Tagline: "When the flies start to crawl, so will your flesh..."
DVD.
42" Plasma.
Runtime: 98 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970), 'The Cat 'O Nine Tails' (1971).
42" Plasma.
Runtime: 98 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970), 'The Cat 'O Nine Tails' (1971).
Four Flies on Grey Velvet er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt af Allan Sørensen.
Roberto Tobias (Michael Brandon) er trommeslager i et rock band. Han har bemærket, at en mand har fulgt efter ham de sidste mange dage. I vrede konfronterer han den fremmede i et forladt teater for at finde ud af, hvad han vil. Manden hævder, han ikke ved, hvad Roberto taler om og trækker en springkniv. De to kommer op og slås, og Roberto kommer ved et uheld til at stikke manden, der falder livløst ned i orkestergraven. Som om det ikke var slemt nok, har en person iført en bizar marionetmaske, skjult i den øvre fløj af teateret, taget belastende billeder af Roberto, mens han holder den blodige kniv. Roberto flygter, men den næste dag modtager han den døde mands ID-kort med posten. Det viser sig, at den maskerede person ikke har nogen interesse i at gå til politiet, men i stedet ønsker at drive Roberto sindssyg af frygt og paranoia. Men hvorfor?
Enten hader man Dario Argento eller også så elsker man ham - personligt er jeg stadig ikke helt sikker på hvilken lejr jeg finder mig bedst til rette i. Og valget blev ikke lettere efter at have set Argento's 'Four Flies on Grey Velvet' fra 1971. Den nu 71årige Dario Argento er stadig aktiv den dag i dag og han er i øjeblikket i gang med filme 'Dracula 3D' (Argento i 3D lyder spændende, men jeg forholder mig temmelig skeptisk omkring dette projekt) med hans hårdtprøvede datter Asia Argento og veteranen Rutger Hauer på rollelisten. Vi skal dog en del år tilbage for at finde Argento's stærkeste periode. Den italienske filminstruktør og manuskriptforfatter er nemlig en svær størrelse at blive klog på, for hans film-kanon spænder lige fra ringe og ujævne b-film til sande mesterværker som f.eks 'Deep Red' og 'Suspiria' fra henholdsvis 1975 og 1977.
Argento har flere gange udtalt, at mange af hans ideer til hans helt unikke og virtuose cinematografi og kamara-arbejde, stammer fra hans alt for ægte og alt for livlige mareridt. Argento excellerer nemlig i modige kameravinkler, agressiv men også velovervejet klipning, alt imens der bliver zoomet frem og tilbage på personer, objekter, farver og i denne film også dyr. Alt er det noget der for mange giver minder om et mareridtsagtigt scenario og det er ikke det værste udgangspunkt at have, når man har i sinde at skabe frygt og rædsel i blandt sit publikum. Argento er en mester i at kaste sit publikum ud på gyngende grund fra første minut og derefter formå at holde dem der, resten af filmen. Hans specielle og stilede form gør også, at mange af hans værker kan ses om og om igen - for der er hele tiden nye detaljer og spidsfindigheder der springer seeren i møde. Et gensyn giver også bedre mulighed for at synke ned i det spraglede og kulørte univers, de fleste af hans film udspiller sig i. Dette gælder især en film som 'Suspiria' - den bliver bedre og bedre for hver gang man ser den. Mange af Argento's typiske tricks og virkemidler bliver også brugt flittigt i 'Four Flies on Grey Velvet', men om den bliver bedre og bedre for hvert gensyn skal være usagt - men har jeg svært ved at tro det. Udover Argento's mange mareridtsagtige, men samtidig også meget smukke og helt virtuelle unikke horror-film, er han også kendt for sin kulørte tilgang til den ellers normalt sort/hvide film-noir genre, de såkaldte Giallo-film. 'Four Flies on Grey Velvet' falder i denne kategori - så lad os se om der er grund til at elske eller hade Argento denne gang...
'Four Flies on Grey Velvet' er den tredje og sidste film i Argento's såkaldte "animal trilogy". De to andre film er 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970) og 'The Cat 'O Nine Tails' fra 1971. Ordet "trilogi" skal nu tages med et gran salt, for det eneste de tre film har tilfælles er, at de har referencer til dyr i titlen. Udover dette har de ellers ikke meget at gøre med hinanden da hverken filmenes historie eller karakterer krydser hinanden eller går igen. Filmene har dog visse ligheder. De har f.eks alle musik af mesteren Ennio Morricone, filmtitlerne henviser til vigtige plot-points, kulørt ultravold og sidst men ikke mindst (og nok ikke helt tilsigtet), et helt usandsynligt højt kitsch-niveau. For nok er Argento blevet kaldt "mesterinstruktør" og "den italienske Hitchcock" (noget jeg finder lidt svært at forstå, da de to instruktøres stilarter er vidt forskellige) men han er også berygtet for at gå mere op i sine films visuelle udtryk og stil end i kvaliteten af sine skuespillere, lidt for mange plothuller i sin historie, og hans evne til at instruere hans skuespillere lader også meget at ønske. Dette lider 'Four Flies on Grey Velvet' og dermed også os, filmens publikum, frygteligt under i stort set samtlige 98 minutter af spilletiden.
'Four Flies on Grey Velvet' er (som næsten alle Argento's film) smukt og svimlende skudt i kulørte og charmerede omgivelser. Ennio Morricone's soundtrack er, som altid, yderst kompetent og originalt. Men her begynder vi så desværre allerede at løbe tør for roser til filmen. Vi kommer nemlig ikke uden om, at 'Four Flies on Grey Velvet' er en meget ujævn og temmelig rodet omgang Giallo, uden den livsnødvendige spænding eller opfindsomhed i historien. Læg dertil nogle til tider meget stive og deciderede amatøragtige præstationer fra skuespillerne, og vi ender med en ikke særlig vellykket film. Derudover opnår Argento kun på meget få tidspunkter at skabe den helt rigtige utrygge stemning og atmosfære der kendetegner en vellykket Giallo-film. I 'Four Flies on Grey Velvet' drukner det meste nemlig i besynderlige påfund og ikke mindst i alt for mange malplacerede og kiksede komiske indslag. Og her er nøgleordet "malplacerede", for nogle af de komiske udfald er faktisk ret sjove, men hvad laver de dog i denne film?! Som du allerede kan regne ud er 'Four Flies on Grey Velvet' ikke en god begynder-film hvis man vil kaste sig ud i Argento's univers. Hvis du er nybegynder i Argento, italiensk horror og Giallo så skal du altså IKKE vælge denne film som din jomfru-rejse, for den vil højst sandsynligt skræmme dig langt væk - og det er ikke på den gode måde. Er du nysgerrig på Argento, så vil jeg anbefale at du kaster dig over 'Suspiria', 'Tenebrae' og 'Deep Red'. Er du til gengæld Giallo-veteran og kender du allerede til Argento's film og særheder så er 'Four Flies on Grey Velvet' et kig værd (og du kan roligt ligge et ekstra Pinhead til scoren) for det er bestemt ikke Argento's dårligste film, men det er helt sikkert en af hans mere ujævne bedrifter.
Score:
Roberto Tobias (Michael Brandon) er trommeslager i et rock band. Han har bemærket, at en mand har fulgt efter ham de sidste mange dage. I vrede konfronterer han den fremmede i et forladt teater for at finde ud af, hvad han vil. Manden hævder, han ikke ved, hvad Roberto taler om og trækker en springkniv. De to kommer op og slås, og Roberto kommer ved et uheld til at stikke manden, der falder livløst ned i orkestergraven. Som om det ikke var slemt nok, har en person iført en bizar marionetmaske, skjult i den øvre fløj af teateret, taget belastende billeder af Roberto, mens han holder den blodige kniv. Roberto flygter, men den næste dag modtager han den døde mands ID-kort med posten. Det viser sig, at den maskerede person ikke har nogen interesse i at gå til politiet, men i stedet ønsker at drive Roberto sindssyg af frygt og paranoia. Men hvorfor?
Enten hader man Dario Argento eller også så elsker man ham - personligt er jeg stadig ikke helt sikker på hvilken lejr jeg finder mig bedst til rette i. Og valget blev ikke lettere efter at have set Argento's 'Four Flies on Grey Velvet' fra 1971. Den nu 71årige Dario Argento er stadig aktiv den dag i dag og han er i øjeblikket i gang med filme 'Dracula 3D' (Argento i 3D lyder spændende, men jeg forholder mig temmelig skeptisk omkring dette projekt) med hans hårdtprøvede datter Asia Argento og veteranen Rutger Hauer på rollelisten. Vi skal dog en del år tilbage for at finde Argento's stærkeste periode. Den italienske filminstruktør og manuskriptforfatter er nemlig en svær størrelse at blive klog på, for hans film-kanon spænder lige fra ringe og ujævne b-film til sande mesterværker som f.eks 'Deep Red' og 'Suspiria' fra henholdsvis 1975 og 1977.
 |
| Smukke Francine Racette finder sig fanget i endnu et af Argento's celluloid mareridt. |
 |
| Roberto indser at det er på tide at søge hjælp hos Italiens svar på Chuck Norris, Bud Spencer! |
'Four Flies on Grey Velvet' er den tredje og sidste film i Argento's såkaldte "animal trilogy". De to andre film er 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970) og 'The Cat 'O Nine Tails' fra 1971. Ordet "trilogi" skal nu tages med et gran salt, for det eneste de tre film har tilfælles er, at de har referencer til dyr i titlen. Udover dette har de ellers ikke meget at gøre med hinanden da hverken filmenes historie eller karakterer krydser hinanden eller går igen. Filmene har dog visse ligheder. De har f.eks alle musik af mesteren Ennio Morricone, filmtitlerne henviser til vigtige plot-points, kulørt ultravold og sidst men ikke mindst (og nok ikke helt tilsigtet), et helt usandsynligt højt kitsch-niveau. For nok er Argento blevet kaldt "mesterinstruktør" og "den italienske Hitchcock" (noget jeg finder lidt svært at forstå, da de to instruktøres stilarter er vidt forskellige) men han er også berygtet for at gå mere op i sine films visuelle udtryk og stil end i kvaliteten af sine skuespillere, lidt for mange plothuller i sin historie, og hans evne til at instruere hans skuespillere lader også meget at ønske. Dette lider 'Four Flies on Grey Velvet' og dermed også os, filmens publikum, frygteligt under i stort set samtlige 98 minutter af spilletiden.
 |
| Foruroligende dukker og dukkemasker er typisk Argento. |
'Four Flies on Grey Velvet' er (som næsten alle Argento's film) smukt og svimlende skudt i kulørte og charmerede omgivelser. Ennio Morricone's soundtrack er, som altid, yderst kompetent og originalt. Men her begynder vi så desværre allerede at løbe tør for roser til filmen. Vi kommer nemlig ikke uden om, at 'Four Flies on Grey Velvet' er en meget ujævn og temmelig rodet omgang Giallo, uden den livsnødvendige spænding eller opfindsomhed i historien. Læg dertil nogle til tider meget stive og deciderede amatøragtige præstationer fra skuespillerne, og vi ender med en ikke særlig vellykket film. Derudover opnår Argento kun på meget få tidspunkter at skabe den helt rigtige utrygge stemning og atmosfære der kendetegner en vellykket Giallo-film. I 'Four Flies on Grey Velvet' drukner det meste nemlig i besynderlige påfund og ikke mindst i alt for mange malplacerede og kiksede komiske indslag. Og her er nøgleordet "malplacerede", for nogle af de komiske udfald er faktisk ret sjove, men hvad laver de dog i denne film?! Som du allerede kan regne ud er 'Four Flies on Grey Velvet' ikke en god begynder-film hvis man vil kaste sig ud i Argento's univers. Hvis du er nybegynder i Argento, italiensk horror og Giallo så skal du altså IKKE vælge denne film som din jomfru-rejse, for den vil højst sandsynligt skræmme dig langt væk - og det er ikke på den gode måde. Er du nysgerrig på Argento, så vil jeg anbefale at du kaster dig over 'Suspiria', 'Tenebrae' og 'Deep Red'. Er du til gengæld Giallo-veteran og kender du allerede til Argento's film og særheder så er 'Four Flies on Grey Velvet' et kig værd (og du kan roligt ligge et ekstra Pinhead til scoren) for det er bestemt ikke Argento's dårligste film, men det er helt sikkert en af hans mere ujævne bedrifter.
Score:
Som sædvanlig en solid anmeldelse. Jeg bliver nu nok nødt til at tjekke filmen ud alligevel. Specielt nu hvor man kan sørge for at skrue forventningerne lidt ned, og have de rette "briller" på til lejligheden.
SvarSletTak og gør endelig det, for filmen er ikke kedelig - bare besynderlig og som sagt meget ujævn.
SvarSletJeg er noget mere begejstret for filmen. Bl.a. er den svingende intro cool og sammenfletningen af drøm og virkelighed virkelig smukt og skræmmende iscenesat - og uden at afsløre noget, så er finalen fænomenal. Well, og så disker Argento også op med et af de smukkeste ("rutsjebane")-mord...
SvarSlet- Jo vist, et par af de 'komiske' indslag falder en smule ved siden af - men bl.a. er den fimsede detektiv et herligt bekendtskab.
Men ja, ikke umiddelbart det bedste sted at starte, hvis man er ny med Argento - BTW, det er sgu en laber 'The Beyond'-plakat du har fået fat på Peter :)
Ja, du har helt ret. Der er en del gode scener og privatdetektiven er helt sikkert også den bedste karakter i hele filmen. Introen er fed (med Deep Purple-lyden) og slutningen er også cool i super-slow. Men jeg havde gættet hele whodunnit setupet alt, alt for tidligt og det holder jo ikke i denne type film.
SvarSlet@Bjarke:
SvarSletTakker :D
Størrelsen gør bare at det vil koste en formue at få den indrammet, hah.