Anmeldelse: Hellraiser 2: Hellbound.

Årgang: 1988.
Tagline: It will tear your soul apart… again.
Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Tony Randel.
Runtime: 99 minutter. 
Medie: Uncut R2 DVD.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Dreamscape' (1984), 'Hellraiser' (1987), 'Event Horizon' (1997), 'Silent Hill' (2006).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Vi har alle vore favoritter. Nogen er til Elm Street, andre er til Hitchcock og sådan svinger det fra generation til generation. Oftest bunder valget af favoritfilm på antallet af Mayland kalendere man er gået gennem i sit liv. Det er derfor også tit sådan, at vi tit ender med at elske nogle af de første gysere, som vi stiftede bekendtskab med i vor tilværelse. For mit vedkommende var Hellraiser den første deciderede gyserfilm, som virkelig ramte mig, rørte mig og gjorde noget ved min opfattelse af hvad genren kan byde på. Det hang lidt sammen med filmen, men også med markedsføringen, der slog på hvor ufattelig uhyggelig og grænseoverskridende Hellraiser rent faktisk var. Glemt var de forrige årtiers bloddryppende kannibal og motorsavsfilm.

The doctor is in.

Nu var det Hellraiser, Clive Barker og ideen om at få revet sin sjæl i stykker, der skulle skræmme teenager fra vid og sans. Det virkede! Pinhead blev en kultfigur og var på alles læber. Filmen blev for sin tid hurtigt fulgt op med en videoudgivelse – og snart var Hellraiser et hit på danske skoler, hvor drengene sloges om pigernes gunst ved at blære sig med, hvor mange gange de rent faktisk havde set Hellraiser. Jeg så den mange gange. Jeg indrømmer gerne, at jeg rent faktisk ejede et kopi af filmen på et slidt VHS bånd, som jeg så igen og igen indtil filmen rent faktisk kunne købes lovligt en del år senere. Jeg genså Hellraiser for et års tid siden – og den holder jo stadig. Bevares! Den er ikke så køn, skuespillet er måske lidt stift, men for en film med 27 år på bagen er den stadig underholdende. Efter at rulleteksterne rendte over skærmen slog det mig, at jeg udover Hellbound aldrig havde set de mange fortsættelser. Det må der gøres noget ved, så jeg starter lidt blødt ud med netop Hellbound.

This ain't no technological breakdown. Oh no, this is the road to hell.

Hellbound er en direkte fortsættelse af Hellraiser. Den starter sågar med en opsummering af den første film, hvilket i sig selv er lidt af en raritet for fortsættelser. Den overlevende Kirsty er blevet anbragt på et psykiatrisk hospital, som er styret og ejet af doktor Channard, der bag sit sympatiske ydre bærer en besættelse med Lemarchands æske, som jo er en portal til helvede. Snart er Kirsty og hendes nye veninde Tiffany i fare, da de hver især bidrager til Channings plan, der snart vil vende op og ned på Hellraiser universet.

Guess who’s back? Back again. Shady’s back!

Fortsættelser af film som Hellraiser kan som regel udspringe af to årsager. Den ene kan være, at tilbyde en forklaring, hvor film nummer to vil fremstå som en slags forhistorie til originalfilmen. Den anden, og mere naturlige årsag, er en klassisk fortsættelse af hovedhistorien fra originalfilmen. Hellbound er lidt begge dele, for selv om historien sådan set fortsætter på klassisk vis, formår instruktør Tony Randel og Clive Barker at binde forklaringer og detaljer på den første historie sammen med nye hændelser på en måde, hvor man både får den spændende nye historie og en række a-ha oplevelser efterhånden som man bliver klogere. Det giver en rigtig god fornemmelse af, at der er tænkt over mere end bare penge, da man besluttede sig for at gøre Hellraiser til en franchise. Omvendt kan man negativt påstå, at filmen bare er mere af det samme – og at virkemidlerne ikke har forandret sig synderligt, men er man fan af første film er Hellbound præcis hvad man kunne ønske sig af en film nummer to. Her er masser af klamme scener kombineret med samme drømmelignende sekvenser og visuelle virkemidler, der selv tre årtier senere efterlader sit publikum i en blanding af ubehag og en ”på kanten af sædet” oplevelse, hvor man forventer chok og splat hvert et sekund det skal være. Hellbound har dog ikke samme chokeffekt på sit publikum som den første film, netop fordi man fortsætter i samme rille, men man kan også diskutere nødvendigheden af dette, når man nu har etableret et univers, der er SÅ anderledes end hvad man tidligere har set på film.

Got no human grace. Your eyes without a face.

Skuespillet i filmen er stadig lidt for stift og på andre steder en tand for teatralsk. Man kommer dog ikke uden om, at det bare er tidstypisk for firsergysere – og at man trods alt har holdt sig fra en skrigefest, som mine ører bare er blevet for gamle og sure til. Doug Bradley er stadig stjernen over dem alle og det er også hans Pinhead, der bærer elementet af uhygge omkring castet af cenobites. Effekterne i filmen er ligesom skuespillet tidstypisk og ikke alt ser lige kønt ud. Det er heldigvis til at leve med, for Hellbound er en historie, der er godt skruet sammen – på en måde der formår at holde ånden fra originalfilmen helt i hævd. Det er i sig selv en præstation og derfor ender jeg også i den fine ende af skalaen for denne fine to’er.

Score: