Anmeldelse: Deadly Friend.

Årgang: 1986.
Tagline: "Some people are better off dead."
Instruktør: Wes Craven.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64" Plasma.
Udgiver: Warner.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Nightmare on Elm Street' (1984), 'Scream' (1996).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Paul er en klog dreng. Han er så klog, at han og hans mor er flyttet til en ny by, så Paul kan gå på et teknisk universitet til trods for, at hans alder kun kvalificerer ham til high school. Han er så klog, at han har bygget sin egen robot ved navn BB, der ved hjælp af kunstig intelligens kun bliver klogere og klogere. Med andre ord - Paul er en MEGET klog dreng. Paul møder ret hurtigt avisbuddet Tom og nabodatteren Samantha. Sidstnævnte har en alkoholisk og voldelig far, hvilket medfører Samanthas alt for tidlige død. Som sagt er Paul en klog dreng, så han genopliver sin kønne nabo med computerchips og kunstig intelligens, men noget er galt fat med Samantha. Helt galt!

I 1984 brød Wes Craven igennem lydmuren med 'A Nightmare on Elm Street'. Direktionsgangen hos Warner var begejstrede, for Elm Street havde bevist, at der igen var lys forude for teenflicks med gyserelementer. I perioden efter Freddy Kruger eksploderede romantiske teenflicks for alvor og Wes Craven påtog sig opgaven med at filmatisere Diana Henstells roman Friend, der var en dyster og mørk kærlighedshistorie. Filmen blev screenet for de høje herrer hos Warner samt en flok Craven fans og de var alle enige - 'Deadly Friend' manglede gys og blod. Craven blev sendt tilbage med ordren om at fikse 'Deadly Friend', så han "opgraderede" filmen til den udgave, der ramte biograferne i 1986 og min plasmaskærm seksogtyve år senere.

Denne her chip fra en VHS kan sagtens køre en robot. Sagtens!

Det faktum at der er gået seksogtyve år er et springende punkt for 'Deadly Friend'. Jeg så filmen første gang i 1987, da jeg havde flere bumser i ansigtet end jeg havde smag. Jeg huskede filmen som spændende, medrivende og uhyggelig. Jeg huskede Kristy Swanson som en genoplivet Samantha, der virkelig var uhyggelig. Jeg huskede robotten BB som livagtig og sjov. Jeg har ejet den på dvd af flere omgange, men fik aldrig set den, men havde alle intentioner om at nyde den igen, når det rigtige tidspunkt indfandt sig. Det gjorde det med min ansættelse her på siden, men men men.... det er jo ikke den samme film! 

Lille skat! Vågn lige op! Far vil tale med dig!

Jeg har desværre aldrig set den originale film, som Craven fik skrottet af Warner, men når jeg ser 'Deadly Friend' i dag tænker jeg, at Craven nærmest bevidst lavede en dynge affald af kopierede temaer, plots, storylines og personer. Jeg nægter at tro på, at forlægget for filmen har været så pibende ringe en historie, som denne film er endt med at blive, men lad os starte fra en ende af. Robotten BBs teknik og formåen er direkte pinligt forklaret. Man har fuldkommen droppet enhver tanke om, at opfinde fine ord eller forklaringer på BBs eksistens. I stedet åbner Paul for robotten og viser en rækker ledninger og en chip - for så er den ged ligesom barberet! Forholdet mellem Paul og Samantha er bygget op, som en slags usagt spirende romantik, der med Tom som tredje hjul er så banalt udført, at man næsten ikke tror sine egne øjne. En scene med de tre unge og robotten BB, der spiller basketball er så frygtelig, at man har svært ved at holde masken. Intet geni uden en knallertbande, der driller og provokerer den kloge dreng. I bedste Karate Kid-stil bliver lederen af banden udstillet som seriøs bad guy, men hvor Daniel-san måtte lade næverne tale, lader Wes Craven robotten BB tale, true og forulempe de farlige fyre på knallerter. Der bliver lagt op til mere af den slags, men det udebliver gudskelov indtil slutningen af filmen.  

Jo jo, jeg er skam en robot. Se bare mine fingre!

Gyserscenerne er taget fra skraldespanden på 'Elm Street', hvor de bedste scener foregår i drømme. Det er pinligt, frustrerende og irriterende på en gang, for os der har været turen nede af Elmegade kender jo godt stilen, så uhyggen er så langt fra uhyggelig at scenerne er ligegyldige. Det skal Craven dog ikke lastes for, for det er tydeligt at netop disse scener blev skrevet ind i filmen ved omskrivningen. Jeg tænker at instruktør og studie i skøn forening forestillede sig, at 'Deadly Friend' skulle ende som en 'St. Elmos Fire' møder 'Bride of Frankenstein'. Der er lette forsøg på socialrealisme og ungdommens problematikker, men det er mildest talt druknet i moralske korstog. Ingen Wes Craven uden moralske opstød og 'Deadly Friend' er ingen undtagelse. Med Tom som det nervøse sidekick, der bliver brugt som moralsk kompas for rigtig og forkert igennem hele filmen - er der hele tiden en løftet pegefinger fra instruktøren mod sit unge publikum. Lad ikke din alkoholiske far tyrannisere dig! Du må ikke drille andre mennesker! Lad ikke teknikken forføre dig og du skal respektere livet og døden. Sådan Wes! Så fik du lige sat de unge firsertosser på plads!

Bedstemor med slaw' i.

Slutningen af filmen er muligvis den dårligste slutning jeg nogensinde har set. Jeg kunne skrive en hel masse om hvor dum, intetsigende og konstrueret den er, men jeg vælger at konstatere følgende: Hvis du ikke har slukket før slutscenen, så har du selv fortjent den. Så hvad fungerer i 'Deadly Friend' anno 2012? Jeg er glad for at du spørger, for der er da dele af filmen, der fungerer glimrende. Wes Craven ER en dygtig instruktør, når han ikke bliver tøsefornærmet over filmselskabernes magt. Han har i hvert fald instrueret en del af skuespillerne til pæne præstationer. Samanthas sindssyge far er uhyggelig, klam og meget velspillet af Richard Marcus. Kristy Swanson i rollen som Samantha er god som undertrykt teenager - indtil hun bliver genoplivet og skal spille robot i en makeup, der ville gøre Daryl Hannah i Blade Runner misundelig. Den altid fantastiske Anne Ramsey er rigtig god som den sindssyge genbo, der med jagtgevær og paranoia skræmmer nabolagets børn og unge. Til gengæld er hovedrollen Paul spillet ganske forfærdeligt af Matthew Labyorteaux, der mest er kendt for sin rolle som Albert Ingalls i 'Det lille hus på prærien', men ikke engang en kærlig krammer fra Charles Ingalls kan redde den pinlige præstation af hovedrollen.  

Jo jo, jeg er helt død. Se bare omkring mine øjne!

Så sluttede jeg alligevel af med noget negativt, men filmen har heller ikke fortjent bedre. 'Deadly Friend' er ikke dårlig på den kitschede måde. Det er ikke en b-film med charme, men derimod noget af det værste jeg har set fra Wes Cravens hånd. Summa summarum må være, at der må have været bedre stoffer i Coca Colaen i 1986, for i 2012 er læskedrikken gået helt flad.

Score: