Anmeldelse: Rubber.

Årgang: 2010.
Tagline: “Are You Tired of the Expected?”
Instruktør: Quentin Dupieux.
Runtime: 82 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: ?...

Rubber er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En flok mennesker tager af sted til den californiske ørken for at se en sælsom forestilling. En filmisk oplevelse af en helt ny slags, som også vi, filmens egentlige seere, får lov at se med på: Det psykokinetiske dæk Robert fødes af ørkenens sand og bevæger sig af sted på en færd, der trækker et blodspor efter sig på den glohede asfalt. Og som om situationen ikke er absurd nok, bliver Robert pludseligt forelsket!

Quentin Dupieux er ikke alene denne films instruktør, manuskriptforfatter og delvise komponist, han er også manden bag navnet Mr. Oizo, som dækker over en bizar elektronisk musiker. Bizar er også et af de første ord, der vil poppe ind i hovedet på mange, der beslutter sig for at se denne film, eller blot kigger på Another World Entertainments cover til filmen, der stolt deklarerer: “Den bedste morderdækfilm, du har set!”, hvilket jo kan være svært at diskutere med. Instruktør Dupieux siger selv om filmen, at han godt kunne lide idéen om en “konkret fjollethed, der er til at tage og føle på.” Som med mange af instruktørens filmiske idéer, startede ‘Rubber’ som et visuelt indtryk i Dupieux’ hoved. Senere udviklede han over blot en måned manuskriptet, som blev skudt på 14 dage. Måske er det netop derfor, at flere af filmens skuespillere taler positivt om oplevelsen med projektet. Den hurtige produktion har formentlig også været forbundet til valget af at bruge et digitalt kamera til optagelsen fremfor et 35mm. Arbejdsmetoden og tankegangen, som ‘Rubber’ er lavet udfra, efterlod ikke plads til et 35mm kamera, som er mere tidskrævende end de digitale af slagsen. Alligevel var det først efter en test af det look, det digitale kamera ville medføre, at instruktøren en gang for alle besluttede sig for at holde fast i det.

Vi kender alle ærgrelsen over at tro, at vi er færdige med et trælst stykke arbejde, som vi pludselig erfarer, vi kun er nået halvvejs.

‘Rubber’ har en af de mest eminent sære åbningssekvenser, der nogensinde er lavet på film. Den surrealistiske humor introduceres næsten øjeblikkeligt, da en række stole, der tilsyneladende er tilfældigt stillet på en vej i ørkenen, køres ned af en bil, der zig-zagger sig vej mod kameraet. Da bilen har væltet alle stolene, stopper den nær kameraet, bagagerummet åbner sig og en mand stiger ud for at introducere filmen. Derpå følger en monolog, der ikke alene er morsomt skrevet, men også er leveret helt eminent af Stephen Spinella, der i filmen leverer en af de mest selvmodsigende præstationer, jeg har set. Hans måde at overlevere replikker af den mest bizarre karakter med absolut kølighed og alvor er helt enormt morsomme til trods for, at de aldrig leveres som jokes. I det hele taget er humoren i filmen en enormt særegen en af slagsen, og det er herligt at opleve, hvordan Dupieux undgår at overforklare, hvorfor de enkelte momenter er morsomme. Det er de bare. Et hjul, der kommer til live for at slå ihjel, se tv og forelsker sig i en mørkhåret fransk kvinde er så overmåde dumt, at det lynhurtigt bliver morsomt. Hvad der gør filmen brilliant, er det simple faktum, at den er helt og aldeles bevidst om, hvor sælsomt det hele er. Samtidig er der noget reelt talent bag filmen. Dækket er ikke lavet med en klodset omgang CGI men er fjernstyret, hvilket i høj grad er med til at give det den personlighed, man snildt kunne tro det umuligt at tildele et dæk. Samtidig er filmens billeder meget flot beskårne. Faktisk er måden ørkenen og den tilhørende lille by er præsenteret på enormt vellykket.

Manden bad om en pizza med ekstra toppings!

Det er muligt, at jeg allerede nu har nævnt Quentin Dupieux’ navn mange gange. Det skyldes naturligvis, at manden er den, der har haft absolut kontrol med dette projekt, og at han i interviews har leveret flere ret skarpe overvejelser omkring sin film. Det er væsentligt for ham at pointere, at han ikke betragter ‘Rubber’ som en ironisk tilgang til b-film, som han mener mange nutidige hyldester til den type film, har en tendens til at være. Tværtimod mener han slet ikke, at hans film kan passe under b-film mærkaten. Med nogle overraskende flot komponerede billeder og en selvbevidst samt enormt syret humor, har filmen et både markant og særegent udtryk, der er ulig noget, jeg tidligere har set. Ligesom den ligeledes fremragende ‘Cabin in the Woods’ (2011) er der noget metaagtigt over ‘Rubber’. Publikummet, som dukker op i filmen, ligestilles på en måde med os, som sidder ved skærmen og oplever filmen. At lege med tanken om, at vi er ligestillet med det publikum, som i filmen berøves deres penge, og det, der er værre, skaber et lag af selvironi fra filmens side, som er umådeligt morsom. Mener Dupieux selv, at han stjæler vores penge, når han får os lokket til at købe hans film? Muligvis.

Formel 1 og huladans er Roberts foretrukne underholdning, når han skal tilbringe nogle timer foran tv'et, efter en veloverstået aflivning.

Jeg fandt ‘Rubber’ helt afsindigt morsom og om ikke intelligent så selvbevidst og alt andet end skuffende. Sidstnævnte er væsentligt, fordi både filmens cover, traileren og hele konceptet er så herligt tosset i sit udgangspunkt, at det er svært ikke at forvente en usammenhængende, ufrivilligt morsom størrelse, der til trods for et forsøg på selvironi ville være mere ‘Tentacles’ (1977) end ‘The Cabin in the Woods’. Det er heldigvis ikke tilfældet, og Dupieux’ filmen er ekstremt underholdende og holder, hvad den lover samtidig med, at den tager pis på både sit publikum og sin præmis.

Score:

Nyhed: Mere Blax- og Sexploitation på Sørensen Exploitation Cinema.

Vores nye anmelder Michael Sørensen's helt store passion er Blax- og Sexploitationfilm! Så fremover kan I forvente mange flere anmeldelser af den type film herinde på bloggen. Vi glæder os, men can you dig it?! Har du ikke hilst på Michael endnu, så kan det gøres her.

Pam Grier i 'Coffy' (1973) og Tura Satana i 'Faster, Pussycat! Kill! Kill!' (1965).

Nyhed: Nyt blod fra AWE.

Another World Entertainment har planer om at udgive en god bunke af de film man kunne se under filmfestivalen 'Blodig Weekend' i september. Du kan se traileren til filmen ved at klikke på filmens titel. Det drejer sig om følgende (med forbehold for ændringer):

'Livid' af Alexandre Bustillo og Julien Maury. November.
'The Incident' aka 'Asylum Blackout' af Alexandre Courtès. Januar 2013.
'Inbred' af Alex Chandon. Februar 2013.
'Excision' af Richard Bates Jr. 2013.
'Chop' af Trent Haaga. 2. kvartal 2013.
'Morituris' af Raffaele Picchio. 2. kvartal 2013.

Top 10: Bedste musikalske horror-temaer.

Musik spiller en enorm rolle i enhver film, men for horrorfilm er der en særlig væsentlighed i det musikalske islæt. En genrefilm kan intensiveres i sådan grad, at seeren engageres på nye måder og tvinges nærmere de skræmmende og sære scenarier, denne betragter. Det er en udvidelse af filmens billeder og et univers i sig selv. I front for mange soundtracks står et centralt nummer, et tema, der, når det er bedst, formår at indeholde en så høj grad af genkendelighed og atmosfære, at det i sig selv skaber nysgerrighed fra lytteren, der straks må udforske den fortælling, der følger med musikken. Herunder sættes der spotlight på 10 temaer (og i nogen grad soundtracks) for Sørensen Exploitation Cinemas trofaste læsere. 

* Husk at du kan få en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Mark S. Svensson.







10. Rosemary's Baby (1968) af Christopher Komeda.
Der er overraskende mange oprigtigt smukke numre, der dukker op, når man går i krig med at lede efter horrortemaer. Tag nu bare temaet til Roman Polanskis velkendte gyser om Rosemary og hendes ufrivillige affære med djævlen. Meget passende for filmen fremstår temaet mest af alt som en vuggevise. Ordløs men smuk er fremførslen af nummeret, som understøttes af fjerntliggende violiner og nogle enkelte toner, der minder os om de mere ubehagelige aspekter af filmens historie. Man får således ikke selv lov at blive lullet i søvn men forbliver grundet antydningerne af skævhed fanget i nummerets univers, som er omfangsrigt, fordi det ligesom senere temaer på listen indeholder en smule af barndommens uskyld i sig. Det handler om kontraster, hvilket er et andet element, der går igen her på listen, som er fyldt med numre, der indeholder netop det. Komponisten døde i 1969, og scoret til 'Rosemary's Baby' er det mest velkendte af de, han i sin karriere fik lavet, selvom han har skabt musikken til flere af Polanskis tidligste film.

9. Friday the 13th (1980) af Harry Manfredini.
Er det efterhånden en spoiler, hvem der er morderen i 'Friday the 13th'? Hvis dit svar er ja, er det på høje tid, at du vender øjnene væk fra pc-skærmen og får smidt filmen i afspilleren. Grunden til, at det kan være spoilerfyldt at beskrive Harry Manfredinis tema til Sean S. Cunninghams legendariske slasherfilm fra 1980, er, at det berømte "ki-ki-ki-ma-ma-ma", der runger over temaet, og blandt andet er, hvad der gør det så mindeværdigt, er de senere films morder Jason, der hvisker sin mor i øret, og opildner hende til at fortsætte sit mordertogt. Komponist Manfredini har selv forklaret dette og endvidere uddybet, at de nu så velkendte vokale anslag er inspireret af scenen, hvori mrs. Vorhees opfører sig, som var hun besat af sin søn. Temaet er i øvrigt ganske kort, men har i sin kombination af et klassisk orkestralt score, der bl.a. indeholder de 'Psycho' (1960) inspirerede "skrigende" violiner og et mere stille klaverstykke, der markerer den atmosfære, som seriens første to film i særlig grad besad. Således er det en lille genialitet af Manfredini at samle det hele med de tidligere omtalte semi-ord, som på relevant vis giver musikken sin mindeværdighed. I senere film blev temaet lidt udvandet i takt med, at uhyggen tog bagsædet i franchisen, som slet ikke var beregnet på at blive en sådan, da den oprindelige film blev sat i værk. 
 

8. Maniac (1980) af Jay Chattaway.
Jeg har tidligere her på bloggen haft mulighed for at skamrose William Lustigs mesterlige film 'Maniac', som er ligeså beskidt i sin tematik som i sin udførsel. Filmen er en mørk rejse gennem en psykopats sind, men er alligevel ikke udelukkende frastødende. Selvom sympati formentlig vil være for stærkt et ord at bruge om, hvad man ender med at føle for Joe Spinells karakter, er det svært ikke i det mindste at se, hvor karakterens handlemåder stammer fra. Det gør naturligvis ikke mandens handlinger mindre forkerte eller skræmmende, men det er netop det fantastiske i den kompleksitet, filmen besidder. Det er alt sammen meget flot afspejlet i filmens musikalske tema, der er sammensat af komponist Jay Chattaway. Med sin næsten barnlige klang tages man i sin lytteoplevelse med ind i den destruktion af uskyldighed, som filmen ved sin kerne omhandler. Alt rammer hårdere i kraft af den uskyldighed, Spinell leverer i rollen som Frank Zito, og det er afspejlet i musikken, som har selv samme kant. Der er en barnlighed i instrumenteringen, den simple bas og fløjten, hvilket får filmens visuelle ondskab til at fremstå så meget desto stærkere. Chattaways øvrige soundtrack er ligeså alsidigt som filmen selv og bæres af den fantastiske '80er synth, som, når udnyttet rigtigt, kan være abnormt stemningsfuld. Jay Chattaway har også lavet scores til en række andre genrefilm og serier deriblandt de to 'Maniac Cop' (1988 & 1990) film og tv-serien 'Star Trek: Deep Space Nine' (1993).
 

7. Dawn of the Dead (1978) af Goblin.
Grundet de forskellige versioner, der findes af 'Dawn of the Dead', er det ikke nødvendigvis noget simpelt ærinde at beskæftige sig med soundtracket til filmen. I Europa blev filmen udgivet under titlen 'Zombi', og var redigeret af Dario Argento for at tilføje mere vold og fjerne en del af dialogen. Argento tilføjede også langt mere Goblin musik, end det oprindeligt var tilfældet i George A. Romeros version. Goblins tema til filmen er dog knyttet til begge versioner, og det synes ufravigeligt, at det skæbnesvangre tema til George A. Romeros zombiefilm er både unikt og mindeværdigt. Det er muligvis ikke genkendeligt på samme måde, som det er tilfældet med eksempelvis temaet til 'Friday the 13th', men det klinger i den grad i ørerne efter endt lytning og skaber øjeblikkeligt associationer til den yderst mindeværdige film, den tilhører. Skønt både 'Night of the Living Dead' (1968) og 'Day of the Dead' (1985) er større personlige favoritter som film, er det utvivlsomt seriens andet kapitel, der tager prisen for det mest mindeværdige soundtrack. Den oprindelige films underlægning er mere forglemmeligt, mens tredje films soundtrack (og særligt tema) trods alt er en smule for præget af '80erne til at det kan lande i denne top ti til trods for, at jeg har en stor forkærlighed for alt, der vedrører 'Day of the Dead'. Når der ikke er mere plads i helvede, og de døde rejser sig for atter at vandre i de levendes verden, er det ikke svært at forestille sig dem marchere usikkert af sted til dette mørke og ufravigeligt elektroniske tema.                       
 

6.Poltergeist (1982) af Jerry Goldsmith.
Hvem siger, at et soundtrack til en horrorfilm ikke kan være smukt? I hvert fald ikke Jerry Goldsmith. Det kordrevne tema til 'Poltergeist' har ganske vist en umiskendelig kant af uhygge, men ligesom filmen, det tilhører, forsøger det at opretholde en facade af skønhed. Tobe Hoopers film er i sin begyndelse så idyllisk, at det næsten gør ondt, men som det er typisk for Hooper, er der ikke langt fra idyllen til det ekstreme mørke. Ligeså dygtig filmen er til at opbygge stemninger, er den det til pludseligt at kaste surrealistiske og ekstreme øjeblikke i hovedet på sin seer. Det kan også næsten få Jerry Goldsmiths vuggeviseagtige tema til, når afspillet separat fra filmen, at fremstå som en parodi, og uhyggen dukker mestendels op, fordi det er umuligt at separere de sukkersøde toner fra filmen, de hægtes sammen med. Den måske mest velkendte replik fra 'Poltergeist' er familiens yngste pige, der konstaterer: "They're here". Grunden til, at den udmelding er så foruroligende, er, at den kommer fra en ung pige, der normalvis forbindes med en uskyldighed, som vi ikke forventer vil blive knyttet sammen med med sådanne ubehageligheder, som den unge Carol Anne på meget håndgribelig vis, bliver det i filmen. Det er det samme, som Goldsmith gør i sit tema, der i sig selv er et stykke musik, der effektivt formår at være såvel rørende som ildevarslende.
 

5. Halloween (1978) af John Carpenter.
'Halloween' blev godt modtaget af en overraskende mængde kritikere. Selv Roger Ebert, der sammen med nu afdøde Gene Siskel førte krig mod en hel række andre slasherfilm, roste John Carpenters film, som han sågar sammenlignede med Alfred Hitchcocks 'Psycho'. Ebert understreger til sidst i sin anmeldelse, at hvis man ikke ønsker en skræmmende oplevelse, skal man ikke se 'Halloween', og hvad symboliserer bedre den frygt end instruktør John Carpenters eget tema til filmen? Med en nærmest desperat fornemmelse af angst, understreger dette hektiske stykke musik præcis, hvad man kan forvente af filmen samtidig med, at den ikke fordummer oplevelsen. For ligesom filmen er der også noget bag den tempofyldte forgrund. En angst, der bygges op, hvilket perfekt indkapsler 'Halloween's miks af panik og en mere krybende uhygge, der stadig disse mange år efter filmens udgivelse, får sin seer til at kigge efter i skyggerne, selv før tusmørket falder på. Nævneværdigt er også Carpenters soundtrack til 'Halloween III', som er langt mere elektronisk og væsentligt mindre genkendeligt end dette. Ikke desto mindre har det enorm stor virkning i filmen, og selvom det ikke har den tematiske vægt, som originalens tema har, er det på sin egen særegne vis et ganske fremragende et af slagsen. Det bliver i særdeleshed bemærkelsesværdigt, når man sammenligner med de mange øvrige 'Halloween' sequels.
 

4. Psycho (1960) af Bernard Herrmann.
Alfred Hitchcock har sagt om sin film 'Psycho', at 33% af oplevelsen er Bernard Herrmanns musik. Den nu legendariske filmmager lod sågar sin vision forandre, da han hørte Herrmanns nu så velkendte musikalske tilføjelse til badescenen, som Hitchcock oprindeligt havde forestillet sig som værende ganske uden musik. Det desperate og oprigtigt frygtfulde men også afsindigt smukke musikalske tema, som er Herrmanns bidrag, er urørligt i sin effektivitet. Filmens tema strækker sig således langt, og sjældent har et så foruroligende stykke musik været så musikalsk på samme tid. Herrmann selv var både voldsomt anerkendt og alsidig, men selv med film som 'Citizen Kane' på cv'et, er der sandsynligvis flere, der mindes komponisten for hans arbejde på film som 'Psycho' og 'Taxi Driver'. Ikke alene det men musikken fra Psycho er sandsynligvis noget af det mest genkendelige horror-relaterede musik, der eksisterer, og selv de, der ikke har set filmen, vil kende til det grundlæggende tema og formentlig også de famøse "skrigende" violiner, der akkompagnerer badescenen. Der er mord i luften, når Herrmanns tematiske følgesvend til Hitchcocks i øvrigt mesterligt stemningsfulde film, kommer i gang, og ikke alene det, for filmens brug af suspense intensiveres voldsomt af komponistens arbejde. Filmens tema og øvrige score er så ikonisk, at remaket fra 1998, der dog også genbrugte snart sagt alt andet fra originalen, ikke turde vige bort fra det oprindelige score, men simpelthen genbrugte Herrmanns værk.

3. Zombi 2 (1979) af Fabio Frizzi.
Hvad der er bemærkelsesværdigt ved Lucio Fulci's zombieklassiker 'Zombi 2' er et særpræget miks af ekstrem visuel opfindsomhed, stemning og en bizar nært ubeskrivelig skævhed, som er særlig for filmen. En stor del af den omtalte skævhed stammer fra musikken. Fabio Frizzis tema lugter måske nok til trods for at være skabt i slutningen af '70erne langt væk af '80ernes syntetiske lyd, men hvad der står endnu tydeligere frem, er den blanding af forvarsel og syret melankoli, der gemmer sig i musikken. Det er ikke "bare" et gysertema. Der er et element af noget andet; En musikalsk personlighed, som skinner så kraftigt igennem, at filmens tema klinger for det indre øre, så snart titlen på filmen benævnes eller coveret betragtes. Det er en unik evne at have, og Fabio Frizzi har i flere af Lucio Fulcis andre film, inklusive 'The Beyond' (1981) og 'City of the Living Dead' (1980), bibragt lignende genkendelige og effektivt mindeværdige temaer, som særligt for 'The Beyond's vedkommende snildt kunne være endt på listen her. I sidste ende er det svært at glemme det første indtryk, og selvom jeg var opslugt af 'Zombi 2' fra dens begyndelse, var filmen først efter sekvensen med Frizzis musik, hajen og zombien for evigt slået fast i mit hjerne, som en af de mest vidunderligt sære horroroplevelser, jeg nogensinde har haft.

2. Jaws (1975) af John Williams.
Det er blevet til en høj placering til John Williams' faretruende hajtema, som først fremmest er landet så højt grundet sin genkendelighed. Man behøver ikke at være genrefan for at kende de relativt simple toner, der udgør begyndelsen af dette tema. Men nummeret her er ikke alene frygtindgydende. Undertiden bliver også Amitys fredelige bysamfund etableret på smuk vis. Ligesom filmen selv er der mange variationer i temaet, og den klareste parallel, der kan trækkes til nogle af de andre temaer på listen, er til Bernard Herrmanns 'Psycho' tema. Spændvidden i nærværende tema er næsten endnu større, men Steven Spielbergs film når også at være væsentligt mere varmhjertet, end det er tilfældet med 'Psycho', som holder mere konstant fast i uhyggen. Men når uhyggen topper i John Williams musik, kan den snildt følge med 'Psycho' og snart sagt alle andre horrortemaer. Med sine krigeriske toner fornemmes angrebet vitterligt, selv når musikken separeres fra filmen, og i de mere godhjertede dele af nummeret, er det svært ikke at sende en tanke til filmens karakterer. Ser man på soundtracket som helhed har det også en stor del af æren for, at den øvrige film fungerer så godt. Såvel i simple men sympatiske scener, som den hvor familiens yngste søn efterligner sin fars gestik, som i de øjeblikke, hvor vi skal sælges den enorme haj. At der i øvrigt varieres så meget over hajens tema filmen igennem er ret imponerende, og præcis der, hvor andre film har fejlet, ved at genbruge det genkendelige i den oprindelige form så mange gange, at det næsten destrueres, er variationen her mere end tilstrækkelig til at holde musikken i live filmen igennem.

1. Cannibal Holocaust (1980) af Riz Ortolani.
Det åbnende tema til 'Cannibal Holocaust' er modsat andenpladsen ikke i så høj grad inkluderet grundet genkendelighed. Tværtimod handler det her langt mere om, hvad musikken gør i forhold til filmen og dennes indhold. Riz Ortolanis soundtrack hertil er et af de mest afsindigt smukke af slagsen, jeg nogensinde har hørt. Ironisk er det, at det samtidig tilhører en af de mest ubehagelige film, jeg nogensinde har set. Lyttede man til nummeret separat fra filmen og uden at kende til dets oprindelse, ville man næppe få tankerne hen på dyremishandling, en kvinde voldtaget med en sten eller en mand, der får separeret sin penis fra resten af kroppen. Ortolani introducerer på det øvrige soundtrack en mere dyster lyd, men holder hele vejen gennem filmen fast i at benytte smuk og til tider næsten hjerteskærende musik til at understrege billedernes ubehagelighed. Som nævnt indledningsvist er musik væsentligt for langt de fleste film, og da særligt når vi taler genrefilm, men det er ikke ofte, man som her ser et soundtrack eleverer en film til et nyt niveau. Hvis 33% procent af 'Psycho' var dens musik, så må vi skulle op i de 40 eller 50% for 'Cannibal Holocaust', som i hvert fald i junglesekvenserne løftes til et andet niveau af Riz Ortolanis opmærksomhedskrævende musik. Det er muligt, at soundtrackets mere funky elementer er ældet en smule mindre yndefuldt, men jeg vil mene, at man virkelig indædt skal hade lyden af synthezisers for ikke at bryde sig om det øvrige soundtrack. Det er i øvrigt muligt, at 'Cannibal Holocaust' ikke har noget, der minder om hajens tema i 'Jaws', men hvem kan efter at have set filmen undgå at få grimme billeder i hovedet, når den der syntheziser tromme dukker op. Ja, I ved godt, hvad det er for en, jeg taler om.

5 honorable mentions:
 
Exorcisten (1973) af Steve Boeddeker
Suspiria (1977) af Goblin
The Thing (1982) af Ennio Morricone
A Nightmare on Elm Street (1984) af Charles Bernstein
Child's Play (1988) af Joe Renzetti

Nyhed: Oktober står på græskarhoveder, scary muzak, mystiske mordgåder og vi prøver gummi?!

Vi går en temmelig spændende og massiv måned i møde herinde på bloggen og vi håber at I vil finde det underholdende! Ikke nok med at vi har fået en ny anmelder i Michael Sørensen, Mark har også haft hovedtelefonerne skruet godt ned om hovedet de sidste par måneder. Han har netop nu færdiggjort sin helt egen Top 10 liste over de bedste musikalske temaer fra horrorfilmenes verden, og den glæder vi os meget til! Top 10 listen udkommer i morgen d.02-10-2012. Vi kigger også på art-filmen, med den fantastiske b-films præmis om et besat dræber-dæk med livsfarlige brainwaves. Det bliver spændende om blandingen holder i 'Rubber' eller om gummiet sprænger... Vi bliver lidt i samme boldgade med Stephen King's 'Maximum Overdrive' fra 1986. Her prøver en flok desperate individer at holde sig i live da de bliver angrebet af en flok ondskabsfulde og førerløse  18-wheelers?! Det bliver også til en tur med gode gamle Wes Craven, når Michael Sørensen anmelder sin først film på bloggen! Det bliver med 'Deadly Friend' (som også er fra 1986). Vi tager en smut med Edgar Allan Poe tilbage til 1800-tallet for at løse indviklede mordgåder, det sker alt sammen med 'The Raven'. Der bliver budt op til blodig belejring i John Carpenter's 'Assault on Precinct 13', som jeg selv går i krig med. Sidst på måneden kigger jeg også på beskidt biker-exploitation med 'Satan's Sadists'. Jess Franco's sexploitation-sleaze-flick 'Paroxismus' aka 'Venus in Furs' står også for skud. Den 31. oktober er det Halloween og Jesper kaster sig derfor over AWE's spritnye udgivelse af den Michael Myers-frie 'Halloween III'. Derudover kan du se frem til flere indlæg i film-samlingen, nyheder og hvad vi ellers kan finde på. Husk også at hoppe ind på vores facebook-side, og måske ovenikøbet give den et tap på "Synes godt om"! Her bliver du altid holdt opdateret når der kommer nye indlæg inde på bloggen, du kan møde og snakke med andre genre-fans og du må kommenterer alt det du vil på opslag og billeder. Her udkommer også indlæg som kun er at finde på facebook-siden, f.eks headups på nye udgivelser, trailers, rabat-tips og billeder.

Maximum Overdrive.

Nyhed: Sørensen Exploitation Cinema udvider.

I juli valgte en af vores anmeldere at stoppe på 'Sørensen Exploitation Cinema' og vi har derefter kun været tre mand høj på anmelder-fronten. Det er derfor med stor glæde at jeg kan afsløre at vi har "ansat" en ny skribent. Du kan læse Michael Sørensen's anmelder-profil inde på siden 'Hvem er vi...' eller ved at klikke her. Michael's første anmeldelse vil komme i løbet af denne måned og vi glæder os allerede!