29. nov. 2014

Anmeldelse: Sabotage.

Årgang: 2014.
Tagline: ”Leave no loose ends.”
Genre: Action, Crime.
Instruktør: David Ayer.
Runtime: 109 minutter.
Medie: Netflix USA.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Open Road Films.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Raw Deal (1986), Harsh Times (2005), End of Watch (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da Arnold Schwarzenegger blev Governator i Californien i 2003, truede han med at lægge skuespillet på hylden. Men som vi ved, er det ofte sådan med politik, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og allerede inden guvernørskabet sluttede i 2011, fandt Schwarzenegger tid til at lægge vejen forbi Hollywood. Det var såmænd den gamle ærkerival Sylvester Stallone, der hev ham ind for en kort bemærkning i ”The Expendables” (2010), og siden arbejdede de to rynkede muskelbundter side om side i ”Escape Plan” (2013). I fremtiden kan vi opleve Schwarzenegger i den ny ”Terminator: Genisys”, og sandsynligvis kommer han også til at gentage rollen som Conan, så det er efterhånden et uomgængeligt faktum: he's back!
”Hvor gammel sagde du, du var?!”
Men udover at sikre alderdommen økonomisk med den nostalgiske og garanteret indbringende tilbagevenden til selvrefererende actionbrag og velkendte franchises, har Schwarzenegger heldigvis også ambitioner om at kaste sig over nye og anderledes projekter. Sidste år havde vi fornøjelsen af den overskruet underholdende ”The Last Stand” (2013) og i 2015 kan vi se frem til zombiedramaet ”Maggie”. Her og nu skal det handle om ”Sabotage” (2014), hvori Schwarzenegger spiller John ”Breacher” Wharton. Breacher leder et vanvittigt men velfungerende team i narkopolitiet, som kommer i problemer, da de stjæler 10 millioner dollars under en razzia på en narkohøjborg. Efterfølgende bliver Breachers folk brutalt slagtet én efter én på ægte mexikansk narkokartelmanér, og som om det ikke var nok, kommer teamet også under lup fra drabsafdelingens allernævenyttigste snushøne. Hun er dybt interesseret i at finde ud af, præcis hvad det er, Breacher har gjort ved narkobaronens sukkermad.
”Fuck! Der er ikke mere mælk i køleskabet!”
Men faktisk er ”Sabotage” også en film om en faders hævn over dem, der har bortført og dræbt hans familie. Det er jo et plot, vi kender til bevidstløshed, senest fra ”John Wick” (2014) og bedst fra ”Taken” (2009). Schwarzenegger selv er heller ikke utrænet i den hævngerrige faderrolle; hvem husker ikke den overdrevet seje ”Commando” (1985)? Det ér efterhånden et lidt fortærsket plot, og instruktøren David Ayer har da også gjort klogt i at fokusere på nogle andre aspekter af historien og dermed reducere hævngerningen til et sideplot. Fokus ligger på de klassiske kriminalelementer: hvem har nappet gysserne, og hvem render rundt og slår folk ihjel? Det fungerer som sagt godt, men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der mangler noget. Hævnhistorien får trods alt for lidt plads i forhold til, hvor afgørende betydning den får for filmen til sidst. ”Sabotage” blev optaget i efteråret 2012, men fik først premiere dette forår. Filmholdet har ad flere omgange måtte vende tilbage og optage nyt materiale samt klippe filmen om, fordi der var utilfredshed med resultatet. Måske kan det forklare, at filmen har en anelse svært ved at bestemme, hvilke historier den gerne vil fortælle.
Hey! Hey! Hey, hey, hey! Macho, macho man! I've got to be, a macho man!
Forsinkelsen af ”Sabotage” kan også forklare, hvordan David Ayer kan have to film på markedet det samme år. Ayer har netop været aktuel herhjemme med krigsfilmen ”Fury” (2014), der ligesom ”Sabotage” følger et badass team. Det skal han sgu have, David Ayer, han forstår at sammensætte en fed og overraskende rolleliste. Udover Arnold Schwarzenegger finder man i ”Sabotage” blandt andre Terrence Howard, Josh Holloway, Mireille Enos og ikke mindst Sam Worthington i hans bedste rolle til dato. Jeg har aldrig forstået Sam Worthington som heltefiguren i for eksempel ”Avatar” (2009) og ”Terminator Salvation” (2009). I ”Sabotage” spiller han den grove meeen dog følsomme James ”Monster” Murray, og det gør han virkelig, virkelig godt! Han har taget sig nogle kilo, ladet sig kronrage og fået flettet fipskægget, så der gik faktisk lang tid, før det gik op for mig, det var Sam Worthington. Arnold har jo altid været mere trækplaster end skuespiller, men han modner faktisk med alderen. De mange guvernørtaler må have gjort ham kameravant, og han fremstår meget mere naturlig og rolig i sine roller. Men om jeg fatter, at han skal have så mange ironisk-sarkastiske replikker. Når manden lige knap evner at levere en replik troværdigt, hvorfor skal han så pines med at skulle sige noget, der er dobbelttydigt?!
Hvis du får ondt i hovedet, er det ikke bare brainfreeze!
David Ayer har et ganske imponerende cv med actionfilm som ”The Fast and the Furious” (2001), ”Training Day” (2001), ”End of Watch” (2012) og senest altså ”Fury”. Han har en rå og kompromisløs stil, som nok bliver udfordret, når han i fremtiden skal stå for superhelte... eller rettere superskurkefilmen ”Suicide Squad” for Warner Bros. og DC (forhåbentlig holder han Arnold på lang afstand af denne film). Jeg har på fornemmelsen, at ”Sabotage” blot bliver et lille aberdabei i David Ayers samlede filmproduktion, ligesom den nok aldrig bliver Schwarzenegger-pensum. Alligevel får den altså en anbefaling med på vejen herfra, for det er ganske velfungerende og i øvrigt überblutig actionthriller. Man kan med fordel se den side om side med føromtalte ”The Last Stand”, der ganske vist er mere til den sjove side, men som også er actionspækket ad helvede til og i øvrigt også handler om de forbandede narkotika-sælgende mexikanere.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar