Anmeldelse: Venus in Furs (aka Paroxismus).

Årgang: 1969.
Tagline: "The coat that covered paradise, uncovered hell!"
Instruktør: Jess Franco.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64" Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: '99 Women' (1969), 'Marquis De Sade: Justine'  (1969).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jess Francos pièce de résistance er historien om jazzmusikeren Jimmy, der finder en strandvasker langs strandene udenfor Istanbul. Han genkender hende  øjeblikkeligt som den smukke kvinde Wanda fra aftenen i forvejen, hvor hun var gæst ved en privat fest, som Jimmy optrådte til med et jazzband. Senere samme aften er han også vidne til et overfald på Wanda, der bliver pisket og seksuelt ydmyget af millionæren Ahmed, dennes ven Percival Kapp samt modefotografen Olga. Jimmy flygter fra Istanbul til Rio, hvor han lader sig trøste, inspirere og forføre af sangerinden Rita. Han optræder på en jazzklub i Rio med Rita, da en smuk pelsklædt kvinde ved navn Venus melder sin ankomst. Venus bærer en slående lighed med Wanda og herfra starter løjerne for alvor. 

Lad det være sagt med det samme. Hvis man vil have noget som helst ud af Venus in Furs, så bør man være frisk, vågen og særdeles åben for egen fortolkning. Franco leverer en historie, der foregår i så mange forskellige tempi fra scene til scene, at man som publikum skal være klar på en særdeles særegen rutsjebanetur. Der bliver leget ekstremt meget med kameraføring og teknikker, der bevirker at store dele af filmen er en slags drømmeagtig trance på grænsen til surrealisme. Det går dog aldrig mere galt end at filmen ikke hurtig er tilbage på sporet, men man skal ikke forvente forklaringer eller afdækninger af finurlighederne på noget tidspunkt i filmen. Det egentlige plot i filmen er ganske simpelt, men Franco har aldrig været bange for at inkludere subplots ad libitum og Venus in Furs er ingen undtagelse. Der bliver konstant leget med usagte hentydninger om følelser, lyster og forbindelser - hvor især Jimmys forhold til sangerinden Rita er en hvepserede af mystisk dialog, blikke og handlinger.

Titlen lyver ikke. Venus iført pels.

Noget af mystikken bliver dog afhjulpet af musikken, som er en stærkt integreret del af filmen. Der er lagt et solidt soundtrack af alt fra drømmende pianospil i de dele af filmen, hvor Venus er medvirkende - til et spændende jazzsoundtrack for det meste af resten af filmen. Dette er leveret af Manfred Mann og Mike Hugg, som har styr på den jazzede pop, der sætter dagsordenen for store dele af filmen. Skuespilleren James Darren, der spiller hovedrollen som Jimmy leverer selv trumpetspillet i filmen, hvilken giver en rigtig god fornemmelse af ægthed og livagtighed til de musikalske scener, hvilket står i stærk kontrast til de drømmeagtige scener, hvor Franco drejer filmen så langt fra livagtighed som muligt. Dette lyder muligvis bizart, men ikke desto mindre så virker det helt fantastisk. Stemningen bliver dyster, tung og en smule klaustrofobisk i sit udtryk og det går rent hjem foran skærmen, hvor man som publikum hurtigt kan indleve sig i de drømmeagtige sekvenser.

Hovedpersonen Jimmy i duel på horn.

Venus in Furs er i de treogfyrre år siden tilblivelsen af filmen blevet kritiseret for at ville for meget, men i sidste ende have for lidt på hjerte. Det er jeg uenig i, for filmen prøver ikke at være mystisk uden grund. Der er stadig en simpel historie, der bliver glimrende fortalt. Slutningen hænger også rigtig godt sammen med resten af historien og selv om den på ingen måde er forklarende, så giver den alligevel en mulighed for en afslutning. En afslutning der muligvis er en smule tvetydig, men trods alt tilbyder en forklaring på mystikken. Man kan sagtens kritisere Franco og hans kumpaner på manuskriptet for, at ikke vide hvad de præcist ville med filmen, men det tror jeg ikke er tilfældet. Jeg tror, at Franco bevidst forfører sit publikum ud i egne fortolkninger af historie, plot og persongalleriet i filmen. 

En entré fra Venus er altid bemærkelsesværdig.

Min største anke ved filmen er netop persongalleriet. Hovedpersonen er hverken sympatisk, usympatisk eller interessant. Han er der bare og det er medvirkende til en distance imellem filmen og publikum, der er ærgerlig - når nu historien og plottet sagtens kan rive sit publikum med. Udover manglen på sympati for hovedpersonen, er der et problem med dialogen, hvor især hovedpersonen taler som en funkbrother i store dele af filmen. En sætning som "Hey, if that was her bag, then I am cool with it" bliver ufrivilligt morsom - og dem er der nogle stykker af i denne film.

Hvis filmen kan blære sig med Klaus Kinski, så kan jeg også!

Skuespillernes præstationer er fine for genren, men på ingen måde tæt på mindeværdige. James Darren bliver i hovedrollen hjulpet af, at han rent faktisk kan spille jazzmusik. Maria Rohm i rollen som Wanda/Venus blev flittigt brugt af Franco i årene omkring denne film og hun fungerer også. Især hendes øjne bliver brugt til at sætte stemningen i de drømmeagtige dele af filmen - og de scener bærer hun uden problemer. Klaus Kinski spiller millionæren, der forestår Wandas endeligt - men ellers har han ikke meget mere end to-tre scener i en film, hvor han nok var bedre for filmens omdømme end filmen var for hans.

En strandvasker med dejlige...øhhh..strandtasker?

Alt i alt er Venus in Furs en glimrende film - og selv om jeg langt fra har set alle Francos film, så er den absolut blandt hans bedste. Billede og lyd er en hel del over gennemsnittet for både alder og genre, hvor især lydsiden er god - hvilket er alfa/omega for en film, hvor lyden bærer så stor en del af stemningen. Hovedplot og historie er simpel og ligetil og hænger fint sammen i hovedparten af filmen. Det er langt fra sikkert, at man kan lide Venus in Furs, men det er helt sikkert, at man får en noget anderledes oplevelse - og for oplevelsen alene kan jeg klart anbefale filmen.

Score: