Anmeldelse: Wild Beasts.

Årgang: 1984.
Tagline: “Gennem årtier har vi ødelagt naturen... Nu skal regningen betales.”
Instruktør: Franco E. Prosperi.
Runtime: 88 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Mondo Cane' (1962), 'Tentacles' (1977), 'Killer Crocodile' (1989).

Wild Beasts (under titlen 'Rovdyrenes Nat') er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En øko-katastrofe truer en europæisk storby, da vandforsyningen bliver forurenet af det narkotiske stof PCP. Stoffet bevirker, at dyrene i byens zoologiske have får hallucinationer og bliver aggressive. Snart skaber tusindvis af blodtørstige dyr panik i byens gader, og myndighederne må forgæves kæmpe for at holde situationen under kontrol. Rovdyrenes nat kan begynde..!

Før de italienske kannibalfilm, var det et andet emne, der fangede de italienske exploitation filmskaberes interesse. Inden instruktør Franco Prosperi nåede til fiktionsfilm som 'Wild Beasts', var han med til at skabe en bevægelse af exploitation dokumentarfilm, som nu blot går under navnet Mondo film. Sammen med Gualtiero Jacopetti skabte Prosperi i 1962 filmen 'Mondo Cane', der, som udgangspunkt, kaldes en dokumentarfilm, men til tider har enten opstillede eller stærkt manipulerede scener inkluderet. Pointen var næsten selvsagt at chokere vestlige publikummer med nogle autentisk synende ubehagelige fra andre kulturer, hvad der velsagtens også er årsagen til, at Mondo-filmene siges at have inspireret de senere kannibalfilm som 'Cannibal Holocaust' (1980), som også både sigter efter et autentisk/dokumentarisk udseende og i øvrigt også har overtaget 'Mondo Cane's komponist: Riz Ortolani. Yderligere 4 Mondo film blev det til for Prosperi og Jacopetti inden de med 1975s 'Mondo Candido', som fik påklistret ordet mondo af studiet, der ville tjene på duoens tidligere succes'er, lavede deres første fiktionsfilm: En filmatisering af Voltaires bog 'Candide'. Filmen er i øvrigt ikke voldsomt omtalt men bliver i en brugeranmeldelse på IMDb kaldt en: "Typisk italiensk ulækker og sexet 70er komedie." For at vende tilbage til udgangspunktet og den film, vi egentlig skal beskæftige os med her, er 'Wild Beasts' et meget naturligt næste skridt for Prosperi set i forhold til Mondo-filmene, fordi filmen fortsat beskæftiger sig med dyr, og hvilke grimme ting de kan gøre ved mennesker, hvilket også lader til at have været et tema i Mondo filmene. Gualtiero Jacopetti, som døde i 2011, afsluttede sin instruktørmæssige karriere med den tidligere omtalte 'Mondo Candide', mens Prosperi altså lige nåede at få lavet 'Wild Beasts', inden han afsluttede sit arbejde med mediet.

Hovedpersonen i filmen er med nød og næppe ikke Tom Savini, selvom hans enorme overskæg til forveksling kunne ligne make-up mesterens!

I modsætning til 'Tentacles' (1977), som både var stemningsforladt og på alle måder klodset, er der i 'Wild Beasts' nogle vellykkede momenter. Dermed ikke sagt at filmen ikke har massevis af de klodsede, ufrivilligt morsomme replikker og det kluntede skuespil, som man kunne forvente af en film af denne type. Det forekommer meget naturligt at starte med det positive, da filmen selv også indledes på en ret positiv tone, helt bogstaveligt. Daniele Patucchi herligt 80erprægede soundtrack kombineres med billeder af den mørke storby, som faktisk skaber gode forventninger til filmens indhold. Derefter tager det ikke filmen længe at komme i gang med at få kastet nøgenhed og falsk blod i ansigtet på seerne, hvilket ligeledes er meget underholdende. Det bliver straks en smule mere kluntet, når vi skal til at have forklaret omstændighederne omkring dyrenes særprægede opførsel. Film som 'Zombi 2' (1979) er måske nok ikke mesterlig i dens levering af forklarende dialog, men det sløver ikke filmen, fordi det leveres samtidig med, at der sker andre ting. Franco Prosperis film kan ikke på samme måde multitaske, og hver gang, der skal leveres dialog, der er væsentlig for det ellers ret simple plot, ryger filmen ned i gear. Det er et ret alvorligt problem for en film, der det meste af tiden udmærket virker til at være klar over, at det er mennesker, der aflives af dyr, den profilerer sig på og ikke plot.

"You know what elephants are? Elephants! Not lice!

Undertiden når vi ud af den smule forklaring, der er, og filmen, der som nævnt allerede fra start har mord inkluderet, kommer herefter til at føles som en lidt for lang slasherfilm. Der er trods alt en grænse for, hvor længe det bliver ved at være underholdende at betragte dyr dræbe mennesker, uanset hvor store dyrene så i øvrigt er. Medgives skal det, at der undervejs er en del morsomme dialoger, som er så bøvede, at det er svært ikke at more sig. Særligt er det tilfældet, når karaktererne støder på elefanter og af flere gange udtrykker deres overraskelse over de store dyr. Ikke desto mindre bliver det en smule langt at sidde igennem filmens længste flade, som hurtigt kommer til at savne lidt variation. Det gør filmens slutning dog en smule op for, og selvom jeg langt fra er blandt de horrorfans, der altid finder børn skræmmende på film, synes jeg filmen gør et ret fint stykke arbejde med at skabe en sælsom stemning omkring de sidste, sære minutter af filmen. I øvrigt skal Properis film roses for at være tidligt ude med at understrege, at den har en miljøpolitisk symbolsk overtone (ikke at det er noget, der for alvor påvirker oplevelsen), og derudover synes jeg rent faktisk, at den er ret fint sat sammen på den tekniske side. Ikke at det er Dario Argentos visuelle niveau, der opnås her, men der er massere af liv og kreativitet på billedsiden. Guglielmo Mancoris billedside har en vis stil, som bestemt er oplivende, og selvom det til tider er nemt at gennemskue, hvornår der er tale om levende dyr i optagelserne, og hvornår der ikke er, gøres der tydeligvis en indsats for at skabe noget ubehagelighed.

De udstoppede dyr er overraskende nok mere skræmmende end de levende!

Udover at filmens titel er svær at fremsige uden at tænke på den bombadistiske måde, som trailer voiceovers plejede at blive leveret på, er 'Wild Beasts' er nogenlunde underholdende film et stykke ad vejen. Den bliver en smule repetitiv undervejs, og både de dialogtunge dele såvel som de mere splatteragtige momenter bliver mere og mere fjollede, jo længere man når hen i filmen. Er man glad for genren, og kan man tolerere eller grine af nogle fjollede replikker, er filmen alligevel værd at bruge sin tid på. Men virkelig god, det er den ikke.

Score:

Anmeldelse: Killer Crocodile.

Årgang: 1989.
Tagline: “Flænsede lig, afrevne lemmer - et krokodille-blodbad!”
Instruktør: Fabrizio De Angelis.
Runtime: 88 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Mondo Cane' (1962), 'Tentacles' (1977), 'Wild Beasts' (1984).

Killer Crocodile er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En gruppe miljøforkæmpere ankommer til en tropisk ø. Deres mål er at sætte en stopper for dumpning af affald fra en lokal virksomhed. Men det radioaktive affald har skabt et frygteligt monster: En gigantisk krokodille med en umættelig sult efter menneskekød! Alt imens lokale kræfter forsøger at stille sig i vejen for, at rygtet omkring monstret spredes, må de forsvarsløse aktivister kæmpe en hektisk kamp på liv og død i det grønne tropehelvede..!

Vi har været der før. ‘Jaws’ (1975) gjorde i så markant grad indtryk på monsterdyrsfilm, at mange af disse blev deciderede efterabninger af Spielbergs mesterværk. Naturligvis med den undtagelse, at man sjældent gav meget for de subtile ting, der egentlig var, hvad der gjorde Spielbergs film så fremragende. Hvorfor bruge tid på at holde monsteret skjult, når publikum hungrer efter at se de enorme dyr i aktion? Fabrizio De Angelis film går i langt højere grad ud fra devisen “more is more”, end den mere tilbageholdende version, som forbilledet bød på. De Angelis er mest kendt for sin rolle som producer på en lang række af Lucio Fulcis film inklusiv ‘Zombi 2’ (1979) og ‘The Beyond’ (1981). Siden 1983 har han slået sine folder som instruktør, ofte under pseudonymet Larry Ludman, hvilket han også benytter sig af i forbindelse med denne film. Både som instruktør og producent har De Angelis været inaktiv siden 1996 - han er i dag 72. ‘Killer Crocodile’ er skudt samtidig med sin fortsættelse ‘Killer Crocodile II’ fra 1990, som blev instrueret af Giannetto De Rossi, som udfærdigede manuskriptet sammen med De Angelis.

Forsøget på at nuppe åbningssekvensen fra 'Jaws' går ikke gnidningsfrit!

Det krævede ikke den store indsigt at gennemskue, hvilke elementer ‘Tentacles (1977) stjal fra sine forbilleder, og i ‘Killer Crocodile’ bliver lighedspunkterne til ‘Jaws’ endnu tydeligere. Ikke alene gøres der et grundigt forsøg på at genskabe ikoniske momenter, som åbningssekvensen, billederne set fra monstrets vinkel og ikke mindst den bidske og mindeværdige karakter Quint, som Robert Shaw portrætterede i 1975. Ennio Girolami, der er krediteret som Thomas Moore her, påtager sig rollen som Joe, der er meget tydeligt nappet fra Spielbergs film. Naturligvis er han taget til ekstremer her og er endnu mere markant, hvilket er symptomatisk for denne type film, hvor der unægteligt er smurt tykkere på. Dét er på én og samme tid filmens styrke og svaghed, for på den ene side er det ganske morsomt, at karaktererne er så overdrevne og at krokodillen ikke gemmes væk men vises frem i al sin papmache-hæder. På den anden side gør det sig ikke for en oprigtigt god oplevelse. Der er ingen egentligt uhyggelige segmenter, hvorimod der er masser af klodsetheder, som det kan være svært ikke at more sig over. Mens effekter ikke er alting, er de en fyldig del af denne film, og når krokodillen ikke fungerer, bliver de øvrige elementer meget hurtigt mere fjollede end skræmmende.

"I think I saw something!"

Den kunstige fornemmelse, der til tider betegnes som camp eller kitsch, kan af og til være en del af charmen ved film som denne. Der er da heller ingen tvivl om, at det er meget sjovt at se de kluntede actionsekvenser, hvor krokodillen eksempelvis vælter en del af en badebro, hvilket bringer en lille pige i fare, da hun er kommet til at hænge ud over den nu skråvinklede bro. I stedet for blot at hive hende op, vælger hendes første redningsmand at hænge sig ved siden af hende, hvilket ikke gavner meget, og den næste ryger ulykkeligvis gennem broen med sit ene ben; Først da en tredje (vores hovedperson) kommer til og får fat i et reb, kan den lille pige reddes. Det er til filmens fordel, at den ikke tager sig selv for alvorligt. Den forsøger ikke rigtig at give indtryk af at være andet end en creature feature beregnet til at blive set under løse rammer af genrefans. Dialogerne er kejtede, skuespillet er stift, og forsøget på at vikle atomkraft ind i historien er forceret. Heldigvis går ‘Killer Crocodile’ ikke samme vej som Ovidio G. Assonitis’ ‘Tentacles’, men gør i stedet en smule spas ud af at vores hovedpersoner tilfældigvis er miljøbevidste. Filmens klimaks gøres en smule mere morsomt af, at opgøret mellem menneske og dyr på sin vis er en smule modvilligt fra menneskets side.

"Dine livløse pupiller kunne tyde på dårlig ernæring!"

Der er reelt ikke særlig meget gore i filmen og blodudgydelserne er meget klodset udført, når de optræder. Hvorvidt man skal se filmen, kommer an på, hvor glad man er for film om monsterdyr der slår ihjel. Filmen er meget sløv i nogle øjeblikke, og oprigtig underholdt var jeg ikke af filmen. Det vil med andre ord kræve en vis distance til filmen eller det rigtige hold venner at finde humor i oplevelsen. Uhygge tror jeg, det er de færreste, der vil finde. Filmens kvaliteter er ikke omfangsrige, og da det først og fremmest er filmen på egne præmisser, der bedømmes, kan den ikke lande så højt. Med det sagt synes jeg ikke, at filmen er værdiløs, idet der er grundlag for god kejtet underholdning, hvis man er i humør til en film, der ikke kræver for stort engagement.

Score:

Anmeldelse: Lips of Blood.

Årgang: 1975.
Instruktør: Jean Rollin.
Runtime: 88 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 37” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Addiction' (1995), 'Nosferatu' (1922).

Lips of Blood er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment. 

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Under en fest får Frederick (Jean-Lou Philippe) øje på et fotografi af et gammelt slot, som pludseligt vækker fortrængte erindringer hos ham. Han mindes, hvordan han som ung dreng blev inviteret indenfor på slottet af en utrolig smuk kvinde (Annie Belle) og fik lov til at overnatte der. Det går op for Frederick, at kvinden stadig huserer i ham, og sandheden om hendes eksistens og den ondskab, der lurer bag hendes smukke ydre, drager ham ind i en verden af sex, vold og forføreriske vampyrer.

Jean Rollin har både under eget navn og under pseudonymer som J. A. Laser, Robert Xavier og Michel Gentil været en ganske produktiv instruktør siden sin begyndelse i slut ‘50erne. Lige under de halvtreds spillefilm nåede det at blive til i genrer, der strakte sig fra horror over fantasy og action til pornofilm før instruktørens død i 2010. Vampyrfilm lader til at have haft en særlig plads i Rollins hjerte, og selvom hans film deles i mange forskellige kasser, er vampyrer noget, der igen og igen dukker op hos filmskaberen. At Rollin gang på gang vendte tilbage til de blodsugende væsner, kan meget vel finde sin begrundelse i det simple faktum, at det er her, han har samlet de største roser. Fans af genren betragter, ifølge AWEs baggrundsnotits omkring instruktøren, Rollin som værende “den absolut bedste til at skildre vampyrmyten”. Det er ikke forsigtighed, der hæmmer instruktøren, der ikke holder igen med hverken blod, sex eller den romantik, som i disse dage misforstås på højt budget af folkene bag de rædsomt stive ‘Twilight’ film. Rollins film kan snildt opfattes som værende en form for antitese til nyere forfattere som Stephenie Meyers fortolkninger af vampyrmyten. Ikke før Meyer fik kløerne i dem, havde de bidske monstre været behandlet så kedsommeligt og haft et så selvretfærdigt og forstokket forhold til seksualitet. Film som ‘Lips of Blood’ repræsenterer meget fint en instruktør, der har gjort sit til at vise vampyrer som dyriske væsner, som dog ikke er totalt berøvet for menneskelige følelser.

Moving in for the kill!

Jean Rollins film er fortalt meget stilfærdigt og i et tempo, der utvivlsomt har smidt nogen seere af i tidens løb. Er man villig til at hænge på, er filmen en meget smuk fortælling, der bærer præg af en instruktør, der er en mere ambitiøs historiefortæller, end hans budgetter har kunnet følge med til. Dermed ikke sagt, at filmen er mislykkedes, men når det kommer til gore og øjeblikke med action, er det svært for folkene bag filmen at være overbevisende. Med det sagt føles det som om, at det har været historien, der har interesseret instruktøren mest, og den eneste grund til, at de øvrige momenter bliver et problem, er, at de bliver trukket en smule ud, hvilket formentlig skyldes, at man gerne har villet nå spillefilmslængde. Kunne filmen have sparet en smule på sine forsøgte storslåede øjeblikke og i stedet have udnyttet den dunkle stemning, som den ret effektivt får opbygget i andre dele af filmen, noget mere, ville den overordnede fornemmelse af filmoplevelsen have været en smule bedre. Om disse problemer skyldes budgettet og periodens begrænsninger, eller om de skyldes et manuskript, der har været for tyndbenet og derfor har måttet udvides i voldsøjeblikkene, vides ikke, men sidstnævnte føles sommetider ganske sandsynligt.

Fornemmelsen af mystik og af, at noget er skjult i skyggerne, er en af filmens forcer!

Det er nu ellers ikke fordi, der er noget galt med veleksekverede blodsudgydelser i vampyrfilm, men hvor Rollin brillerer i at sætte sine vampyrer op og skabe en fin uhygge omkring dem, halter det mere med aflivningen af deres ofre. Med det sagt er den stemning, der trods alt bibeholdes et pænt stykke af vejen et stort plus, og hvad der ydermere tilføjer positivt til filmen, er den grundlæggende kærlighedshistorie, som måske nok er en smule aparte, men som på sin vis er meget smuk. Historien om en ung dreng, der forelsker sig med al barnets naivitet og umiddelbarhed, for at miste denne kvinde indtil mange år senere, hvor han starter med at søge efter hende, er ganske godt fortalt. Dialogen vil af nogle blive beskrevet som “meget fransk” eller måske ligefrem prætentiøs, men personligt fandt jeg de højtragende ord ret velfungerende indenfor de rammer, filmen selv sætter op. Endvidere må jeg sige, at filmens slutning for mig sad lige i øjet, og måden filmens romantiske plot bragtes til en ende, var overraskende og ret flot.

'Lips of Blood' er et eksempel på, hvordan romantik på velfungerende vis kan flettes sammen med bidske vampyrer, der ikke glimter i solen!

Selvom Rollin og hans hold ikke altid er i stand til at lave gudeskønne beskæringer, er der momenter i ‘Lips of Blood’, der har visuel validitet og pondus. Derudover er den grundlæggende historie interessant, og det lykkedes hist og her at skabe en sælsom stemning, som er svær ikke at sætte pris på. Derudover er det dejligt at springe tilbage i tiden og se en vampyrfilm med noget reelt mørke, nogle imperfekte men nærværende præstationer og frem for alt nogle vampyrer, der kan være lige så ubehagelige, som de kan være forførende.

Score:

Anmeldelse: The Addiction.

Årgang: 1995
Tagline: “The dark is their sunlight. What makes them different is what keeps them alive."
Instruktør: Abel Ferrara.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: DVD-Danmark.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Lips of Blood' (1975), 'Interview with the Vampire: The Vampire Chronicles' (1994), 'Nosferatu, eine Symphonie des Grauens' (1922)

Anmeldt af Mark S. Svensson

Kathleen Conklin (Lili Taylor) er i gang med sin doktorafhandling på et universitet i New York. Som så mange andre mennesker føler hun sig frastødt af vold men også lidt pirret: Så pirret, at hun forsker i, hvorvidt ondskab er medfødt eller ej. En aften da Kathleen spadserer i Manhattans pulserende gadeliv, får hun pludselig følgeskab af en ung smuk kvinde. Inden hun får set sig om, bliver hun hevet ind i en gyde og overfaldet. Senere, da hun er kommet sig over chokket, opdager hun mærker efter et tandsæt på halsen. Mærker, der ligner et vampyrbid. En ubeskrivelig trang fylder hende. En umættelig tørst efter fisk eller menneskeblod. Ondskab er altså ikke altid medfødt?

Egentlig behøver jeg bare at nævne 'Bad Lieutenant' (1992), og snart vil mange kunne nikke genkendende til instruktør Abel Ferrara, der også er manden bag film som 'Ms. 45', som oprindeligt var filmen, der vandt ham opmærksomhed, efter filmen modtog fine anmeldelser. Den amerikanske instruktør har en forkærlighed for billige men dunkle fortællinger, der ofte involverer temaer som tro og tilgivelse. Det er ikke anderledes med 'The Addiction', som endvidere har en typisk Ferrara hovedkarakter, der under sit fornuftige ydre gemmer på noget voldeligt og grimt. Filmen blev skudt på blot 20 dage og vandt alligevel en flot mængde priser og var blandt andet nomineret til guldbjørnen ved 1995s Internationale filmfestival i Berlin. Alt sammen til trods for at instruktøren oprindeligt fandt idéen om at lave en vampyrfilm stupid og kun blev overtalt, da hans samarbejdspartner og manuskriptforfatter Nicholas St. John begyndte at argumentere for idéen. Måske det netop er resultatet af instruktørens modvilje over for idéen at lave en vampyrfilm, der har ført til, at 'The Addiction' er blevet en så unik en af slagsen.

"My indifference is not the concern here - it's your astonishment that needs studying."

Jeg ved ikke, om man egentlig kan tale om en "normal" vampyrfilm, men for de fleste genre og særligt subgenrer er der ofte nogle parametre, der overholdes. Med vampyrer og andre monstre tager man sig tit friheder ved at ændre mytologien omkring bæsterne en smule eller give deres udseende et twist mod enten det mere erotiske eller dyriske. Hvis der er en standard indenfor vampyrfilm, er det sikkert og vist, at 'The Addiction' ikke kan listes blandt de film, der følger denne. Abel Ferraras film er en realistisk, filosofisk og nedtonet grum oplevelse. Lili Taylors sælsomme præstation i hovedrollen er i fokus, mens vampyrelementet i langt højere grad bliver et billede på afhængighed som sådan. Med det sagt er hvert enkelt af filmens brutale overfald mere ubehagelige end mange film, når at blive i deres fulde spilletid. En stor del af årsagen hertil er den autentiske stemning, der er over filmens univers mikset med de pinefuldt markerede lydeffekter, som er meget fremtrædende. Hver en slurk, der drives fra ofrenes blodårer, høres, og det er svært ikke at græmme sig ved fornemmelsen af det enorme behov, der tilfredsstilles hos vampyrerne. Det er ikke sexet eller glamourøst teatralsk, det er bare ubehageligt. For delvist at bruge filmens egen analogi, er det næsten som at se en alkoholiker indtage en slurk vodka, velvidende at det kunne være hans sidste, og at det under alle omstændigheder bringer ham et skridt tættere på døden.

Christopher Walken har spillet mange særprægede roller, og denne er ingen undtagelse!

Afhængighedens begyndelse i 'The Addiction', er depression. Filmens overordnede mørke skyldes for en stor dels vedkommende Lili Taylors hovedkarakter, der grundet sit filosofistudie, synker længere og længere ned i overvejelser, der overvælder hende. Hendes afhængighed i filmen gøres blot værre af det faktum, at hun er helt bevidst om sin ulyksalige situation. Hun er vidende om, at for hvert offer hun finder, bevæger hun sig et skridt nærmere en sjælelig afgrund. Hun er koldt beregnende og analyserende samtidig med, at hendes afhængighed kontrollerer hende i sådan en grad, at hun er i dens vold. Det er fascinerende at se Lili Taylor jonglere dyb depression, intellekt og kvindelighed. De sensuelle over- eller undertoner, som mange vampyrfilm er i besiddelse af, er i høj grad erstattet med blodsudgydelser og en vis udpensling af det ubehagelige i de gerninger, som vampyrerne udfører. Enkelte øjeblikke af nænsomhed blandes ind med råheden, hvilket meget fint er eksemplificeret i Christopher Walkens karakter, som forsøger at leve et normalt liv som vampyr. Han ønsker at falde i et med almindelige mennesker og forsøger at lære Conklin om at holde igen. Til trods for en ekstremt kort produktionsperiode og simple virkemidler i forhold til de mere voldelige indslag, har filmens sort/hvide billeder en evne til langsomt at sænke tilskueren ned i sit univers og med et miks af velovervejede kompositioner og mere håndholdte momenter, er filmens overordnede udtryk både autentisk og stilsikkert.

"We drink to escape the fact we're alcoholics. Existence is the search for relief from our habit, and our habit is the only relief we can find."

Egentlig realisme kan man selvsagt ikke udråbe Abel Ferraras vampyrfilm til at være, men måden, den udfolder sig på, får er et originalt og autentisk synende take på, hvad en vampyr er. Filmen er samtidig ekstremt stiliseret med de sort/hvide billeder, de ekstreme lydeffekter og den filosofiske dialog. Det kunne snildt have været rodet, men er det ikke, hvilket blot beviser Ferraras værd som instruktør og filmhåndværker. 'The Addiction' er et værk, der på en gang er enormt i omfang og kompakt i umiddelbar størrelse, hvilket resulterer i en oplevelse, der er følelsesmæssigt overvældende og tigger om at blive taget til overvejelse og ikke mindst husket.

Score:

Anmeldelse: The Last Dragon.

Årgang: 1985.
Tagline: "He's a martial arts master who refuses to fight. He's a Bruce Lee fan who's so sure he's Oriental that he eats popcorn with chopsticks. his friends think he's too serious. His family thinks he's crazy. His enemies think he's no challenges. But she knows he's THE LAST DRAGON."
Instruktør: Michael Schultz
Runtime: 109 minutter.
Medie: Netflix HD.
Set på: 64" Plasma.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Enter The Dragon' (1973), 'Beat Street' (1984).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Leroy Green er en ægte kampsportsnørd. Han lever, ånder og tænker kun på sin kampsport. Han bliver trænet af en ældre asiatisk herre (fnis!), som giver ham en umulig udfordring (dobbelt-fnis!). Han skal opnå den ypperste grad af sine færdigheder - også kaldet The Glow! Leroy bliver sendt ud i byen for at finde sandheden om the Glow, men ryger i stedet i kløerne på en kung-fu mester, der har megalomaniske (mit eget ord) tendenser. Et andet sted i byen er den populære VJ og sangerinde Laura Charles kommet i klemme, da en sindssyg pladeselskabsmand vil gøre alt i sin magt, for at få Laura til at spille en musikvideo, som han har produceret for sin kæreste. Leroy redder Laura Charles og snart spiller Laura, kung-fu mesteren og pladeselskabsmanden en vigtig rolle i Leroys higen efter den ultimative kampsportstilstand.... The Glow!

Hvis man ikke oplevede The Last Dragon, da den ramte biograferne tilbage i 1985 og ikke mindst hylderne i videobutikkerne, så har man måske nok brug for en forklaring på hvordan en film baseret på kampsport, popmusik og blaxploitation nogensinde kunne se dagens lys. Forklaringen skal findes hos pladeselskabet Motown. De sorte hitmagere fra Detroit var flyttet til Los Angeles, men de mange hits flyttede ikke med. Man oplevede at hitsingler blev skabt af musikvideoer, special effects og markedsføring og ikke bare på grund af gode sange - en dyd som Motown altid har sat højere end alt det udenom i branchen. Direktøren hos Motown hed dengang Barry Gordy og Barry elskede alt med Bruce Lee. I 1984 blev Karate Kid et kæmpehit og her lagde Barry Gordy to og to sammen. Hvad hvis man skabte en sort Karate Kid med en masse Bruce Lee-referencer, som man pakkede ind i musikvideoagtige elementer? Det kunne kun blive godt!

Mr. Mi-not-so-yagi-san?

Jeg så filmen i 1985 og elskede den. Den havde kampsport, god musik og det hele smagte lidt af Beat Street, The Warriors og Bruce Lee. Den fik flødebollen Ralph Macchio til at ligne en tegneseriefigur og alt i alt var Last Dragon lidt mere crazy og ude af kontrol end Karate Kid. Nu er der i mellemtiden gået syvogtyve år og efter skuffelsen med Wes Cravens Deadly Friend var min forventning til denne film noget mere afbalanceret. Der skulle gudskelov ikke gå mange minutter før jeg igen var fanget af Bruce Leroys eventyr og igen sad og vippede med fødderne til musikken.

Who's bad? Michael Jackson? No way!

Desværre varede gensynsglæden ikke ved. Historien er som sådan fin nok, hvis man kan abstrahere fra, at der er lånt med arme og ben fra andre film. Musikken er som firsermusik nu engang var og dialogen er lige præcis så slap og klichéfyldt, som man måtte forvente af en ungdomsfilm fra firserne. Mit problem anno 2012 er skuespillet. Hovedpersonen er spillet af Taimak (Hvem?), der som Prince ikke har brug for et efternavn. Han har mere tilfælles med his purple highness end det manglende efternavn, for ligesom geniet fra Minneapolis er Taimak fuldkommen blottet for skuespillertalent. For at det ikke skal være løgn, så bliver Taimak flankeret af ingen ringere end Vanity, der inden Last Dragon var bedst kendt fra sin karriere som forsanger i Prince-projektet Vanity 6. Vanity spiller rollen som Laura Charles og her bliver det tydeligt, hvorfor Vanity blev dumpet til indspilningen af Purple Rain. Hun formår at overspille den simple rolle med en helt utrolig mangel på timing, talent og forståelse for faget. Hun ligner oftest en statist i en musikvideo, der ikke helt er blevet instrueret og derfor bare spiller tilfældigt med på hvad de andre skuespillere laver. Bedst som man tror, at det umuligt kan blive værre - dukker Christopher Murnay op som den sindssyge pladeselskabsmand. Han er en katastrofe i samtlige scener og man tænker at instruktøren egentlig bare har givet op og tænkt, at filmen alligevel ikke stod til at redde. Hvis det var tilfældet, så er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Seriøst! Jeg aner ikke, hvad jeg laver i denne her film!

Der er dog et lyspunkt og det er stort. Hele idéen med en sort kung-fu master (spillet af Julius Curry) der med sin bande af bad guys udfordrer alt og alle til slåskampe er helt genial. Alene navnet Sho'Nuff - The Black Shogun of Harlem er ren blaxploitation-guld. Sho'Nuff løfter hele affæren og skaber en vanvittig stemning i de dele af filmen han deltager i. Hvor resten af filmen ellers er blottet for interessant dialog, er dialogen til Sho'Nuff fuldkommen over-the-top genial og som blaxploitationfan klapper man i sine hænder, hver gang manden åbner munden. Han er som trukket ud af en tidsmaskine fra halvfjerdserne og selv om hans posse mest ligner et aerobic-hold fra en Mad Max film, så trækker Sho'Nuff op i den samlede vurdering. Han er så knap så dygtig i kampscenerne, hvor man pludselig som publikum forstår, hvorfor man brugte Taimak som den sorte Bruce Lee. Det er muligvis ikke den smukkeste koreografi, men det er atletisk og sjovt bygget op - og scenerne med kampe er absolut bedre end scenerne med dialog.

Use the force, Luke... ehhh... the Glow, Leroy!

Alt i alt er The Last Dragon stadig underholdende omend man måske nok vil give filmen en stjerne eller to mere, hvis man enten var ung i firserne eller elskede filmen, da den stadig var aktuel i biograferne. Det er muligvis en af de blaxploitationfilm, der med tydelighed viser hvorfor genren døde ud i firserne, for heltedyrkelsen af den sorte underdog virkede bare ikke så godt i en tid, hvor blandt andet Eddie Murphy gjorde rent bord i Hollywood. Det skal Last Dragon dog ikke lastes for, så jeg ender lidt over middel for en film, der nok skal trække firsernostalgien frem i de fleste.

Score:

Anmeldelse: Galaxina.

Årgang: 1980.
Tagline: "In the 31st Century Man finally created a machine... with feeling!"
Instruktør: William Sachs.
Runtime: 95 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Barbarella: Queen of the Galaxy' (1986), ‘The Creature Wasn’t Nice’ (1983), 'Spaceballs' (1987).

Galaxina er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Besætningen på politi-rumskibet Infinity har fået en særlig opgave. De skal rejse til planeten Altar One og få fat i den Blå Stjerne, før den falder i de forkerte rumvæsenhænder. Der er blot en hage ved opgaven; Altar One ligger 27 lysår fra Infinitys position, så det er bare med at få sat stikket til kryo-boksene i kontakten og så ellers drømme sødt om al den herlige overtidsbetaling der venter forude. Ét besætningsmedlem behøver dog ikke gå i hi; Galaxina er en androide som skal styre skibet mod Altar One. Hun er formet som en menneskekvinde, efter alle kunstens regler - men mens hun er alene på skansen udvikler hun stærke følelser... for sergent Thor, det heldige rum-asen!

Jeg har en udtalt passion for spoof-filmen! Derfor blev jeg da også lidt ekstra varm om hjertet, da det gik op for mig, at ‘Galaxina’ dybest set var netop det; en spoof på den science fiction-genre, som i slutningen af 70’erne for alvor havde vundet anerkendelse. Den første Star Wars-film og Ridley Scotts ‘Alien’ er begge fra denne periode, ligesom ‘Star Trek’ blev genoplivet med sin første spillefilm. Disse er tre overikoniske franchises, som skriger på parodier! Og selvom skriget ikke kan høres i rummet blev det alligevel besvaret med blandt andet Zucker/Abraham/Zuckers ‘Airplane!’ (1980) og ‘The Creature Wasn’t Nice’ aka ‘Naked Space’ (1983) begge med spoofmeisteren Leslie Nielsen samt selvfølgelig Mel Brooks' ‘Spaceballs’ (1987)... og så altså 'Galaxina'! Den gode spoof-film skal i mine øjne finde en gylden middelvej mellem den velfungerende historie og den sketchbaserede komik. Dette er (var) ZAZ og Mel Brooks mestre i, men jeg synes egentlig også ‘Galaxina’ formår at hive den hjem. Den er ikke nær så præcis i sine komiske optrin, men omvendt giver den heller ikke ved dørene som nyere tids frygteligt leflende "Movies" fra helvedes-duo'en Friedberg & Seltzer.

Hvorfor sker den slags aldrig for mig?!

Ligesom ‘Star Wars’ foregår ‘Galaxina’ på et tidspunkt, så langt ude i fremtiden, at langt det meste af universet er blevet afsøgt og koloniseret. Nye planeter er blevet opdaget og de mange forskellige arter af aliens er emigreret ud i alle yderkanter af det ydre rum og bor nu på kryds og tværs. ‘Galaxina’ er fyldt med sjove masker og heldragter, og særligt én scene på en prostitutionsasteroide er helt fantastisk. Inden de skal på deres 27 år lange rejse, får mandskabet på Infinity et døgns orlov med fri udnyttelse af universets fineste spacehookers. Og her er altså tale om aliens i alle mulige afskygninger... det eneste generelle man kan sige er, at dem med den smukkeste krop også er dem med det grimmeste fjæs. Heldigvis har man også 1000 år ude i fremtiden papirsposer at gemme ansigtet bag. Der er altså virkelig nogle sjove og overraskende veludførte udklædninger - dog er de noget statiske og i bedste fald bevæger de bare læberne op og ned.

"Hold godt fast, Galaxina... nej, endnu strammere!"

Hvad 'Galaxina' ikke har i sammenhængende historie har den i sin unikke visuelle stil. Rumskibet Infinity er tilsyneladende skabt ud fra en total hvid kulisse, som fuldstændig forandrer udseende ved hjælp af forskellig lyssætning. Det er enkelt, men fandens effektivt! Noget lidt i samme stil blev brugt tilbage i den originale 'Star Trek'-serie, men der var trods alt lidt flere detaljer i selve scenografien. Da Infinity lander på Altar One viser det sig, at lyset på planeten skaber et rødt skær i alt, så selv diamanten, den Blå Stjerne bliver rød. Hele filmen har naturligvis bare fået en rød colorgrading, men jeg synes sgu, det er en fed måde at forklare, at vi nu er havnet på en anden planet. Det bliver desværre ikke brugt til noget i selve historien - man kunne have lavet en forveksling mellem den Blå Stjerne og en anden diamant, som i forvejen var rød, men nej...

Hellere lille og vågen...

'Galaxina' har egentlig to historier, den gerne vil fortælle. For det første en spændingshistorie om et lille rumskib, som må rejse ud at finde den Blå Stjerne og for det andet den rørende historie om en androide, som udvikler menneskelige følelser. Den ene historie bliver så at sige katalysator for den anden, men man kunne måske have ønsket sig en anelse mere fokus på den egentlig ganske interessante historie om Galaxinas forvandling. Det sprænges relativt hurtigt over den tid, hvor hun er alene på skibet, hvilket er en skam og faktisk også en anelse uforståeligt for mig. Filmen har tidligere vist, at den tør lade skuespillerne folde sig ud i længere scener, som egentlig fungerer ganske glimrende. Måske viste det sig bare, at Playboy-modellen Dorothy Stratten ikke var den store skuespiller og derfor ikke kunne bære disse lange soloscener? Men lækker, det er hun fandeme i sin sølvgrå spandex, og det er vel også værd at tage med. 'Galaxina' er måske ikke for alle og enhver (selvom jeg ikke vil udelukke, at alle kan få glæde af den under de rette omstændigheder) men har man kendskab til periodens science fiction-film og er man til kitsch og kult er det næsten garanteret, at man vil synes godt om 'Galaxina'!

Score:

Anmeldelse: Hunger.

Årgang: 2009
Tagline: "How Far Would You Go To Survive?"
Instruktør: Steven Hentges.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64" Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Saw' (2004), 'Alive' (1992).

Hunger er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fem, for hinanden, fremmede mennesker vågner op i en mørk hule. Ingen af dem har nogen erindring om hvad de laver i hulen, hvordan de er kommet dertil eller hvem der har bortført dem. Efter kort tids søgen rundt med megen forvirring tændes der lys i hulen, der viser sig at være en slags kælder langt under jorden. Her opdager de til deres gru, at de er taget til fange af en psykopat, der vil teste deres vilje, mod og ønske om overlevelse. Som dagene går bliver de mere og mere desperate - og mere og mere sultne. Hvor langt vil de gå for at overleve? Hvem knækker først psykisk? Hvem kan stå distancen og holde hovedet koldt?

Scenen er sat. Buffeten er klar. Hvem spiser hvem først? Så koldt og kynisk kan man beskrive Steven Hentges forsøg på en rejse ind i den menneskelige psyke. Filmen dækker sig under tesen "Den menneskelige krop kan kun overleve tredive dage uden mad" efterfulgt af spørgsmålet om, hvad man gør efter de tredive dage. Nu er jeg ikke noget matematisk geni, men hvis man kun kan overleve i tredive dage uden mad - så formoder jeg (igen uden matematisk viden) at man DØR efter de tredive dage. Folkene bag 'Hunger' er åbenbart langt klogere end jeg, for ifølge dem bliver man først på dette tidspunkt til kannibal og er umiddelbart undtagelsen til tesen, som filmen er bygget op på. Det passer så ikke helt, men jeg skal undlade at spoile - selv om det er fristende, når filmen ikke engang selv vil være ærlig overfor sin egen præmis.

"Få os ud af denne skrækkelige film!"

Er filmen så en rejse ind i den menneskelige psyke? NEJ, NEJ og atter NEJ! Vi bevæger os på et spektrum fra psykopater til retarderede, når vi skal snakke bevæggrunde for de handlinger, som filmens hovedpersoner kaster sig ud i. Det er ofte ret meningsløse handlinger, der bliver bakket op af endnu flere meningsløse ord, der udløser tåbelige og (wait for it....) meningsløse reaktioner. Man sidder flere gange i filmen og tænker, at en given person har udtømt alle fornuftige tanker, for at foretage sig præcis det, som de ender med at gøre og sige. Dette er ret hurtigt et irritationsmoment, der vokser sig proportionelt større i takt med, at sulten indfinder sig hos staklerne i det dystre kælderrum. Der er tidspunkter i filmen, hvor man bare håber på, at de alle dør en kort og smertefuld død. Jeg fik tjekket uret og tiden på min afspiller en del gange - og dette til trods for at filmen holder sig under de hundrede minutter (og tak for det).

"Når José dør af sult, så giver jeg en middag for to!"

Skuespillet er overspillet og det hjælper ikke på sympatien for persongalleriet, der aldrig rigtig får en dybde eller karakter, der gør at man føler deres smerte. Man har tilført filmen et pseudoplot baseret på, hvorfor de forskellige personer er endt i kælderen, men det virker mere som fyld end som egentlig historiefortælling. Psykopaten, der følger slagets gang fra sine kameraer, som han strategisk har placeret rundt omkring, bliver aldrig rigtig vammel og ulækker. Han fremstår ikke som særlig intelligent til trods for, at man har fyldt hans kontor med bogreoler fyldt med bøger. Skulle man ønske lidt at grine af under filmen, kan man med fordel sætte skiven på pause, når man er tæt nok på disse bogreoler. Her vil man opdage at titlerne er smidt ind fra et billigt bogudsalg, som var det bøger i en bogreol fra IKEA. Det er ufrivilligt morsomt, når de nu er placeret for at få manden til at virke som intelligent, men i virkeligheden er det sigende for filmen som helhed.

"Lad os gøre noget virkelig upassende, for denne film er alligevel kørt helt af sporet!"

Man kan ikke snakke denne slags film uden at ikke bringe 'Saw' på banen, for 'Hunger' smager lidt af Saw på mange punkter....i teorien. I praksis er 'Hunger' for 'Saw' hvad flad generisk cola fra Polen, der har stået i solen i tre dage er for en kold Coca Cola med isterninger. Psykopaten i denne film burde have taget en side eller to mere ud af Jigsaws bog for morderiske psykopater, for der mangler nerve og spirende utilpashed blandet med klaustrofobisk intensitet, som især de første film i Saw-franchisen bar præg af.

Hvad er det man siger om mænd med små joysticks?!"

'Hunger' mangler nerve, intensitet og frem for alt spænding. Det er kedeligt, forudsigeligt og helt blottet for selv de mest trivielle "overraskelser" a la forskrækkelser eller twists i plottet, der pludselig giver filmen mere mening. Filmen er som sådan også blottet for gys og det er ingen gorefest, for selv de uundgåelige kannibalscener er flade og ligegyldige. Filmen vil muligvis gøre sig godt som teenunderholdning, men har man set film som 'Saw' eller 'Descent', så er der ingen kvalitet eller underholdning at hente i 'Hunger'

Score: