Anmeldelse: Snowpiercer.

Årgang: 2013.
Tagline: AD 2031: the passengers in the train are the only survivors on Earth.
Instruktør: Joon-Ho Bong.   
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 126 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Day of Resurrection' (1980), 'The Host' (2006), 'Elysium' (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Greenpeace fik ret. Bjørn Lomborg fik ret. Al Gore fik ret. Vor halvhjertet kamp for at bevare miljøet gik fløjten – og planeten svarede igen! Klimaet forandrede sig, isvinteren kom og mennesker, dyr og planter frøs sin røv ihjel. Der var dog en undtagelse. Enkelte mennesker klarede sig ombord på et tog. Snowpiercer. En mands drøm om et selvforsynende tog, der kan krydse samtlige verdensdele i en slags udvidet Briobane for voksne, der tager præcis et år for en rundtur. Opdelingen i toget er klar. De fattige er bagerst og de rige, dekadente og forfinede er forrest i vognen. Efter sytten rundture og lige så mange år rumler utilfredsheden i de bagerste vogne. Man vil have bedre mad, bedre forhold og bedre vilkår, men efter tidligere kupforsøg er sikkerheden skærpet. Et eventuelt kup gennem det lange tog vil være fyldt med forhindringer, skarpladte våben og soldater, der kun venter på et oprør.

Stik lige hånden ud og tjek om det er koldt.

All aboard! For at komme ud og se med Snowpiercer, er der et par præmisser, der er strengt nødvendige at acceptere, for at kunne få en god og fornøjelig togtur. Vi må acceptere, at dette mikrokosmos på skinner, er et sted hvor man helst ikke skal tænke for meget over hverdagens trivialiteter. Det er nemlig langt fra alt der giver mening – og de ting der giver mening, tåler på ingen måde, at blive kradset for meget i lakken. Joon-Ho Bong er en sand mester i denne slags film, for fejlene, manglerne og de sære plothuller går igen fra filmen The Host, som i den grad er bygget op på samme skelet som Snowpiercer.

En ny folkeskolereform har ændret lidt på lærernes udstyr.

Snowpiercer er dog ikke en original idé fra det koreanske. Filmen er baseret på den franske tegneserie fra 1982 af samme navn, der ligesom sin audio/visuelle fætter også har forklaringsproblemer, men som i universets natur har nemmere ved at sælge fejl og mangler, da mediet fungerer bedre som et univers af overførte betydninger. Den dystopiske verden med et totalitært styre er ikke en ny tanke og Snowpiercer låner da også fra både Orwell, Huxley og Bradbury, men er samtidig original i sin udtryksform, for den simple indfaldsvinkel falder så sandelig også ud til filmens fordel. Den gør blandt andet actionscenerne legitime på en måde, hvor man spændt følger med i kampen mod et overherredømme, som man i bund og grund er bevidst om BØR eksistere, da livet ombord på toget aldrig ville kunne fungere som et anarki.

Tilda Swinton er ikke alene en pæn dame, men også charmerende.

Skuespillet i filmen er glimrende – og Chris Evans bærer rollen som helten Curtis med det potentiale, som han nu engang har. Tilda Swinton og Ed Harris hiver de store skuespilpræstationer frem i roller, der bliver spillet med overbevisende kynisme, der langt hen ad vejen gør Snowpiercer endnu mere seværdig.
Den visuelle del af filmen tager over, hvor historien ikke rigtig kan bære. Togets uendelige antal af vogne, er alle skabt med hver sit udtryk i alle former for klaustrofobiske scenarier. Begrænsningerne ved at have et tog som udgangspunkt, er i den grad neutraliseret ved at skabe et samfund af togvogne, der hele tiden byder på nye overraskelser, der bestemt gør rejsen gennem togstammen til en oplevelse, hvor man umuligt kan forudse næste vogns formål og formåen. Variationen er enorm og man overraskes konstant af de mange variationer på samme tema, som forskelligheden i togvognene så sandelig er. Snowpiercer har, bortset fra et enkelt stykke af Bach, ingen stemningsfyldt score, der fungerer som underlægning til den fantastiske billedside. Til gengæld rummer filmen et utal af vilde lydeffekter, der skaber en stærk symbiose med billederne, som konstant minder sit publikum om, at selv om Snowpiercer er et mikrokosmos i sig selv – så er det også bare et gement tog, der konstant smadrer gennem en uendelig mængde af sne og is.

Vor helt: Deckard….øhhh…Curtis!

Når alt er sagt og gjort, så kræver Snowpiercer stadig, at man accepterer præmisser, som ikke kan stå en lakmustest for originalitet eller dybde. Til gengæld leverer filmen præcis det, som man kunne håbe på. En vild og hårdtslående science-fiction film med et præcist afmålt antal af actionscener og dystopiske nuancer, der gør at man er rigtig godt underholdt gennem hele filmen.

Score: