Nyhed: Revenge of Planet X.

Jakob Stegelmann og Christian Volfing har længe ventet på muligheden for at bringe de klassiske B-film fra Planet X tilbage. Nu sker det i levende live på filmfestivalen CPH PIX.

'Revenge of Planet X' er et overflødighedshorn af klip, trailere, tegnefilm, propaganda og sammendrag af oversete genistreger fra filmkunstens yderste kroge, serveret af Stegelmann og Volfing selv med lige dele begejstring, beundring og bad taste. For det leveres med den klare advarsel, at live-programmet kan give alvorlige skader på publikums tillærte "gode" smag. Enkelte har aldrig kunnet se normale film igen! Så tag hornbrillerne på, medbring nysgerrigheden og gør dig klar til at opleve de rystende og epokegørende filmstrimler live on stage.

Praktisk information:
Revenge of Planet X
Edison, Edisonsvej 10, Frederiksberg
7. november kl. 20.00
Billet: 100 kr.
Link til begivenheden

Anmeldelse: Blair Witch.

Årgang: 2016.
Tagline: "There's something evil hiding in the woods.”
Genre: Horror, Found footage.
Instruktør: Adam Wingard.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Biograf .
Udgiver: Lionsgate.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), “Lake Mungo” (2008) “The Last Exorcism” (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

James (James Allen McCune) mistede sin søster Heather, da hun drog ud for at undersøge legenden om Blair heksen. Da optagelser fra Heathers kamera dukker op på YouTube, beslutter James at tage ud at lede efter hende. Sammen med en gruppe af sine venner, får han kontakt med folkene, der har uploadet videoen. Bevæbnet med mængdevis af kameraer og anden moderne teknologi, begiver gruppen sig af sted for at finde James’ søster fuldstændig overbevist om, at der ikke gemmer sig nogen sandhed i myten om heksen i skoven.

Vi har lejrbål her!

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er stor fan af den første film i denne franchise. Filmen fra ‘99 brillerede med sin markedsføring, men selv ved gentagne kig, formår filmen ikke for alvor at blive skræmmende. Derfor finder jeg mig i den sære situation, at jeg foretrækker dette nye indslag i franchisen. Ikke fordi “Blair Witch” er nogen mesterlig film, men fordi den i højere grad end originalen byder på nogle personligheder, som jeg i et eller andet omfang bliver investerede i, og fordi den eskalerer sin uhygge trinvist. Min helt store anke i forhold til originalen er, at den giver nogle enkelte øjeblikke, hvor uhyggen bliver bygget op, men at det først er i de sidste få minutter, der for alvor sker en eskalering. Krydret med endeløse sekvenser med diskussioner om kort, der er blevet væk, og hvem der nu er mest urimelig, bliver filmen en langsommelig og decideret tung affære at komme igennem.

Øst? Nord? Er det ikke den vej?....Eller?

“Blair Witch” har et væsentligt større persongalleri end originalen, og det består af nogle mere dragende dynamikker. Filmen har humoristiske øjeblikke fra start, og det gør den langt mere fængende i sit udgangspunkt. Der er desuden spændende ting på spil mellem gruppen, vi følger og de to lokale, som skal hjælpe gruppen med at finde ud til skoven. Det skaber spændinger, som tager fokus væk fra at den egentlige skurk, som selvfølgelig er det overnaturlige væsen, der gemmer sig i skoven. Hende ser vi i øvrigt også mere til her både i fysisk form og gennem de kræfter, hun besidder. Det overnaturlige er prominent, og en af filmens styrker er fornemmelsen af, at heksens ondskab arbejder på flere niveauer på samme tid. Karaktererne er fængende, men på typisk gyserfilms maner også dumme i nogle af deres beslutninger, og som filmen skrider frem, foretager de trinvist ringere valg, der ikke giver mening i forhold til, hvad vi har lært om dem.

En forfærdelig omgang træ-origami.

Instruktør Adam Wingard har bygget sig et navn i branchen og er ikke uden talent. Den håndholdte stil er ham ikke ukendt. Hans tidligere film “A Horrible Way to Die” (2010) er også filmet håndholdt og shaky. Wingard formår at få nogle interessante og filmiske billeder ind, den grove stil til trods. Det gør sig også gældende i “Blair Witch”, som har et upoleret udtryk uden at være grim på samme måde, som man havde gjort sig umage for at gøre den første det. Fans af den første film vil måske savne den rå autentiske fornemmelse, der fulgte med de grovkornede billeder, men selv sætter jeg pris på det mere filmiske og indbydende look. Samtidig er det realistiske præg ikke forsvundet. “Blair Witch” får med sine pludselig skift af vinkler og abrupt afbrudte sekvenser et nærmest dokumentarisk look. DV-kameraerne, som første film blev lavet med, gives en lille hyldest, da øjeblikke igennem filmen, er optaget med netop den type kameraer.

Den lokale Vej- og Parkafdelingen kunne godt gøre lidt mere ud af skiltningen.

Hvor “The Blair Witch Project” leverede for lidt på sine gys, leverer “Blair Witch” lidt for meget eller forkert i form af for mange random chokeffekter. Filmen er proppet med de trættende øjeblikke, hvor personerne chokerer hinanden på kryds og tværs uden, at det har været deres mål. De billigst købte chokeffekter er dem, der ikke er bygget op eller giver mening. Dem får vi for mange af i “Blair Witch”, og de kommer på bekostning af stemningsopbygning og gys, der rammer på det dybere, ubehagelige plan, hvor det for alvor gør ondt. Først ved filmens afsluttende del, rammes dette niveau. Følelserne bliver mere intense for menneskene på skærmen, og de situationer, de bringes i, bliver ubehagelige at overvære. Ikke fordi de er chokerende, men fordi de er ubehagelige og angstfyldte. Det er her, at filmen for alvor trumfer, og den spreder det over længere tid, end det var tilfældet i originalen.

Reach out and touch faith!

“Blair Witch” er ikke det fænomen “The Blair Witch Project” blev. Den ligner andre found footage film, og den lægger sig i forlængelse af mængdevis af moderne gysere, som frygter at miste publikums opmærksomhed, hvis ikke der er nok chokeffekter. Effektive øjeblikke, vellykkede ubehageligheder og solidt håndværk er filmen ikke desto mindre i besiddelse af. Et af heksens tricks er at henlægge skoven i evigt nattemørke. Hun roder med tid og rum, indtil ingen ved, om der er gået timer eller dage... og hvis du giver hende chancen for at vise dig sine tricks, slipper du aldrig ud igen.

Score:

Top 10: For børn og barnlige sjæle.

Kan dit sind og din krop ikke tage mere tortur i form af Disney Sjov, X-factor, eller Niels Olsen som fjollet Far til fire? Brækker du dig hvis du skal tvinges til at se, bare et afsnit mere af Glee? Begynder du at koldsvede, når junior får fat i fjernbetjeningen, og forventningsfuldt sætter kurs mod Ramasjang? Hvorfor så ikke prøve at udsætte junior for noget moviebox-magi, fra dengang far var ung (eller mor for den sags skyld)? Her får du 10 film, som både vil underholde dig og dit afkom - det håber vi i hvert fald. Filmene er mest til de lidt større børn og andre barnlige sjæle - og vi fralægger os ethvert ansvar for mareridt, gråd og natteroderi...både fra dig og ungerne. Og ja, der er mange flere - men lur mig om der ikke kommer en part 2.

* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.

10: Killer Clowns From Outer Space (1988).
På trods af den mildest talt idiotiske præmis som filmens titel varsler, så byder Killer Klowns from Outer Space faktisk på nogle rigtig uhyggelige scener. Især for en ikke helt færdigudviklet hjerne. Nogen menneskeædende rumvæsenser har maskeret sig som en flok groteske klovne, og deres rumskib som et stort cirkustelt. Men det er altså ikke det årlige Cirkus Stå-På-Hænder der er kommet til byen...det er noget helt andet. De besynderlige karikaturklovne går hurtigt på rov i den lille landsby, og det går ikke stille af sig skulle jeg hilse og sige. Stephen Chiodos horror-komedie er af den sorteste slags, og filmen er spækket med vanvittige påfund, humor, originalitet og nogle fantastiske old school specialeffekter.

Killer Klowns From Outer Space (1988).

9: Legend (1985).
En visuelt flot eventyrfilm, der dog har sine skønhedsfejl. Man kan f.eks pege fingre af den lidt gumpetunge kærlighedshistorie, og den til tider uskarpe dialog, men det ændrer ikke på, at filmen sprudler af sværd og trolddom. Historien, som udspiller sig i en tidløs mytisk skov som bebos af feer, nisser, enhjørninger og dødelige, handler om den mystiske skovbo Jack (Tom Cruise), som af skæbnen er udset til at udføre en heltegerning. Han skal redde den smukke prinsesse Lily (Mia Sara) og besejre mørkets onde fyrste, Darkness, for ellers kastes verden ud i en evig istid. Det tryllebindende univers, er spækket med detaljer og helt vanvittigt veludførte special-effekter, i form af animatronics, dukker og makeup. Makeuppen og de praktiske effekter er ren magi. En uigenkendelig Tim Curry er filmens helt store tilløbstykke som mørkets fyrste ham selv, og det er ingen ringere end Ridley Scott der står bag kameraet.

Legend (1985).

8: The Witches (1990).
Den forældreløse Luke tilbringer en badeferie sammen med sin norske bedstemor. På deres hotel viser der sig samtidig at være en konference for hekse. Luke erfarer, at heksene har planer om at forvandle alle børn i England til mus. Jeg så The Witches da jeg var 10 år gammel, og der er stadig et par scener fra denne film der sidder dybt i mig - men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Jim Henson stod for effekterne, og det er dem jeg henviser til... Filmen disker altså - udover nogle labre 90'er effekter - også op med en ondskabsfuld og yderst veloplagt Anjelica Huston, i rollen som über-heksen. En skarp fantasy-komedie, med nogle enkelte rigtig uhyggelige scener for de små poder - især når man nærmer sig slutningen. Snup også bogen af Roald Dahl nu I er igang.

The Witches (1990).

7: The Monster Squad (1987).
Fred Dekkers genopliver de klassiske universal-monstre i hans gyser fra 1987. En gruppe børn danner en klub til ære for deres gamle monster-helte, og de får deres livs chok, da disse træder ind ad døren. I filmen, som fik den danske titel "Min bedste ven, Frankenstein", får du både Dracula, Wolfman, Gillman, Mumien, Frankenstein og Van Helsing - pakket ned i én stor og fin pakke, på små 82 minutter. Filmen blev klippet 13 minutter af studiet, og det kan til tider mærkes i form af plothuller hist og her. The Monster Squad er en hyldest til den barnlige fantasi og vil uden tvivl fylde dig med nostalgisk glæde, samtidig med at den vil tryllebinde ungerne til skærmen.

The Monster Squad (1987).

6: Goonies (1985).
En lille havneby er ved at lukke ned. Opkøbt, udstødt og sendt til tælling, skal byen bygges om til golfbane. En lille flok af byens børn finder et skattekort, og snart er ungerne på en vild skattejagt, med hårdkogte forbrydere i hælene. Richard Donners komedie er ofte en tand for fjollet, men alligevel formår The Goonies, at underholde børn og voksne i alle aldre. Et sjovt og energifyldt eventyr, der holder tempoet gennem samfulde to timer, men som alligevel falder lidt i kurven fyldt med klichéer. Filmen bliver reddet af en sjov sammensætning af skuespillere, der alle formår at bidrage med hver deres overkarrikerede figur. Den skønne Anne Ramsey skuffer heller ikke i sin glansrolle som sur, tvær og hidsig forbryderboss.

Goonies (1985).

5: Beetlejuice (1988).
Hvad gør et par yuppie spøgelser, når deres yndige hus i New England invaderes af new-age-newyorkere? De hyrer en freelance "bio-eksorcist", til at skræmme de ubudne gæster væk. Men det går slet ikke som nogen af parterne havde forestillet sig. Beetlejuice er Tim Burton når Tim Burton er allerbedst - og så er han altså rigtig god. Der er fuld knald på den sorte humor, og fantasien får frit løb i hans feberdrøm af en gyser-komedie fra 1988. Michael Keaton er i hopla som bio-eksorcisten Betelgeuse (ja, det hedder han altså), og de smarte bemærkninger og kølige comebacks bliver skudt ud af ærmet, med en forrygende sans for komisk timing, og glimt i øjet. Keatons præstation landede ham også rollen i Tim Burtons Batman året efter, men det er en helt anden snak.

Beetlejuice (1988).

4: Stand By Me (1986).
Stephens Kings `The Body`, filmatiseret af ingen ringere end Rob Reiner. En historie om venskab, virkeligheden og de sidste øjeblikke før man bliver voksen. Da fire venner får nys om et lig i skoven, begiver de sig ud på deres livs eventyr. Missionen er klar. De fire venner vil finde den døde dreng, og blive verdensberømte i den lokale by, for deres makabre fund. Filmen er en rendyrket klassiker med en fantastisk rolleliste, hvor ikke mindst River Phoenix tager stikket hjem. Filmen er særdeles velegnet til lidt større børn, hvor den tematisk stadig holder vand. En sød, stille og eftertænksom film, der bestemt også er et gensyn værd.

Stand By Me (1986).

3: Fright Night (1985).
Instruktør Tom Holland formår på helt mesterlig vis, at blande gys og komik i hans vampyrfilm Fright Night fra 1985. Utallige håbløse forsøg vidner om, at dette er en yderst besværlig bedrift... Fright Night udkom herhjemme under titlen Gysertimen, og minder på mange måder om et langt og vellykket afsnit af Tales from the Crypt - både i henhold til tegneserien og TV-serien. Roddy McDowall er forrygende som Peter Vincent, og det samme kan siges om Chris Sarandon som den mystiske vampyr Jerry Dandrige. De gamle praktiske special-effekter står nærmest i kø for at vise sig frem. Du skal være opmærksom på, at filmen på trods af sin fine komik og til tider helt uskyldige fremtoning, stadig byder på scener af ægte og ufortyndet gys og gru.

Fright Night (1985).

2: Ghostbusters (1984).
En film der forhåbentligt ikke behøver den store præsentation, for mon ikke du kender den i forvejen? Junior plager sikkert om at I skal se det nye remake, og fair nok - men ikke et sekund før at afkommet har set originalen! Bill Murray, Dan Aykroyd, Harold Ramis og Rick Moranis slås med iværksætterdrømme og spøgelser i Ivan Reitmans klassikker fra 1984. Kemien slår gnister imellem castet - der er jokes til højre og venstre, og filmen er spækket med lækker monster-action fra start til slut. Filmen fik en forsættelse i 1989, og den er ikke på samme niveau - men se den bare alligevel. Ghostbusters er på alle måder en helt genial film. Så se den, se den alene, med dine børn, med dine forældre, se den med whatever - bare at du ser den (igen).

Ghostbusters (1984).

1: Gremlins (1984).
Hvis man vil have et kæledyr, bør man kende reglerne. Gør man ikke det, så vanker der tæsk, død og ødelæggelse. Joe Dantes første familiefilm, skrevet af Chris Columbus, er i den grad den upædagogiske udgave af den kæledyrssnak, som alle forældre må igennem. Den løse stemning og de fjollede Gremlins, er en genial opskrift på en god familieaften, til trods for et par uhyggelige scener. Det er heldigvis sjov og ballade det hele, så ingen får mareridt – måske lige undtagen dem, der med sikkerhed ved at Phoebe Cates ikke er en god skuespiller. Gudskelov er hun ikke med i særlig mange scener, men til gengæld er der masser af sjov og ballade med Gizmo og de drillesyge Gremlins, der nær splitter hele byen ad. Et absolut must, hvis man gerne vil tage sine børn en tur i tidsmaskinen, for Gremlins har det hele.

Gremlins (1984).