Anmeldelse: Vanishing on 7th Street (2010).

Vanishing on 7th Street (2010).
Tagline: "Fear lives in the dark"
Set d.05/07-11 
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 92 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Twilight Zone Where Is Everybody?' (1959 ), 'The Quiet Earth' (1985), 'The Langoliers' (1995).

Vanishing on 7th Street er venligst stillet til rådighed af SF Film. 

Anmeldt af Allan Sørensen.

En uforklarlig strømafbrydelse lægger Detroit hen i fuldstændig mørke, og da solen står op, er der kun få mennesker tilbage – omgivet af bunker af forladt tøj, tomme biler og lange skygger. En lille håndfuld mennesker, der ikke kender hinanden på forhånd, har overlevet natten og finder hver især vej til en ramponeret bar, der med sin benzindrevne generator og et forråd af mad og drikke, er det sidste tilflugtssted i en forladt by. Da dagslyset begynder at forsvinde, og hviskende skygger omringer de overlevende, finder de hurtigt ud af, at fjenden er selve mørket, og kun de få tilbageblevne lyskilder garanterer deres sikkerhed. Efterhånden som tiden begynder at rinde ud for dem, kommer mørket tættere og tættere på.

'Vanishing on 7th Street' er den seneste film fra instruktøren Brad Anderson og han er ikke helt ukendt for opmærksomme horror-fans. For ti år siden stod han nemlig bag den, i min bog, meget uhyggelige og vellykkede lille indie-gyser 'Session 9' (med den meget opfindsomme danske titel 'Dødens Hospital'). I 2004 kom Anderson så med den David Lynch'ske pseudo-gyser 'The Machinist' - med en meget lille, men til gengæld meget storspillende Christian Bale i hovedrollen. Man skulle mene at instruktøren efterhånden var moden til sit helt store gennembrud, og det er måske også derfor at hans seneste film er blevet hypet en hel del. Men lad mig bare afsløre med det samme, det bliver desværre ikke med 'Vanishing on 7th Street' at det evige stjernefrø stiger i Hollywood hierarkiet.

Mon ikke Hayden Christensen savner sit trofaste lyssværd.

I Anderson's nyeste film kaster han sig over en af menneskets grundlæggende kilder til frygt, mørket. De lange skygger jager og opsluger mennesker på må og få. Ideen er rigtig god og lægger op til nogle gedigne jump scares og en masse "katten efter musen" scenarier. Igen af disse muligheder bliver dog udnyttet og filmens største fejl er, at folkene bag har valgt at skrue meget mere op for drama-knappen, end de har valgt at hive i horror-håndtaget. Og det er en skam, for filmens grund ide er forholdsvis original og har masser af potentiale. Det er alt for få gange at mørket manifesterer sig i ondskabsfulde skygger, der pludselig angriber ud af det kulsorte ingenting. I stedet bliver vi budt på ligegyldig snakken og langtrukkent flæberi. Man kunne så håbe på nogle interessante og velspillede karakterer til at hjælpe en igennem talkshowet - desværre bliver det ikke ved andet end håbet. De er nemlig hverken særlig spændende eller udførte. Vores gruppe af overlevende bliver spillet af Hayden Christensen, Thandie Newton, John Leguizamo og Jacob Latimore. Darth Vader flødebollen Hayden Christensen prøver at give en intens og mørk skildring af en samvittighedsplaget og desperat mand ved navn Luke (men jeg troede at han var hans far?!), det munder mest ud i tåkrummende overspil. Det samme gør sig gældende for Thandie Newton, som i rollen som en mor der har mistet sit barn, er komplet ulidelig at se og høre på. John Leguizamo har gjort en karriere ud af overspil, så ham behøver vi ikke at snakke om. Det er bemærkelsesværdigt at det er den 14-årige debutant Jacob Latimore, der giver den bedste performance. Han spiller helt fint rollen som knægten James, der forgæves venter på at hans mor skal komme hjem fra kirken.

Når skyggerne viser sig fra sin mørke side er 'Vanishing on 7th Street' ganske underholdende.

Den tekniske del af filmen fejler ikke noget. Bevares, vi er da i den helt store CGI-mølle, men de snigende og opslugende skygger er fint udført og billederne fejler intet. Filmens soundtrack er tilgengæld værd at fremhæve. Vores overlevende strander på et værtshus, med en af de dejligste jukeboxes fanget på film. Det strømmer ud af den med fuldfed og varm 70'er soul, og det giver dommedagen et fint baggrundstæppe at udfolde sig på. Resten af lydbilledet er heller ikke helt dumt skruet sammen. På et fornuftigt surround sound anlæg kan man sagtens fornemme at mørket cirkler rundt om vores lille gruppe af overlevende - med sin insisterende hvisken prøver den at lokke dem over på skyggesiden.

Luke vågner til en forladt verden, desværre var der ingen der vækkede manuskriptforfatterne.

Det hele er desværre for tyndt og for kedeligt. Filmen tager sig tid til at forsøge at opbygge sine karakterer, men på trods af dette ender vi stadig med de to-dimensionelle stereotyper som vi har set så mange gange før. De gange instruktøren lægger op til at filmens horror-elementer skal til at folde sig ud, trækker han besynderligt nok i nødbremsen. Det bliver meget frustrerende og ender med at ødelægge en rigtig fin idé, en idé som kunne have været grobund for en succesfuld horror-film og måske det helt store mainstream gennembrud, instruktøren efterhånden må sukke en smule efter. Hvis du skruer forventningerne lidt ned og måske ikke har set helt så mange horror-film som undertegnede, så vil du måske få mere ud af 'Vanishing on 7th Street' end jeg gjorde. Jeg beklager Mr. Anderson, men der skal altså meget mere til før at jeg bliver nødt til at sove med lyset tændt.

Score: