Anmeldelse: Maximum Overdrive.

Årgang: 1986.
Tagline: "The day horror went into overdrive."
Instruktør: Stephen King.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Udgiver: Universal.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Killdozer' (1974), 'Christine' (1983), 'Trucks' (1997).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Det kan siges så usædvanligt kort: lastbilerne er blevet levende og vil køre menneskeheden over. Det samme er plæneklippere, is-biler, broer og en særdeles uhøflig pengeautomat, som kalder Stephen King for et røvhul!

Lad mig tage dig med en tur tilbage. Tilbage til dengang, gyserfilm var forbudt for børn. Det er de på sin vis stadig - vi er bare ikke børn længere! Min mor tog forbuddet meget alvorligt, og mente det var god opdragelse at slukke halvvejs i 'Jurassic Park', fordi det blev for uhyggeligt. Heldigvis havde jeg gode venner med større søskende og travle forældre, hos hvem vi kunne se præcis de gyserfilm vi ville. En del af filmene kom jeg til at stifte bekendtskab med igen og igen, mens andre var one-timers. Højst sandsynligt var det noget med, at storebroderen hele tiden overspillede VHS'erne med ugens gys på TV3, så der var meget begrænsede muligheder for gensyn. 'Maximum Overdrive' var en af disse! Hele vejen op igennem mit barne- og ungdomsliv har jeg haft flashbacks af levende plæneklippere og lastbiler uden chauffører bag rattet. Glæden var stor, da jeg som voksen fandt 'Maximum Overdrive' på DVD i et brugtmarked. Jeg havde aldrig kendt titlen, men med det samme jeg så coveret med det blodige lig mast op mod kølerhjelmen på en Mack, var jeg klar over, jeg havde genfundet en skjult skat fra fordums tid.

Dette er én kølerfigur, som ikke lige knækkes af!

Da jeg for et par år siden fandt 'Maximum Overdrive', blev jeg overrasket over, den faktisk var en Stephen King-film. Ikke alene har han skrevet det litterære forlæg, han har også instrueret selve filmen. Hans første og til dato eneste instruktørtjans! Heldigvis fristes man til at sige, for 'Maximum Overdrive' indeholder desværre ikke mange kvaliteter, der kunne pege i retningen af en egentlig evne indenfor faget. Historien er baseret på novellen 'Trucks', som findes i Stephen Kings første samling 'Night Shift' fra 1978. Faktisk indeholder filmen samtlige elementer fra novellen, der er bare smurt lidt ekstra på visse steder. Sjovt nok er der ikke smurt ekstra på dramaet eller de psykologiske rædsler, som Stephen King ellers mestrer. Novellens altoverskyggende og skræmmende dilemma ligger i, om menneskeheden vil dø eller leve videre som slaver af maskinerne, illustreret ved at caféens tilfangetagne - betydeligt færre end i filmversionen - beordres at fylde benzin på lastbilerne, hvis de vil overleve. Det samme sker sådan set i filmen, men her går de straks til benzinstanderne uden at tænke over det umoralske i at leve, mens andre må lide. Benzinpåfyldningen vises oven i købet som en tempofyldt, humoristisk montage, mens det i novellen beskrives, hvordan hovedpersonen bliver skubbet fra den ene tømte stander til den anden, syg og dårlig af benzindampene og med vabler på hænderne. Lastbilerne er ligeglade; det enkelte menneske kan ofres, for der vil hele tiden komme nye slaver til verden. Det er ægte, rendyrket Stephen King-gru, men det kommer overhovedet ikke til udtryk i 'Maximum Overdrive'.

Hvem vil ha' ketchup til sin morgenmad?!

Det er ikke svært at se novellens projekt med at belyse menneskets afhængighed overfor maskiner, som hele tiden kræver påfyldning af benzin eller genopladning af strøm. Vi er slaver af vore egne skabninger! Men dette bliver altså ikke på samme måde overført til filmen. Og når nu Stephen King alligevel har presset flere personer ind på caféen, havde det også været oplagt at undersøge, hvad der sker med os, når vi tvinges til at være sammen på begrænset plads. Men heller ikke dette formår filmen. Det der minder mest om en reel insider-trussel er caféens sadistiske ejer Bubba Hendershot - spillet af en i øvrigt veloplagt Pat Hingle - men han bliver hurtigt trynet af sine ansatte, da de indser verden alligevel er af lave. Desuden viser han sig senere som et aktiv ved at have kælderen fuld af våben. Kort sagt: det er svært at se filmens berettigelse udover den umiddelbare underholdningsværdi. Og efter det første kvarter er det oven i købet så som så med den. En af filmens første scener er en herlig massakre på en sportsplads, hvor en colaautomat skyder dåser i hovedet på børn, som kvæstede vælter om i græsset og bliver fladmast under en tromler. Den slags scener er der et par stykker af i filmen, men ikke nok til at holde den kørende udelukkende på det.

Det er altid noget, de fandt hinanden!

Stephen King har i øvrigt truffet nogle bemærkelsesværdige valg. I stedet for at lade lastbilernes levendegørelse stå uforklaret hen som i novellen, forklares fænomenet med at Jorden passerer gennem en komets bane, hvorfor himlen også bliver mere og mere slimagtig lysegrøn i løbet af filmen. Det bliver historien jo ikke mindre åndssvag af! Desuden undergraver det fuldstændigt temaet om menneskets slaveritilværelse, da Jorden nødvendigvis må slippe ud af kometens bane igen og everything will go back to normal. Til gengæld underbygger det den platte humor, som er et andet kontroversielt tiltag og sikkert endnu et led i at gøre filmen mere spiselig for det yngre publikum. Faktum er i hvert fald, at der blev lavet et par klip i the gory stuff for at komme ned på den R-rating, som tillader teenagere i biografen. Måske har Stephen King og produceren Dino De Laurentis gået efter en 'Creepshow'-stemning ved at blande den sorte humor med det makabre, men det lykkes altså på ingen måde, og når humoren fungerer bedst, er den ufrivillig. Selv AC/DCs lækre soundtrack kommer i konteksten til at lyde som intronummeret til en Chevy Chase-film. Retfærdigvis skal det siges, at dette er året før Sam Raimi på forbilledlig vis blandede plat & splat i 'Evil Dead 2' (i øvrigt også under ledelse af Dino De Laurentis), så horror/komedie-hydbriden har altså endnu været under udvikling.

"Hvad med at finde en på din egen størrelse?!"

Selvom 'Maximum Overdrive' ikke er nogen særlig god film, er jeg blevet ved at vende tilbage til den for nostalgien. Jeg har vel set den 10 gange i løbet af de sidste par år, men efterhånden er der altså mere guilty end pleasure over den. Forhåbentlig kan jeg med denne anmeldelse slutte mit forhold til Stephen Kings lille makværk og komme videre. Filmen i sig selv får én stjerne, mens den anden gives for de mange gode stunder, jeg trods alt har haft med den… hvor jeg ikke så den!

Score: