21. nov. 2012

Anmeldelse: Killer Crocodile.

Årgang: 1989.
Tagline: “Flænsede lig, afrevne lemmer - et krokodille-blodbad!”
Instruktør: Fabrizio De Angelis.
Runtime: 88 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Mondo Cane' (1962), 'Tentacles' (1977), 'Wild Beasts' (1984).

Killer Crocodile er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En gruppe miljøforkæmpere ankommer til en tropisk ø. Deres mål er at sætte en stopper for dumpning af affald fra en lokal virksomhed. Men det radioaktive affald har skabt et frygteligt monster: En gigantisk krokodille med en umættelig sult efter menneskekød! Alt imens lokale kræfter forsøger at stille sig i vejen for, at rygtet omkring monstret spredes, må de forsvarsløse aktivister kæmpe en hektisk kamp på liv og død i det grønne tropehelvede..!


Vi har været der før. ‘Jaws’ (1975) gjorde i så markant grad indtryk på monsterdyrsfilm, at mange af disse blev deciderede efterabninger af Spielbergs mesterværk. Naturligvis med den undtagelse, at man sjældent gav meget for de subtile ting, der egentlig var, hvad der gjorde Spielbergs film så fremragende. Hvorfor bruge tid på at holde monsteret skjult, når publikum hungrer efter at se de enorme dyr i aktion? Fabrizio De Angelis film går i langt højere grad ud fra devisen “more is more”, end den mere tilbageholdende version, som forbilledet bød på. De Angelis er mest kendt for sin rolle som producer på en lang række af Lucio Fulcis film inklusiv ‘Zombi 2’ (1979) og ‘The Beyond’ (1981). Siden 1983 har han slået sine folder som instruktør, ofte under pseudonymet Larry Ludman, hvilket han også benytter sig af i forbindelse med denne film. Både som instruktør og producent har De Angelis været inaktiv siden 1996 - han er i dag 72. ‘Killer Crocodile’ er skudt samtidig med sin fortsættelse ‘Killer Crocodile II’ fra 1990, som blev instrueret af Giannetto De Rossi, som udfærdigede manuskriptet sammen med De Angelis.
Forsøget på at nuppe åbningssekvensen fra 'Jaws' går ikke gnidningsfrit!
Det krævede ikke den store indsigt at gennemskue, hvilke elementer ‘Tentacles (1977) stjal fra sine forbilleder, og i ‘Killer Crocodile’ bliver lighedspunkterne til ‘Jaws’ endnu tydeligere. Ikke alene gøres der et grundigt forsøg på at genskabe ikoniske momenter, som åbningssekvensen, billederne set fra monstrets vinkel og ikke mindst den bidske og mindeværdige karakter Quint, som Robert Shaw portrætterede i 1975. Ennio Girolami, der er krediteret som Thomas Moore her, påtager sig rollen som Joe, der er meget tydeligt nappet fra Spielbergs film. Naturligvis er han taget til ekstremer her og er endnu mere markant, hvilket er symptomatisk for denne type film, hvor der unægteligt er smurt tykkere på. Dét er på én og samme tid filmens styrke og svaghed, for på den ene side er det ganske morsomt, at karaktererne er så overdrevne og at krokodillen ikke gemmes væk men vises frem i al sin papmache-hæder. På den anden side gør det sig ikke for en oprigtigt god oplevelse. Der er ingen egentligt uhyggelige segmenter, hvorimod der er masser af klodsetheder, som det kan være svært ikke at more sig over. Mens effekter ikke er alting, er de en fyldig del af denne film, og når krokodillen ikke fungerer, bliver de øvrige elementer meget hurtigt mere fjollede end skræmmende.
"I think I saw something!"
Den kunstige fornemmelse, der til tider betegnes som camp eller kitsch, kan af og til være en del af charmen ved film som denne. Der er da heller ingen tvivl om, at det er meget sjovt at se de kluntede actionsekvenser, hvor krokodillen eksempelvis vælter en del af en badebro, hvilket bringer en lille pige i fare, da hun er kommet til at hænge ud over den nu skråvinklede bro. I stedet for blot at hive hende op, vælger hendes første redningsmand at hænge sig ved siden af hende, hvilket ikke gavner meget, og den næste ryger ulykkeligvis gennem broen med sit ene ben; Først da en tredje (vores hovedperson) kommer til og får fat i et reb, kan den lille pige reddes. Det er til filmens fordel, at den ikke tager sig selv for alvorligt. Den forsøger ikke rigtig at give indtryk af at være andet end en creature feature beregnet til at blive set under løse rammer af genrefans. Dialogerne er kejtede, skuespillet er stift, og forsøget på at vikle atomkraft ind i historien er forceret. Heldigvis går ‘Killer Crocodile’ ikke samme vej som Ovidio G. Assonitis’ ‘Tentacles’, men gør i stedet en smule spas ud af at vores hovedpersoner tilfældigvis er miljøbevidste. Filmens klimaks gøres en smule mere morsomt af, at opgøret mellem menneske og dyr på sin vis er en smule modvilligt fra menneskets side.
"Dine livløse pupiller kunne tyde på dårlig ernæring!"
Der er reelt ikke særlig meget gore i filmen og blodudgydelserne er meget klodset udført, når de optræder. Hvorvidt man skal se filmen, kommer an på, hvor glad man er for film om monsterdyr der slår ihjel. Filmen er meget sløv i nogle øjeblikke, og oprigtig underholdt var jeg ikke af filmen. Det vil med andre ord kræve en vis distance til filmen eller det rigtige hold venner at finde humor i oplevelsen. Uhygge tror jeg, det er de færreste, der vil finde. Filmens kvaliteter er ikke omfangsrige, og da det først og fremmest er filmen på egne præmisser, der bedømmes, kan den ikke lande så højt. Med det sagt synes jeg ikke, at filmen er værdiløs, idet der er grundlag for god kejtet underholdning, hvis man er i humør til en film, der ikke kræver for stort engagement.

Score:

2 kommentarer:

  1. Exploitation-kudos til AWE for at stjæle plakaten fra en helt anden film og bruge på deres DVD-cover!

    Forsiden er hentet fra den thailandske film CROCODILE:

    http://4.bp.blogspot.com/-E1XcAz_kE2E/Tj2Xeh1eQdI/AAAAAAAAGM0/dFvVVqERnVc/s1600/crocodile.jpg

    ^_^

    SvarSlet
  2. Så er det måske derfor de to har så lidt med hinanden at gøre :)

    SvarSlet