Top 10: Bedste musikalske horror-temaer.

Musik spiller en enorm rolle i enhver film, men for horrorfilm er der en særlig væsentlighed i det musikalske islæt. En genrefilm kan intensiveres i sådan grad, at seeren engageres på nye måder og tvinges nærmere de skræmmende og sære scenarier, denne betragter. Det er en udvidelse af filmens billeder og et univers i sig selv. I front for mange soundtracks står et centralt nummer, et tema, der, når det er bedst, formår at indeholde en så høj grad af genkendelighed og atmosfære, at det i sig selv skaber nysgerrighed fra lytteren, der straks må udforske den fortælling, der følger med musikken. Herunder sættes der spotlight på 10 temaer (og i nogen grad soundtracks) for Sørensen Exploitation Cinemas trofaste læsere. 

* Husk at du kan få en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Mark S. Svensson.







10. Rosemary's Baby (1968) af Christopher Komeda.
Der er overraskende mange oprigtigt smukke numre, der dukker op, når man går i krig med at lede efter horrortemaer. Tag nu bare temaet til Roman Polanskis velkendte gyser om Rosemary og hendes ufrivillige affære med djævlen. Meget passende for filmen fremstår temaet mest af alt som en vuggevise. Ordløs men smuk er fremførslen af nummeret, som understøttes af fjerntliggende violiner og nogle enkelte toner, der minder os om de mere ubehagelige aspekter af filmens historie. Man får således ikke selv lov at blive lullet i søvn men forbliver grundet antydningerne af skævhed fanget i nummerets univers, som er omfangsrigt, fordi det ligesom senere temaer på listen indeholder en smule af barndommens uskyld i sig. Det handler om kontraster, hvilket er et andet element, der går igen her på listen, som er fyldt med numre, der indeholder netop det. Komponisten døde i 1969, og scoret til 'Rosemary's Baby' er det mest velkendte af de, han i sin karriere fik lavet, selvom han har skabt musikken til flere af Polanskis tidligste film.

9. Friday the 13th (1980) af Harry Manfredini.
Er det efterhånden en spoiler, hvem der er morderen i 'Friday the 13th'? Hvis dit svar er ja, er det på høje tid, at du vender øjnene væk fra pc-skærmen og får smidt filmen i afspilleren. Grunden til, at det kan være spoilerfyldt at beskrive Harry Manfredinis tema til Sean S. Cunninghams legendariske slasherfilm fra 1980, er, at det berømte "ki-ki-ki-ma-ma-ma", der runger over temaet, og blandt andet er, hvad der gør det så mindeværdigt, er de senere films morder Jason, der hvisker sin mor i øret, og opildner hende til at fortsætte sit mordertogt. Komponist Manfredini har selv forklaret dette og endvidere uddybet, at de nu så velkendte vokale anslag er inspireret af scenen, hvori mrs. Vorhees opfører sig, som var hun besat af sin søn. Temaet er i øvrigt ganske kort, men har i sin kombination af et klassisk orkestralt score, der bl.a. indeholder de 'Psycho' (1960) inspirerede "skrigende" violiner og et mere stille klaverstykke, der markerer den atmosfære, som seriens første to film i særlig grad besad. Således er det en lille genialitet af Manfredini at samle det hele med de tidligere omtalte semi-ord, som på relevant vis giver musikken sin mindeværdighed. I senere film blev temaet lidt udvandet i takt med, at uhyggen tog bagsædet i franchisen, som slet ikke var beregnet på at blive en sådan, da den oprindelige film blev sat i værk. 
 

8. Maniac (1980) af Jay Chattaway.
Jeg har tidligere her på bloggen haft mulighed for at skamrose William Lustigs mesterlige film 'Maniac', som er ligeså beskidt i sin tematik som i sin udførsel. Filmen er en mørk rejse gennem en psykopats sind, men er alligevel ikke udelukkende frastødende. Selvom sympati formentlig vil være for stærkt et ord at bruge om, hvad man ender med at føle for Joe Spinells karakter, er det svært ikke i det mindste at se, hvor karakterens handlemåder stammer fra. Det gør naturligvis ikke mandens handlinger mindre forkerte eller skræmmende, men det er netop det fantastiske i den kompleksitet, filmen besidder. Det er alt sammen meget flot afspejlet i filmens musikalske tema, der er sammensat af komponist Jay Chattaway. Med sin næsten barnlige klang tages man i sin lytteoplevelse med ind i den destruktion af uskyldighed, som filmen ved sin kerne omhandler. Alt rammer hårdere i kraft af den uskyldighed, Spinell leverer i rollen som Frank Zito, og det er afspejlet i musikken, som har selv samme kant. Der er en barnlighed i instrumenteringen, den simple bas og fløjten, hvilket får filmens visuelle ondskab til at fremstå så meget desto stærkere. Chattaways øvrige soundtrack er ligeså alsidigt som filmen selv og bæres af den fantastiske '80er synth, som, når udnyttet rigtigt, kan være abnormt stemningsfuld. Jay Chattaway har også lavet scores til en række andre genrefilm og serier deriblandt de to 'Maniac Cop' (1988 & 1990) film og tv-serien 'Star Trek: Deep Space Nine' (1993).
 

7. Dawn of the Dead (1978) af Goblin.
Grundet de forskellige versioner, der findes af 'Dawn of the Dead', er det ikke nødvendigvis noget simpelt ærinde at beskæftige sig med soundtracket til filmen. I Europa blev filmen udgivet under titlen 'Zombi', og var redigeret af Dario Argento for at tilføje mere vold og fjerne en del af dialogen. Argento tilføjede også langt mere Goblin musik, end det oprindeligt var tilfældet i George A. Romeros version. Goblins tema til filmen er dog knyttet til begge versioner, og det synes ufravigeligt, at det skæbnesvangre tema til George A. Romeros zombiefilm er både unikt og mindeværdigt. Det er muligvis ikke genkendeligt på samme måde, som det er tilfældet med eksempelvis temaet til 'Friday the 13th', men det klinger i den grad i ørerne efter endt lytning og skaber øjeblikkeligt associationer til den yderst mindeværdige film, den tilhører. Skønt både 'Night of the Living Dead' (1968) og 'Day of the Dead' (1985) er større personlige favoritter som film, er det utvivlsomt seriens andet kapitel, der tager prisen for det mest mindeværdige soundtrack. Den oprindelige films underlægning er mere forglemmeligt, mens tredje films soundtrack (og særligt tema) trods alt er en smule for præget af '80erne til at det kan lande i denne top ti til trods for, at jeg har en stor forkærlighed for alt, der vedrører 'Day of the Dead'. Når der ikke er mere plads i helvede, og de døde rejser sig for atter at vandre i de levendes verden, er det ikke svært at forestille sig dem marchere usikkert af sted til dette mørke og ufravigeligt elektroniske tema.                       
 

6.Poltergeist (1982) af Jerry Goldsmith.
Hvem siger, at et soundtrack til en horrorfilm ikke kan være smukt? I hvert fald ikke Jerry Goldsmith. Det kordrevne tema til 'Poltergeist' har ganske vist en umiskendelig kant af uhygge, men ligesom filmen, det tilhører, forsøger det at opretholde en facade af skønhed. Tobe Hoopers film er i sin begyndelse så idyllisk, at det næsten gør ondt, men som det er typisk for Hooper, er der ikke langt fra idyllen til det ekstreme mørke. Ligeså dygtig filmen er til at opbygge stemninger, er den det til pludseligt at kaste surrealistiske og ekstreme øjeblikke i hovedet på sin seer. Det kan også næsten få Jerry Goldsmiths vuggeviseagtige tema til, når afspillet separat fra filmen, at fremstå som en parodi, og uhyggen dukker mestendels op, fordi det er umuligt at separere de sukkersøde toner fra filmen, de hægtes sammen med. Den måske mest velkendte replik fra 'Poltergeist' er familiens yngste pige, der konstaterer: "They're here". Grunden til, at den udmelding er så foruroligende, er, at den kommer fra en ung pige, der normalvis forbindes med en uskyldighed, som vi ikke forventer vil blive knyttet sammen med med sådanne ubehageligheder, som den unge Carol Anne på meget håndgribelig vis, bliver det i filmen. Det er det samme, som Goldsmith gør i sit tema, der i sig selv er et stykke musik, der effektivt formår at være såvel rørende som ildevarslende.
 

5. Halloween (1978) af John Carpenter.
'Halloween' blev godt modtaget af en overraskende mængde kritikere. Selv Roger Ebert, der sammen med nu afdøde Gene Siskel førte krig mod en hel række andre slasherfilm, roste John Carpenters film, som han sågar sammenlignede med Alfred Hitchcocks 'Psycho'. Ebert understreger til sidst i sin anmeldelse, at hvis man ikke ønsker en skræmmende oplevelse, skal man ikke se 'Halloween', og hvad symboliserer bedre den frygt end instruktør John Carpenters eget tema til filmen? Med en nærmest desperat fornemmelse af angst, understreger dette hektiske stykke musik præcis, hvad man kan forvente af filmen samtidig med, at den ikke fordummer oplevelsen. For ligesom filmen er der også noget bag den tempofyldte forgrund. En angst, der bygges op, hvilket perfekt indkapsler 'Halloween's miks af panik og en mere krybende uhygge, der stadig disse mange år efter filmens udgivelse, får sin seer til at kigge efter i skyggerne, selv før tusmørket falder på. Nævneværdigt er også Carpenters soundtrack til 'Halloween III', som er langt mere elektronisk og væsentligt mindre genkendeligt end dette. Ikke desto mindre har det enorm stor virkning i filmen, og selvom det ikke har den tematiske vægt, som originalens tema har, er det på sin egen særegne vis et ganske fremragende et af slagsen. Det bliver i særdeleshed bemærkelsesværdigt, når man sammenligner med de mange øvrige 'Halloween' sequels.
 

4. Psycho (1960) af Bernard Herrmann.
Alfred Hitchcock har sagt om sin film 'Psycho', at 33% af oplevelsen er Bernard Herrmanns musik. Den nu legendariske filmmager lod sågar sin vision forandre, da han hørte Herrmanns nu så velkendte musikalske tilføjelse til badescenen, som Hitchcock oprindeligt havde forestillet sig som værende ganske uden musik. Det desperate og oprigtigt frygtfulde men også afsindigt smukke musikalske tema, som er Herrmanns bidrag, er urørligt i sin effektivitet. Filmens tema strækker sig således langt, og sjældent har et så foruroligende stykke musik været så musikalsk på samme tid. Herrmann selv var både voldsomt anerkendt og alsidig, men selv med film som 'Citizen Kane' på cv'et, er der sandsynligvis flere, der mindes komponisten for hans arbejde på film som 'Psycho' og 'Taxi Driver'. Ikke alene det men musikken fra Psycho er sandsynligvis noget af det mest genkendelige horror-relaterede musik, der eksisterer, og selv de, der ikke har set filmen, vil kende til det grundlæggende tema og formentlig også de famøse "skrigende" violiner, der akkompagnerer badescenen. Der er mord i luften, når Herrmanns tematiske følgesvend til Hitchcocks i øvrigt mesterligt stemningsfulde film, kommer i gang, og ikke alene det, for filmens brug af suspense intensiveres voldsomt af komponistens arbejde. Filmens tema og øvrige score er så ikonisk, at remaket fra 1998, der dog også genbrugte snart sagt alt andet fra originalen, ikke turde vige bort fra det oprindelige score, men simpelthen genbrugte Herrmanns værk.

3. Zombi 2 (1979) af Fabio Frizzi.
Hvad der er bemærkelsesværdigt ved Lucio Fulci's zombieklassiker 'Zombi 2' er et særpræget miks af ekstrem visuel opfindsomhed, stemning og en bizar nært ubeskrivelig skævhed, som er særlig for filmen. En stor del af den omtalte skævhed stammer fra musikken. Fabio Frizzis tema lugter måske nok til trods for at være skabt i slutningen af '70erne langt væk af '80ernes syntetiske lyd, men hvad der står endnu tydeligere frem, er den blanding af forvarsel og syret melankoli, der gemmer sig i musikken. Det er ikke "bare" et gysertema. Der er et element af noget andet; En musikalsk personlighed, som skinner så kraftigt igennem, at filmens tema klinger for det indre øre, så snart titlen på filmen benævnes eller coveret betragtes. Det er en unik evne at have, og Fabio Frizzi har i flere af Lucio Fulcis andre film, inklusive 'The Beyond' (1981) og 'City of the Living Dead' (1980), bibragt lignende genkendelige og effektivt mindeværdige temaer, som særligt for 'The Beyond's vedkommende snildt kunne være endt på listen her. I sidste ende er det svært at glemme det første indtryk, og selvom jeg var opslugt af 'Zombi 2' fra dens begyndelse, var filmen først efter sekvensen med Frizzis musik, hajen og zombien for evigt slået fast i mit hjerne, som en af de mest vidunderligt sære horroroplevelser, jeg nogensinde har haft.

2. Jaws (1975) af John Williams.
Det er blevet til en høj placering til John Williams' faretruende hajtema, som først fremmest er landet så højt grundet sin genkendelighed. Man behøver ikke at være genrefan for at kende de relativt simple toner, der udgør begyndelsen af dette tema. Men nummeret her er ikke alene frygtindgydende. Undertiden bliver også Amitys fredelige bysamfund etableret på smuk vis. Ligesom filmen selv er der mange variationer i temaet, og den klareste parallel, der kan trækkes til nogle af de andre temaer på listen, er til Bernard Herrmanns 'Psycho' tema. Spændvidden i nærværende tema er næsten endnu større, men Steven Spielbergs film når også at være væsentligt mere varmhjertet, end det er tilfældet med 'Psycho', som holder mere konstant fast i uhyggen. Men når uhyggen topper i John Williams musik, kan den snildt følge med 'Psycho' og snart sagt alle andre horrortemaer. Med sine krigeriske toner fornemmes angrebet vitterligt, selv når musikken separeres fra filmen, og i de mere godhjertede dele af nummeret, er det svært ikke at sende en tanke til filmens karakterer. Ser man på soundtracket som helhed har det også en stor del af æren for, at den øvrige film fungerer så godt. Såvel i simple men sympatiske scener, som den hvor familiens yngste søn efterligner sin fars gestik, som i de øjeblikke, hvor vi skal sælges den enorme haj. At der i øvrigt varieres så meget over hajens tema filmen igennem er ret imponerende, og præcis der, hvor andre film har fejlet, ved at genbruge det genkendelige i den oprindelige form så mange gange, at det næsten destrueres, er variationen her mere end tilstrækkelig til at holde musikken i live filmen igennem.

1. Cannibal Holocaust (1980) af Riz Ortolani.
Det åbnende tema til 'Cannibal Holocaust' er modsat andenpladsen ikke i så høj grad inkluderet grundet genkendelighed. Tværtimod handler det her langt mere om, hvad musikken gør i forhold til filmen og dennes indhold. Riz Ortolanis soundtrack hertil er et af de mest afsindigt smukke af slagsen, jeg nogensinde har hørt. Ironisk er det, at det samtidig tilhører en af de mest ubehagelige film, jeg nogensinde har set. Lyttede man til nummeret separat fra filmen og uden at kende til dets oprindelse, ville man næppe få tankerne hen på dyremishandling, en kvinde voldtaget med en sten eller en mand, der får separeret sin penis fra resten af kroppen. Ortolani introducerer på det øvrige soundtrack en mere dyster lyd, men holder hele vejen gennem filmen fast i at benytte smuk og til tider næsten hjerteskærende musik til at understrege billedernes ubehagelighed. Som nævnt indledningsvist er musik væsentligt for langt de fleste film, og da særligt når vi taler genrefilm, men det er ikke ofte, man som her ser et soundtrack eleverer en film til et nyt niveau. Hvis 33% procent af 'Psycho' var dens musik, så må vi skulle op i de 40 eller 50% for 'Cannibal Holocaust', som i hvert fald i junglesekvenserne løftes til et andet niveau af Riz Ortolanis opmærksomhedskrævende musik. Det er muligt, at soundtrackets mere funky elementer er ældet en smule mindre yndefuldt, men jeg vil mene, at man virkelig indædt skal hade lyden af synthezisers for ikke at bryde sig om det øvrige soundtrack. Det er i øvrigt muligt, at 'Cannibal Holocaust' ikke har noget, der minder om hajens tema i 'Jaws', men hvem kan efter at have set filmen undgå at få grimme billeder i hovedet, når den der syntheziser tromme dukker op. Ja, I ved godt, hvad det er for en, jeg taler om.

5 honorable mentions:
 
Exorcisten (1973) af Steve Boeddeker
Suspiria (1977) af Goblin
The Thing (1982) af Ennio Morricone
A Nightmare on Elm Street (1984) af Charles Bernstein
Child's Play (1988) af Joe Renzetti