Anmeldelse: Rubber.

Årgang: 2010.
Tagline: “Are You Tired of the Expected?”
Instruktør: Quentin Dupieux.
Runtime: 82 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: ?...

Rubber er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En flok mennesker tager af sted til den californiske ørken for at se en sælsom forestilling. En filmisk oplevelse af en helt ny slags, som også vi, filmens egentlige seere, får lov at se med på: Det psykokinetiske dæk Robert fødes af ørkenens sand og bevæger sig af sted på en færd, der trækker et blodspor efter sig på den glohede asfalt. Og som om situationen ikke er absurd nok, bliver Robert pludseligt forelsket!

Quentin Dupieux er ikke alene denne films instruktør, manuskriptforfatter og delvise komponist, han er også manden bag navnet Mr. Oizo, som dækker over en bizar elektronisk musiker. Bizar er også et af de første ord, der vil poppe ind i hovedet på mange, der beslutter sig for at se denne film, eller blot kigger på Another World Entertainments cover til filmen, der stolt deklarerer: “Den bedste morderdækfilm, du har set!”, hvilket jo kan være svært at diskutere med. Instruktør Dupieux siger selv om filmen, at han godt kunne lide idéen om en “konkret fjollethed, der er til at tage og føle på.” Som med mange af instruktørens filmiske idéer, startede ‘Rubber’ som et visuelt indtryk i Dupieux’ hoved. Senere udviklede han over blot en måned manuskriptet, som blev skudt på 14 dage. Måske er det netop derfor, at flere af filmens skuespillere taler positivt om oplevelsen med projektet. Den hurtige produktion har formentlig også været forbundet til valget af at bruge et digitalt kamera til optagelsen fremfor et 35mm. Arbejdsmetoden og tankegangen, som ‘Rubber’ er lavet udfra, efterlod ikke plads til et 35mm kamera, som er mere tidskrævende end de digitale af slagsen. Alligevel var det først efter en test af det look, det digitale kamera ville medføre, at instruktøren en gang for alle besluttede sig for at holde fast i det.

Vi kender alle ærgrelsen over at tro, at vi er færdige med et trælst stykke arbejde, som vi pludselig erfarer, vi kun er nået halvvejs.

‘Rubber’ har en af de mest eminent sære åbningssekvenser, der nogensinde er lavet på film. Den surrealistiske humor introduceres næsten øjeblikkeligt, da en række stole, der tilsyneladende er tilfældigt stillet på en vej i ørkenen, køres ned af en bil, der zig-zagger sig vej mod kameraet. Da bilen har væltet alle stolene, stopper den nær kameraet, bagagerummet åbner sig og en mand stiger ud for at introducere filmen. Derpå følger en monolog, der ikke alene er morsomt skrevet, men også er leveret helt eminent af Stephen Spinella, der i filmen leverer en af de mest selvmodsigende præstationer, jeg har set. Hans måde at overlevere replikker af den mest bizarre karakter med absolut kølighed og alvor er helt enormt morsomme til trods for, at de aldrig leveres som jokes. I det hele taget er humoren i filmen en enormt særegen en af slagsen, og det er herligt at opleve, hvordan Dupieux undgår at overforklare, hvorfor de enkelte momenter er morsomme. Det er de bare. Et hjul, der kommer til live for at slå ihjel, se tv og forelsker sig i en mørkhåret fransk kvinde er så overmåde dumt, at det lynhurtigt bliver morsomt. Hvad der gør filmen brilliant, er det simple faktum, at den er helt og aldeles bevidst om, hvor sælsomt det hele er. Samtidig er der noget reelt talent bag filmen. Dækket er ikke lavet med en klodset omgang CGI men er fjernstyret, hvilket i høj grad er med til at give det den personlighed, man snildt kunne tro det umuligt at tildele et dæk. Samtidig er filmens billeder meget flot beskårne. Faktisk er måden ørkenen og den tilhørende lille by er præsenteret på enormt vellykket.

Manden bad om en pizza med ekstra toppings!

Det er muligt, at jeg allerede nu har nævnt Quentin Dupieux’ navn mange gange. Det skyldes naturligvis, at manden er den, der har haft absolut kontrol med dette projekt, og at han i interviews har leveret flere ret skarpe overvejelser omkring sin film. Det er væsentligt for ham at pointere, at han ikke betragter ‘Rubber’ som en ironisk tilgang til b-film, som han mener mange nutidige hyldester til den type film, har en tendens til at være. Tværtimod mener han slet ikke, at hans film kan passe under b-film mærkaten. Med nogle overraskende flot komponerede billeder og en selvbevidst samt enormt syret humor, har filmen et både markant og særegent udtryk, der er ulig noget, jeg tidligere har set. Ligesom den ligeledes fremragende ‘Cabin in the Woods’ (2011) er der noget metaagtigt over ‘Rubber’. Publikummet, som dukker op i filmen, ligestilles på en måde med os, som sidder ved skærmen og oplever filmen. At lege med tanken om, at vi er ligestillet med det publikum, som i filmen berøves deres penge, og det, der er værre, skaber et lag af selvironi fra filmens side, som er umådeligt morsom. Mener Dupieux selv, at han stjæler vores penge, når han får os lokket til at købe hans film? Muligvis.

Formel 1 og huladans er Roberts foretrukne underholdning, når han skal tilbringe nogle timer foran tv'et, efter en veloverstået aflivning.

Jeg fandt ‘Rubber’ helt afsindigt morsom og om ikke intelligent så selvbevidst og alt andet end skuffende. Sidstnævnte er væsentligt, fordi både filmens cover, traileren og hele konceptet er så herligt tosset i sit udgangspunkt, at det er svært ikke at forvente en usammenhængende, ufrivilligt morsom størrelse, der til trods for et forsøg på selvironi ville være mere ‘Tentacles’ (1977) end ‘The Cabin in the Woods’. Det er heldigvis ikke tilfældet, og Dupieux’ filmen er ekstremt underholdende og holder, hvad den lover samtidig med, at den tager pis på både sit publikum og sin præmis.

Score: