Vi forsætter med at anmelde konsol- og PC-spil til det lidt mere voksne publikum. Sidst var det "
Alien: Isolation" der bød på iskold survival-horror, og denne gang kigger vi på kulsort postapokalyptisk western-eventyr i "Wasteland 2". Her bliver du og din bande af misfits smidt ud i en nådesløs verden, der er gennemsyret af vold, desperation og magtkampe. I dit job som Desert Ranger, bliver du sendt ud på store og små missioner, i jagten på at skabe noget lov, orden og retfærdighed, i en lovløs verden hvor survival of the fittest er øverst på dagsordenen.
|
"Wasteland 2" kan fås til PC, Mac og Linux, og du kan blandt andet finde det på online-tjenesten STEAM. |
Hvem husker ikke de gode gamle dage med "Fallout" og "Fallout 2"? De grovkornede TRPG-spil (tactical role-playing game) var proppet med originalitet, alsidige missioner, sultne mutanter, blodtørstige raiders, skjulte skatte, letlevende damer, oversavede pumpguns og atomaffald i støvlerne! De to spil udkom i henholdsvis 1997 og 1998, og de er aldrig rigtig blevet overgået - og det selvom der i 2008 udkom et "Fallout 3", som var et temmelig fantastisk spil. 3'eren blev bare aldrig helt den fortsættelse mange fans havde ønsket, mest af alt fordi udviklerne havde valgt at gå bort fra det isometriske overblik, og dermed formindsket det strategiske aspekt der var i de blodige kampe. I stedet havde de satset på et mere moderne koncept, ved at lade hele herligheden udspille sig i øjenhøjde, præcis som et FPS (first-person shooter) spil. Det var vi ikke alle der var lige begejstrede for, så med lidt god vilje kan man vel snakke om at "Wasteland 2" er den åndelige arvtager for "Fallout" 1 og 2.
|
Ligner det noget du har set før? "Wasteland 2" er oldschool på den fede måde! |
Men "Wasteland 2" er ikke "Fallout", det er helt sin egen. Spillet er finansieret igennem Kickstarter (i en af de mest succesrige kampagner indtil videre) og
skabt af gamle fans af det originale "Wasteland" der udkom helt tilbage i
1988(?!). Og det mærkes tidligt, og meget tydeligt, at der er lagt en masse kærlighed og sjæl i
efterfølgeren. "Wasteland 2" har haft sine børnesygdomme, men er begyndt at forløbe fejlfrit efter de
sidste par opdateringer. Grafikken er ikke noget man falder ned af
stolen af, men det er heller ikke det vigtigste for en halvgammel gamer som undertegnede.
Soundtracket og lyden af ingenmandsland er stemningsfuld, og de få strofer stemmeskuespil der er, lyder
helt som de skal. Præcis i det originale spil, så er der meget tekst der skal læses for at følge
med i historierne. Men det er heldigvis velskrevet og underholdende, så for den
tålmodige gamer er der masser at komme efter. Tænk "Planescape: Torment" (1999) og "Baldur's Gate II" (2000) - så har du en fornemmelse af hvad jeg mener.
|
I "Wasteland 2" møder du alt fra radioaktive zombier til religiøse fanatikere, skrupelløse gangstere og organiske cyborgs. |
I "Wasteland 2" får dine valg konsekvenser, og for det meste nogle meget seriøse konsekvenser. Spillet er gennemsyret af en sort galgen-humor og der er tit ikke en etisk og politik korrekt vej ud af en konflikt. Du finder dig altså hurtigt fanget i håbløse situationer, hvor du bliver tvunget til at vælge imellem pest eller kolera på en problemstilling. Om det så drejer sig om at redde en fattig bondes kvæg, eller om det er et helt samfunds skæbne der står på spil, så er det et befriende og et modent aspekt af spillet, at alt bestemt ikke ender lykkeligt i "Wasteland 2". Det ville også være meget svært at forestille sig, at alting havde en lykkelig slutning, når vi befinder os i en gold, voldelig og fremtidsløs atom-ørken...
|
Ødemarkens drabelige dueller kræver sine ofre. |
Krig, kampe og opgør er der også i "Wasteland 2", og de er yderst intense og blodige! Kender du til spil som "Jagged Alliance" og "XCOM: Enemy Unknown", så har du en idé om hvad der venter dig. Der er et utal af skydevåben, håndvåben, laser-kanoner, bomber, haveredskaber og springskaller du kan sende i hovedet på din fjende, (og din fjende kan sende retur) og dette medvirker alt sammen til, at kampene bliver nogle taktiske tovtrækkerier, hvor dit næste træk kan få fatale følger for din videre færd. Samtidig er ammunition ikke noget der ligger og flyder under hver en sten i ødemarken, så der er god grund til nøje at overveje, hvordan du vil tackle din modstander. Som altid så er AI'en ikke den skarpeste ørkenræv på sletten, men
sætter du sværhedsgraden lidt op, så skal du nok bide i græsset et par
gange eller 50. Det skal siges, at nogle af kampene godt kan gå hen og blive lidt monotome, f.eks når dine Rangers for gud ved hvilken gang, løber ind i nogle omstrejfere der mener at de har en chance for at plyndre dig. Et andet lille problem vi støder ind i, er i håndteringen af dit inventory. Det er ikke er det nemmeste at finde rundt i, og der skal en del micromanaging til at få det hele til at gå op.
|
Der bliver rodet rundt i rygsækken. |
Med "Wasteland 2" får du et kæmpestort og fængslende univers at boltre dig i, med masser af (uforudsete) muligheder, sort humor, fantastiske personager, nogle helt og aldeles fremragende historier og quests, og en høj en genspilnings-værdi. Og så lader "Wasteland 2" dig være alt fra pligtopfyldende lawman til frådende kannibal - og helt ærligt, hvad mere kan man ønske sig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar