bliver det godt. Rigtig godt endda. Rollins formår at udvikle sin figur i takt med, at Jacks rigtige identitet bliver afsløret, og han gør det så godt, at man sagtens kan anbefale ”He Never Died” på baggrund af Rollins alene. Det er nemlig helt sublimt, når volden tager over, og Rollins med nærmest komisk karakter går fra den ene slåskamp til den anden. Selvsamme komik er en konstant linedans mellem plat og velfungerende, hvor sidstnævnte vinder for de fleste tilfælde. For vi har med en en komedie at gøre her – uanset hvor meget man prøver at dreje på knapperne for dramaet, som altid ender med at virke fladt og ugideligt. Man tænker tit, at ikke engang instruktøren rigtig troede på den dramatiske del af filmen, og derfor fungerer de komisk frivillige scener da også bedst. De tørre sætninger fra Rollins kombineret med et fuldkommen bizart take på blod, lidt splat og ultrakorte slåskampe er rigtig underholdende, fordi de netop ikke er særlig selvhøjtidelige.
I tredje og sidste akt, prøver man alligevel at etablere en form for drama, der gudskelov aldrig bliver særlig vellykket. Det er nemlig slet ikke underholdende, når ”He Never Died” prøver at moralisere – også selv om det kun er i få øjeblikke af en slutning, som ellers er en smuk afrunding af en film, der heldigvis ikke prøver meget andet end at underholde med en blanding af afstumpet adfærd og tør humor leveret af en knastør Henry Rollins.

Sådan går det, når man bider negle, børn.

Man kan sikker sige meget grimt om denne type film, der blander komedie med vold og blod, og i tilfælde som eksempelvis ”Warm Bodies” er det også berettiget, da man aldrig må søge humoren så meget, at det simpelthen ikke er sjovt længere. Den fælde falder ”He Never Died” aldrig i, for filmens største styrke (humoren) er i bund og grund, at man ikke prøver at presse jokes eller platte one-liners ind i hver eneste scene.
Har man lyst til at blive underholdt i halvanden time, af en film, der aldrig prøver at være mere end den er, aldrig falder i de mange fælder, som genren ellers byder på – eller generelt ikke prøver at være enormt nyskabende, så kan man med fordel hygge sig med Rollins og ”He Never Died”. Overlever man de første tyve minutter, bliver man belønnet med en god time med blod, tæsk og Henry Rollins.

Score:

Anmeldelse: The Shallows.

Årgang: 2016.
Tagline: "What was once in the deep is now in the shallows”
Genre: Thriller, Horror, Sharksploitation.
Instruktør: Jaume Collet-Serra.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.  
Se trailer her.
Se også: “Jaws” (1975), “Open Water” (2003), “The Reef”(2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter tabet af sin mor, rejser Nancy (Blake Lively) omkring og er nu kommet til Mexico, hvor hun finder den hemmelige strand, hendes mor plejede at surfe ud fra. Nancy er selv surfer, men da hun vil fange en bølge, er der i stedet noget, der fanger hende. Snart ligger hun alene 200 meter fra land på liget af en hval, mens en enorm haj langsomt cirkler omkring hende.

Vandet er alt, alt for koldt!

Gyserfilm med hajer kan meget hurtigt blive fjollede. Det er bevist igen og igen. I de seneste to opfølgere til monsterhittet “Jaws” (1975), i den klodsede “Deep Blue Sea” og ikke mindst i den latterlige “Sharknado” (2013) franchise. Hajer bliver pludselig til brølende, dårligt animerede og alt for intelligente væsner, der ikke bare tørster efter blod, men også har personlige beefs med enker af tidligere ofre. Det er ganske enkelt stærkt problematisk at lave en gyserfilm med disse væsner og samtidig tage sig selv alvorligt. Med en meget nedtonet og nærmest dokumentarisk stil, lykkedes det i 2003 Chris Kentis at lave en dramatisk og vellykket underspillet film med “Open Water” og i 2016 lykkedes det nu Jaume Collet-Serra på sin vis at gøre Kentis kunsten efter omend på en måde, der i langt højere grad ligner traditionelt gys.

Hvad ville du tage med på en øde ø? En måge, åbenbart.

Steven Spielberg måtte af praktiske årsager holde igen med at vise hajen i “Jaws”. Det store mekaniske bæst virkede ganske enkelt ikke altid, når det skulle. Det viste sig dog at være Spielbergs store held, da det netop er fraværet af monstrummet, der gør, at hans film fortsat er en skræmmende filmoplevelse. Det, et utroligt karaktergalleri og et par andre tricks, men det er en helt anden snak. I 2016 er de tekniske begrænsninger mindre. Det er ikke nødvendigt at slæbe en fysisk fremstillet hajdukke med ud på optagelserne. Det hele kan i stedet ordnes på en computer. I 2016 har en film som denne friere hænder, og derfor kunne den have gået alt for langt med vilde stunts, monsteret kunne blive sat til at udføre. I stedet har man helt tydeligt trukket på Spielbergs succes og bortset fra nogle enkelte tilfælde, holdes der igen. Ofte er monstret en lurende fare i afstanden eller skræmmer netop ved, at seeren desperat afsøger skærmen efter en skygge eller en finne uden at finde noget. “The Shallows” lykkedes på den måde med at opbygge sit monster. Den lykkedes sågar også med et par mere eksplicitte billeder, hvor hajen er både frygtindgydende og virkelighedstro. Så er der selvfølgelig også et par øjeblikke, hvor det tager overhånd, men de er heldigvis få.

Som Brody ville sige; "Smile, you son of a BITCH!"

Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var for Blake Livelys overbevisende præstation i den bærende hovedrolle. Lively præsterer at være stærk samtidig med, at hun er følelsesfuld filmen igennem. Hun har en personlighed og er ikke bare en klassisk kvinde i fare. I betragtning af, at hendes medspillere i størstedelen af filmen er en måge og en animeret haj, er det hendes drive, der skal bringe filmen videre på en måde, der ikke er for klichefyldt eller hjælpeløst ulogisk. Anthony Jaswinski, som står filmens manuskript, lykkedes med at skabe fremdrift uden, at det virker forceret for spændingens skyld eller modsat bliver kedsommeligt og langmodigt. Filmen går ikke i stå og kunne sågar have båret at turde dvæle en smule mere ved den lurende haj, der dukker op i baggrunden eller uden for hovedpersonens synsfelt. I stedet har man fokuseret på dyrets fart, hvilket også tilføjer stor effektivitet til visse scener, men som ikke behøvede at udelukke flere øjeblikke til gruen ved, når dyret ikke angriber. Et par ekstra scener af lidt mere snigende art kunne snildt have kommet på bekostningen af de surf-sekvenser, som filmen ved sin begyndelse hænger lidt for længe ved - tilsyneladende fordi man ønsker at understrege den oplagte sandhed, at Blake Lively er en smuk kvinde.

Godbid i farvandet.

“The Shallows” lander ret perfekt på en spilletid lige omkring halvanden time, hvilket er med til at gøre den til et veldrejet stykke gys. Blake Lively løfter rollen som tough men ikke uskadelig heltinde med mere end bare livet på spil. Gyset i “The Shallows” glider vellykket mellem det stille truende og det brutalt offensive. Filmen selv bliver som et dyr, lurende i vandet. Vi ved ikke, hvor det er men blot, at vi snart vil blive grebet om fødderne af dets stærke tænder og revet med ned på bunden. Og skønt vi gentagne gange når overfladen for at få luft, er håbløsheden åbenbar. Vi ved, at den snart atter vil gribe os og endegyldigt trække os med ned i mørket. Et koncentreret skud horror og spænding, der går lige i årene på dig, der aldrig helt er kommet dig over frygten, for den lurende djævel med de mange tænder og stærke kæber.

Score

* Fik du at læst anmeldelserne i vores Shark Week - ellers gør det her.