Anmeldelse: The Raven.

Årgang: 2012.
Tagline: “The only one who can stop a serial killer is the man who inspired him.”
Instruktør: James McTeigue.
Runtime: 110 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: ‘The Pit and the Pendulum’ (1961), ‘The Raven’ (1963), ‘The Death of Poe’ (2006)

The Raven er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Vi befinder os i 1800-tallets USA, nærmere bestemt byen Baltimore, Maryland. Her arbejder politiet på en mordsag, som i detaljer minder umiskendeligt om en af Edgar Allan Poes makabre historier. Selv har den drikfældige og halvfattige forfatter Poe umiddelbart ingen intentioner om at hjælpe ordensmagten med deres opklaring, men hans interesse vokser, da flere kopi-mord dukker op. Og da Poes forlovede bliver bortført under et maskebal, næsten præcis som i en af hans egne historier, er det ikke længere bare personligt. Nu er det... meget... personligt?!

Instruktøren bag ‘The Raven’, James McTeigue, blev lynhurtigt berømt og berygtet, da han i 2006 debuterede med tegneseriefilmatiseringen ‘V for Vendetta’ (2006). Forfatteren til forlægget, den uforlignelige Alan Moore, ytrede prompte, at han intet ville have med filmen at gøre. Så skuffet var han blevet over filmatiseringerne af ‘From Hell’ (2001) og ‘The League of Extraordinary Gentlemen’ (2003), at han end ikke ønskede kreditering. Det til trods klarede ‘V for Vendetta’ sig godt ved billetlugerne, og fik ganske mange stjerner kastet efter sig. Og meget apropos blev James McTeigues næste film den ultra-voldelige ‘Ninja Assassin’ (2009) - eller scenen-fra-Kill-Bill-hvor-Lucy-Liu-halshugger-en-mand: the Movie. Den blev ingen kæmpesucces, men nåede da lige akkurat at snige sig (som en ninja) op på et overskud. Både ‘V for Vendetta’ og ‘Ninja Assassin’ var produceret af søskendeparret Andy og Lana Wachowski, som McTeigue tidligere havde hjulpet på Matrix-trilogien. Det var takket være dem, McTeigue fik en højere rangering i Hollywood og gik fra at være assistant director til selv at sidde i instruktørstolen. ‘The Raven’ er James McTeigues tredje spillefilm og hans første forsøg på at arbejde uafhængigt af far- og mor-Wachowskis beskyttende vinger.

“Når pendulet standser, vil du falde i en dyyyb søvn!”

‘The Raven’ følger trop i en række af periode-actionfilm, som har ramt biograferne de seneste år. Guy Ritchies ‘Sherlock Holmes’ (2009) startede balladen, og siden har blandt andre Paul W. S. Anderson og Timur Bekmambetov fulgt trop med ‘The Three Musketeers’ (2011) og ‘Abraham Lincoln: Vampire Hunter’ (2012). Filmene hiver den barske, beskidte fortid frem og shiner den op med moderne skønhedsidealer og mekaniske anordninger, som er vor tid værdig. I ‘The Raven’ har de haft det relativt nemt med den sidste del, da Edgar Allan Poes historier allerede indeholder denne form for mekanik. Morderen inspireres eksempelvis af Poes ‘The Pit and the Pendulum’, og den maskine kunne lige så godt have været en af Jigsaws konstruktioner. Til gengæld har filmen givet sig selv ekstra udfordringer med at få karaktererne til at leve op til det moderne skønhedsideal ved at caste John Cusack i hovedrollen(!) Man mener åbenbart at have klaret opgaven ved at klæde ham ud som Nicolas Cage...

Endnu en ‘Kill Bill’-reference?!

Jeg var ret spændt på at se ‘The Raven’! Før i tiden var jeg stor fan af ‘V for Vendetta’, men for hvert gensyn er den kommet til at betyde mindre og mindre for mig. Som research til denne anmeldelse så jeg ‘Ninja Assasin’ med store forventninger, som desværre slet ikke blev indfriet. ‘The Raven’ befinder sig et sted imellem disse to. Jeg kan godt ærgre mig over, at James McTeigue, som tydeligvis har nogle visuelle kvaliteter, ikke tør/får lov at give den mere gas. Han kan ikke på samme måde som Wachowski’erne kombinere den højpandede historie med den tankeløse action, og jeg tror, han bliver hæmmet af en for kompleks historie, som han ikke magter at komme ordentligt ud i hjørnerne af. Efter min mening skal han fokusere meget mere på at finde en simpel historie med masser af muligheder på den visuelle side, men det er lettere sagt end gjort, for budgetterne på James McTeigues film er stødt dalende. ‘The Raven’ har han lavet for blot 26 millioner dollars, og periodefilm er oven i købet dyre at producere. De tre eksempler fra forrige afsnit havde budgetter tre og fire gange højere.

Note til kostumedesigneren: lidt mindre Nicolas Cage næste gang!

Der bliver bragt nogle interessante temaer op i ‘The Raven’ omkring hvordan vi mennesker finder inspiration i fiktionen og sommetider den voldelige af slagsen. Det har og vil altid være et aktuelt emne - se bare på hvordan nutidens voldelige computerspil fører til den ene massakre efter den anden(?!...ironi kan forekomme). Desværre bliver disse temaer overhovedet ikke fulgt til dørs, fordi filmen har alt for travlt med at referere overfladisk til Edgar Allan Poes forfatterskab og skabe et i øvrigt ligegydigt mysterie omkring morderens identitet. Jeg tror, historien kunne være mere interessant med en anden, måske ukendt forfatter som centrum, men det havde selvfølgelig ikke givet mulighed for intertekstuelle referencer og 1800-tals-torturporno. Men når nu man alligevel har sat gang i dette projekt med at få 1800-tals-kendisserne til at vende sig i deres grave, hvorfor sørger man så ikke for at give Edgar Allan Poe en ordentlig rundtur ligesom Arthur Conan Doyle og Abraham Lincoln har fået. Det ville nok også have været mere i Poes ånd, trods alt! ‘The Raven’ er tilsyneladende blevet sammenlignet med ‘Seven’ (1995) og ‘Sherlock Holmes’, men jeg vil hellere sammenligne den med en dårlig Saw-film efter eget valg og ‘The Da Vinci Code’ (2006).

Score:

Anmeldelse: Assault on Precinct 13 (1976).

Årgang: 1976.
Tagline: "With evil, size doesn't matter."
Instruktør: John Carpenter.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Rio Bravo' (1959), 'The Exterminator' (1980), 'Assault on Precinct 13' (2005).

Assault on Precinct 13 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

 

Politiet i L.A. slår hårdt ned på storbyens bander. Banderne svarer igen ved at angribe politistationen Precinct 13, der snart skal lukkes og derfor ikke er fuldt bemandet. Politimænd og indsatte må arbejde sammen for ikke at blive rendt over ende af de talrige og svært bevæbnede bandemedlemmer.

John Carpenter har altid haft et blødt punkt for western-genren, og i 'Assault on Precinct 13' lægger han da heller ikke skjul på, at filmen er en homage til en af hans absolutte favoritter, 'Rio Bravo' fra 1959, med blandt andet John Wayne på rollelisten. Andre tegn på instruktørens kærlighed til det støvede, vilde vest er f.eks karakteren Snake Plisken ('Escape from New York' (som også bød på Lee Van Cleef) og 'Escape from L.A'), der var Carpenter's futuristiske mash-up af Clint Eastwood's forskellige spaghetti-roller som f.eks Blondie i 'The Good, the Bad and the Ugly' og 'Vampires' (1998) der smager lidt af samme setup som i western-klassikeren 'The Magnificent Seven'. For et års tid siden gik der også rygter om, at han endelig var begyndt arbejdet på en ægte western. Projektet gik (og går måske stadig) under navnet 'Gothic Western'. Carpenter er tidligere blevet spurgt hvorfor han aldrig har lavet en rigtig western-film, og hans svar lyder at han ikke kan overskue at rengøre sine støvler for hestepære...Jeg er nok ikke den eneste der drømmer om at Carpenter (hestemøg eller ej) alligevel kaster sig ud i et ægte western-eventyr, inden tiden løber fra ham.

Hævngerrige indianere anno 1976.

I 'Assault on Precinct 13' er alle western-konvationerne helt på plads. Også selvom vi befinder os i et urban miljø, hvor hestene er udskiftet med tunge amerikaner-slæder og de evigt rullende tumbleweeds er udskiftet med gamle dæk og brændende olietønder. Vi har den vilde og onde bande af "indianere" på den ene side, helten - en ærke god og regelret sherif på den anden side, i selskab med et par damer - den ene med ben i næsen og fremragende færdigheder med seksløberen, den anden i en typiske "damsel in distress-rolle". De får selskab af et par lyssky banditter, der på deres vej til San Quentin State Prison's deathrow må gøre stop på den nedlagte politistation. De må alle arbejde sammen for at bekæmpe fjendens utallige og nådesløse angreb, da  fængslet kommer under uventet belejring. En anden lille sjov western-detalje er også, at bandens kamikaze-strategi, når det kommer til angreb, og ikke mindst deres krigs- og æres-ritualer, har mange ligheder med den måde vi har set indianerne portrætteret i utallige western-film. Man kan heller ikke lade være med at sende en kærlig tanke til George A. Romero 'Night of the Living Dead' (1968) når man ser banden cirkulere om vores heltes barrikaderede "last stand", og slet ikke da voldsmændene prøver at bryde ind, de kommer nemlig i bølger, uden hensyn til eget liv eller lemmer. Det eneste der mangler er vel at de snerrer  "braaaaaains", og vi ville have en zombie-film foran os. Carpenter får da også aflivet i alt 59 individer (mange af dem er hans medstuderende) i løbet af filmens 91 minutter.

Antihelten Napoleon Wilson der konstant prøver at tiltuske sig en smøg. Et kip med hatten til Howard Hawk's westerns.

Filmen er uden tvivl en af Carpenter's bedste og det er ret utroligt for 'Assault on Precinct 13' var hans kun anden spillefilm og kom to år efter 'Dark Star' (1974), som han lavede sammen med en hvis Dan O'Bannon. Carpenter var altså kun 28 år da 'Assault on Precinct 13' udkom! Dette er bare med til at gøre 'Assault on Precinct 13' endnu mere imponerende, for filmen er super flot skudt (på kun 20 dage?!) og hvert frame stinker af hårdkogt 70'er action-film. Både de dramatiske scener og action sekvenserne er eksekveret med præcision ned til mindste detalje, i vanlig Carpenter stil. At en hvalp i slutningen af 20'erne kunne begå en så perfekt film er jo nærmest snyd, og det er ikke for sjov at folk som Quentin Tarantino og Martin Scorsese har den på deres liste over de 100 bedste film nogensinde.

Laurie Zimmer er cool i rollen som gun-toting kontormus. Desværre blev rollen en af Zimmer's sidste da hun trak sig fra skuespillertjansen 3 år senere.

Et andet kapitel er filmens musik, og her tænkes især dens main-theme. Som på mange af sine andre film, er det Carpenter selv der har komponeret dette. Temaet til 'Assault on Precinct 13' er knap så kendt som f.eks hans tema til 'The Thing' eller ikoniske 'Halloween', men det er mindst lige så godt. Som altid er det drevet af en let genkendelig dyb synthesizer-lyd og har en foruroligende og uhyggelig tone. Lytter man godt efter kan man også høre at temaet læner sig tæt op af Led Zeppelin's vikingeepos 'Immigrant Song'. Hvis man interesserer sig for den slags, så er opsamlingsalbummet 'The Essential John Carpenter' et rigtig godt sted at begynde.

Og det samme er Darwin Joston i rollen som den rygetrængende Napoleon Wilson. En rolle der måske skulle have givet Joston en fribillet til Hollywood's bonnede gulve - desværre skete det aldrig for Joston.

Hvis det er gået nogle næses forbi, så er 'Assault on Precinct 13' stilsikker og hæsblæsende belejrings-action når det er bedst. Vi har nogle interessante og spændende karakterer at følge, alt i mens krudt og kugler flyver om ørerne, både på dem og på os. Stor tak til Another World Entertainment for at give os et re-release af denne film, og så ovenikøbet på blu-ray! Hvis I spørger mig, så er udgivelse et must have. Surround-lyden er skarp og realistisk, dialogen går rent igennem og billedet er klart og tydeligt - lige på nær et par enkelte scener i filmens start. Menuen er cool og så kommer udgivelse også med noget virkelig lækkert artwork på coveret. Af en eller anden besynderlig grund har John Carpenter aldrig opnået den helt store stjernestatus i den amerikanske filmindustri, og man kan da heller lade være med at gøre sig tanker om at havde der f.eks stået Martin Scorsese i toppen af plakaten på 'Assault on Precinct 13', så havde filmen nydt et meget større eftermæle i filmhistorien. Det er en synd og skam, for filmen er en tungt bevæbnet klassiker der (som så mange andre film af John Carpenter) fortjener en langt højere status i Hollywood's filmkanon end hvad tilfældet er. Lock n' Load!

Score:

Film-samlingen: "You backwoods, perverted piece of shit!"

Der er lidt ro på filmindkøbene for tiden og det skyldes at en god del af "hobby-budgettet" er gået til et lille spil ved navn 'XCOM: Enemy Unknown' og den nyligt udgivede blu-ray samling 'Indiana Jones: The Complete Adventures'. Lidt genre-film er det dog blevet til den sidste måned, og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for. På blå front har vi Troma's 'Mother's Day' som ENDELIG har fået den udgivelse filmen rent faktisk fortjener. Det er Anchor Bay der står bag og filmen kommer med et helt fantastisk nyrestaureret billede-transfer. Det siger måske ikke så meget, men det er faktisk en af Troma's bedste og mest helstøbte film. Ind er også kommet 'The Blood Trilogy' som indeholder Herschell Gordon Lewis tre genre-skabende film 'Blood Feast', 'Two Thousand Maniacs' og 'Color Me Blood Red'. Begge blu-ray udgivelser er købt til virkelig fornuftige priser hos diabolikdvd.com. Jeg har droppet at vente på HD-udgaver af samurai exploitation-filmene 'Hanzo The Razor' og i stedet nappet 'Sword Of Justice', 'The Snare' og 'Who's Got The Gold' på DVD. Filmene kommer i en lækker box med ligeså lækker booklet. 'Ms. 45' (som vi tidligere har anmeldt her) og 'Driller Killer' røg i nettet under dette års Blodig Weekend filmfestival i København. Den glemte 80ér backwoods-slasher 'Just Before Dawn' er  endelig også kommet hjem og det samme er seriemorder-thrilleren 'Shades', med en altid seværdig Mickey Rourke. En anden film jeg ser meget frem til at smække i afspilleren er Pete Walker's 'Frightmare' (1974). Sidst men ikke mindst har jeg endelig fået set 'Amityville II: The Possession' fra 1982. En film der faktisk er mere djævelsk, uhyggelig og opfindsom end den første film i franchisen.

Tilbud: Halloween-udsalg hos play.com

Play.com har netop skudt deres store Halloween-udsalg i gang og de har rigtig mange spændende sager på hylderne. Både Film, spil memorablia, bøger og meget mere. Tjek det ud via linket her.

Anmeldelse: Deadly Friend.

Årgang: 1986.
Tagline: "Some people are better off dead."
Instruktør: Wes Craven.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64" Plasma.
Udgiver: Warner.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Nightmare on Elm Street' (1984), 'Scream' (1996).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Paul er en klog dreng. Han er så klog, at han og hans mor er flyttet til en ny by, så Paul kan gå på et teknisk universitet til trods for, at hans alder kun kvalificerer ham til high school. Han er så klog, at han har bygget sin egen robot ved navn BB, der ved hjælp af kunstig intelligens kun bliver klogere og klogere. Med andre ord - Paul er en MEGET klog dreng. Paul møder ret hurtigt avisbuddet Tom og nabodatteren Samantha. Sidstnævnte har en alkoholisk og voldelig far, hvilket medfører Samanthas alt for tidlige død. Som sagt er Paul en klog dreng, så han genopliver sin kønne nabo med computerchips og kunstig intelligens, men noget er galt fat med Samantha. Helt galt!

I 1984 brød Wes Craven igennem lydmuren med 'A Nightmare on Elm Street'. Direktionsgangen hos Warner var begejstrede, for Elm Street havde bevist, at der igen var lys forude for teenflicks med gyserelementer. I perioden efter Freddy Kruger eksploderede romantiske teenflicks for alvor og Wes Craven påtog sig opgaven med at filmatisere Diana Henstells roman Friend, der var en dyster og mørk kærlighedshistorie. Filmen blev screenet for de høje herrer hos Warner samt en flok Craven fans og de var alle enige - 'Deadly Friend' manglede gys og blod. Craven blev sendt tilbage med ordren om at fikse 'Deadly Friend', så han "opgraderede" filmen til den udgave, der ramte biograferne i 1986 og min plasmaskærm seksogtyve år senere.

Denne her chip fra en VHS kan sagtens køre en robot. Sagtens!

Det faktum at der er gået seksogtyve år er et springende punkt for 'Deadly Friend'. Jeg så filmen første gang i 1987, da jeg havde flere bumser i ansigtet end jeg havde smag. Jeg huskede filmen som spændende, medrivende og uhyggelig. Jeg huskede Kristy Swanson som en genoplivet Samantha, der virkelig var uhyggelig. Jeg huskede robotten BB som livagtig og sjov. Jeg har ejet den på dvd af flere omgange, men fik aldrig set den, men havde alle intentioner om at nyde den igen, når det rigtige tidspunkt indfandt sig. Det gjorde det med min ansættelse her på siden, men men men.... det er jo ikke den samme film! 

Lille skat! Vågn lige op! Far vil tale med dig!

Jeg har desværre aldrig set den originale film, som Craven fik skrottet af Warner, men når jeg ser 'Deadly Friend' i dag tænker jeg, at Craven nærmest bevidst lavede en dynge affald af kopierede temaer, plots, storylines og personer. Jeg nægter at tro på, at forlægget for filmen har været så pibende ringe en historie, som denne film er endt med at blive, men lad os starte fra en ende af. Robotten BBs teknik og formåen er direkte pinligt forklaret. Man har fuldkommen droppet enhver tanke om, at opfinde fine ord eller forklaringer på BBs eksistens. I stedet åbner Paul for robotten og viser en rækker ledninger og en chip - for så er den ged ligesom barberet! Forholdet mellem Paul og Samantha er bygget op, som en slags usagt spirende romantik, der med Tom som tredje hjul er så banalt udført, at man næsten ikke tror sine egne øjne. En scene med de tre unge og robotten BB, der spiller basketball er så frygtelig, at man har svært ved at holde masken. Intet geni uden en knallertbande, der driller og provokerer den kloge dreng. I bedste Karate Kid-stil bliver lederen af banden udstillet som seriøs bad guy, men hvor Daniel-san måtte lade næverne tale, lader Wes Craven robotten BB tale, true og forulempe de farlige fyre på knallerter. Der bliver lagt op til mere af den slags, men det udebliver gudskelov indtil slutningen af filmen.  

Jo jo, jeg er skam en robot. Se bare mine fingre!

Gyserscenerne er taget fra skraldespanden på 'Elm Street', hvor de bedste scener foregår i drømme. Det er pinligt, frustrerende og irriterende på en gang, for os der har været turen nede af Elmegade kender jo godt stilen, så uhyggen er så langt fra uhyggelig at scenerne er ligegyldige. Det skal Craven dog ikke lastes for, for det er tydeligt at netop disse scener blev skrevet ind i filmen ved omskrivningen. Jeg tænker at instruktør og studie i skøn forening forestillede sig, at 'Deadly Friend' skulle ende som en 'St. Elmos Fire' møder 'Bride of Frankenstein'. Der er lette forsøg på socialrealisme og ungdommens problematikker, men det er mildest talt druknet i moralske korstog. Ingen Wes Craven uden moralske opstød og 'Deadly Friend' er ingen undtagelse. Med Tom som det nervøse sidekick, der bliver brugt som moralsk kompas for rigtig og forkert igennem hele filmen - er der hele tiden en løftet pegefinger fra instruktøren mod sit unge publikum. Lad ikke din alkoholiske far tyrannisere dig! Du må ikke drille andre mennesker! Lad ikke teknikken forføre dig og du skal respektere livet og døden. Sådan Wes! Så fik du lige sat de unge firsertosser på plads!

Bedstemor med slaw' i.

Slutningen af filmen er muligvis den dårligste slutning jeg nogensinde har set. Jeg kunne skrive en hel masse om hvor dum, intetsigende og konstrueret den er, men jeg vælger at konstatere følgende: Hvis du ikke har slukket før slutscenen, så har du selv fortjent den. Så hvad fungerer i 'Deadly Friend' anno 2012? Jeg er glad for at du spørger, for der er da dele af filmen, der fungerer glimrende. Wes Craven ER en dygtig instruktør, når han ikke bliver tøsefornærmet over filmselskabernes magt. Han har i hvert fald instrueret en del af skuespillerne til pæne præstationer. Samanthas sindssyge far er uhyggelig, klam og meget velspillet af Richard Marcus. Kristy Swanson i rollen som Samantha er god som undertrykt teenager - indtil hun bliver genoplivet og skal spille robot i en makeup, der ville gøre Daryl Hannah i Blade Runner misundelig. Den altid fantastiske Anne Ramsey er rigtig god som den sindssyge genbo, der med jagtgevær og paranoia skræmmer nabolagets børn og unge. Til gengæld er hovedrollen Paul spillet ganske forfærdeligt af Matthew Labyorteaux, der mest er kendt for sin rolle som Albert Ingalls i 'Det lille hus på prærien', men ikke engang en kærlig krammer fra Charles Ingalls kan redde den pinlige præstation af hovedrollen.  

Jo jo, jeg er helt død. Se bare omkring mine øjne!

Så sluttede jeg alligevel af med noget negativt, men filmen har heller ikke fortjent bedre. 'Deadly Friend' er ikke dårlig på den kitschede måde. Det er ikke en b-film med charme, men derimod noget af det værste jeg har set fra Wes Cravens hånd. Summa summarum må være, at der må have været bedre stoffer i Coca Colaen i 1986, for i 2012 er læskedrikken gået helt flad.

Score:

Filmsamlingen: "It's alive, it's alive, IT'S ALIVE!"

A blast from the past! Så landede 'Universal Classic Monsters Collection: Limited Edition Coffin'. Boksen indeholder de 8 klassiske monster-film fra Universal, selvfølgelig blu-ray og heldigvis region free. Ikke nok med det, man får også over 12 timers bonusmateriale. Jeg har tidligere omtalt udgivelsen og du kan få et komplet overblik over ekstramaterialet her. Filmene tæller 'Dracula' (1931), 'Frankenstein' (1931), 'The Mummy' (1932), 'The Invisible Man' (1933), 'The Bride of Frankenstein' (1935), 'The Wolf Man' (1941), 'The Phantom of the Opera' (1943), 'The Creature from the Black Lagoon' (1954).