Anmeldelse: Crimson Peak.

Årgang: 2015.
Tagline: "Love makes monsters of us all.“
Genre: Drama, Horror.
Instruktør: Guillermo Del Toro.
Runtime: 119 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Viaplay.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Notorious” (1946), “House of Usher”  (1960), “Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street” (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge håbefulde forfatter Edith Cushing (Mia Wasikowska) er i årevis blevet opsøgt af sin mors spøgelse, som hver gang gentager den samme advarsel: “Beware of Crimson Peak”. Edith har aldrig forstået, hvad det betyder, eller hvad Crimson Peak er. Da hun møder Thomas Sharpe (Tom Hiddleston), kommer hun tættere på at finde svaret.

Guillermo Del Toro: Manden bag “Pan’s Labyrinth” (2006), som er en af de mest visuelt velfortalte og dragende filmoplevelser fra 00erne, har lavet en film, der indeholder incest, blod og op til flere ansigter, der bliver smadret på forskellig vis. Hvorfor manden er så fascineret af at molestrere menneskeansigter på film er ikke til at sige, men det er i hvert fald noget, han dyrker med stor fornøjelse. Mia Wazikowska, Tom Hiddleston og Jessica Chastain er på den absolutte a-liste blandt filmstjerner, og deres kønne ansigter pryder langt størstedelen af denne i det hele taget utroligt kønne film. Del Toro har på ingen måde mistet sin sans for det visuelle, og der er en del billeder, der er æstetisk slående.

“Ghosts are real, that much I know. I've seen them all my life...“

Modsat “Pan’s Labyrinth” er billedernes skønhed ikke i så høj grad koblet med fremdrift af historien. I det hele taget er “Crimson Peak” en mere tom film. Den er ikke kedsommelig eller langtrukken men blot en smule forglemmelig. Der er ikke rigtig gods i karaktererne og heller ikke i historien. Der er ikke et dybere univers at fornemme eller en forhistorie, der rækker særlig langt ud over det, vi ser på skærmen. Det er basalt set en kærlighedshistorie med et twist af ubehag smidt ind i form af et hjemsøgt palæ - kaldet Allerdale Hall. Wazikowska og Hiddleston udspiller i første del af filmen deres romance, som var de med i en Jane Austen filmatisering. Imens har Jessica Chastain fornøjelsen af at skumle rundt i skyggerne og antyde, at der er noget lusk på færde. Når Chastain for alvor får lov at folde sig ud, bliver hun en af filmens mest underholdende dele, men mest fordi hendes rolle er så tynd, at hun kan give fuld gas og overspille den ondskabsfulde og hadske kvinde.

Jessica Chastain er vanligt solid i en af filmens primære roller. 

“Crimson Peak” er en film med spøgelser i mere, end det er en spøgelsesfilm, hvilket den selv er helt bevidst om. Det er alligevel lidt skuffende. For de stemningsfulde plakater, der blev produceret til filmen, fik den til at ligne en retro spøgelsesgyser ala “The Woman in Black” (2012). Det er bestemt ikke, hvad den tilbyder. Spøgelserne, vi støder på, virker som Del Toros greatest hits, når det kommer til design og ideer. “Crimson Peak” er simpelthen ikke skræmmende på noget plan. Måske med undtagelse af de få brutale scener, der involverer ansigter, der på den ene eller anden led destrueres.. Visuelt er filmen overdådig. Det røde ler, som spiller en stor rolle i filmens historie, bruges igen og igen til at skabe nogle slående billeder. Produktionens kvalitet er i det hele taget ikke at underkende: Kostumer, kulisser og effekter er alle solidt og grundigt gennemarbejdede.

“A house as old as this one becomes, in time, a living thing. It starts holding onto things... keeping them alive when they shouldn't be.“

Nogle gange skal man have noget andet, end det man forventer, fordi genrens konventioner skal udfordres, men det er ikke hvad “Crimson Peak” gør. Del Toro præsenterer os for en kærlighedshistorie, der er banal og pakket smukt ind visuelt, men samtidig runger hult. Mest af alt, fordi den forsøger at lade sig bære af nogle karakterer, der ikke er stærke nok. De har ben i næsen og er ikke kedsommelige at betragte, men de er uendeligt endimensionelle. I sidste ende synker “Crimson Peak” ligesom Allerdale Hall langsomt ned i det røde ler og bliver glemt.

Score

Anmeldelse: The Lesson.

Årgang: 2015.
Tagline: "Only the educated are free.” 
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Ruth Platt.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD. 
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Misery” (1990), “Bitter Feast” (2010), “Big Bad Wolves” (2013).

“The Lesson” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fin og hans venner ser frem til en sommer med frihed, fest og farver. De har været massivt skoletrætte, og en del af deres manglende motivation er gået ud over deres engelsklærer, mr. Gale, der har lagt ryg til både mobberi og chikane. Da læreren en sen aften iagttager sine elever begå hærværk, indser han, at almindelig pædagogik har spillet fallit: Det er på tide at tage kontrol over klasseværelset – om så det betyder, at han må spænde drengene fast til skolebordet og finde sømpistolen frem for at få dem til at høre efter...

Skuespillerinden Ruth Platt har instrueret sin første spillefilm, den hedder “The Lesson” og er en grum størrelse. Der er ikke mange sympatiske karakterer at spore i denne film. De unge mennesker mobber deres klassekammerater, har ingen respekt for deres lærere, og deres drømme strækker sig ikke langt udover at få noget på den dumme og dø unge. Den frustrerede lærer Mr. Gales udmattede vrede er meget forståelig. De unge mennesker er helt urimelige i deres opførsel, og han ligger inde med en omfattende viden, som ingen lytter til. Men ved at kidnappe op til flere skolebørn og torturere dem, får han ret hurtigt smidt det sympatiske over bord, uanset hvor meget man så kan sidde med en følelse af, at de fortjener at blive konfrontereret med deres fravær af empati.

At Mr. Gale ikke er sympatisk gør nu ikke så meget. Han er nemlig karismatisk spillet af Robert Hands (som i øvrigt har et ironisk efternavn i forhold til, hvor megen tortur i denne film der har med hænder at gøre). En stor del af filmen går med, at Gale underviser, mens han truer med tortur, hvis ikke han får de rigtige svar på sine spørgsmål. Og det er overraskende, ligefrem skræmmende, god underholdning. Det er fascinerende at lytte til de næsten besatte tirader om alverdens store forfattere, deres bøger og tanker. Alt sammen bundet op på Mr. Gales frustration over den ondskab og ligegyldighed, han har set afspejlet i de unge mennesker de mange år, han har undervist dem.

Filmen er tydeligvis lavet på et budget, der ikke er overvældende. Derfor er der undervejs effekter og tricks, der ikke er totalt overbevisende. Skuespillet bliver i nogle scener også overgearet og mindre indlevende, end man kunne ønske sig. Det er bare svært for alvor overordnet at lægge filmen disse ting til last, fordi den grundlæggende er utrolig velskrevet og dybt interessant. De bedste genrefilm sætter ting på spidsen, og det er også præcis hvad “The Lesson” gør. Den tager en tidsånd og forstærker den, samtidig med den stiller spørgsmålet: Hvad er der at gøre? I mødet med ligegyldighed overfor andre mennesker og generel uansvarlig adfærd, hvad er modsvaret da? En fængende idé som sættes i scene ved hjælp af blodige søm, der på kreativ vis indsættes i menneskekød og spænding i takt med, at de unge langsomt begynder at blive sympatiske om ikke andet så fordi, det næsten bliver for smertefuldt at se dem lide.

God og nuanceret bad guy? Tjek! Dumme unge mennesker, der opfører sig ondskabsfuldt og får et wake-up call, de sent vil glemme? Dobbelt-tjek! “The Lesson” havde jeg ærlig talt ikke forestillet mig, at jeg ville være så optaget af, som det endte med at være tilfældet. Men filmen om den frustrerede skolelærer Mr. Gale har vist sig at være både grum og brutal samtidig med, at den er overraskende formfuldendt som fortælling og provokation.

Score: