Anmeldelse: Predator 2.

Årgang: 1990.
Tagline: "Silent. Invisible. Invincible. He's in town with a few days to kill.”
Genre: Sci-fi, Action.
Instruktør: Stephen Hopkins
Runtime: 108 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: SF.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Predator" (1987), "Predators" (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Hærget af bandekrige er L.A. det perfekte om område til at kunne dræbe og hærge for The Predator. Da politimanden Mike Harrigan (Danny Glover) finder vanrøgtede døde kroppe, tror han selvfølgelig, at det er de hærgende banders arbejde. Pludseligt dukker en mystisk regerings agent (Gary Busey) op, og beder Mike om at holde sig fra sagen, hvilket kun gør Mike endnu mere nysgerrig. Men i sin søgen efter sandheden bliver han konfronteret med en fjende langt værre, end de pludseligt ganske fredelige bander...

Der er ingen Arnold i denne omgang i ringen med de velkendte jæger-aliens. Så er det ligesom af vejen. Faktisk er alting nyt. I stedet for at være i junglen, introduceres vi for et dystopisk L.A., hvor politiet er i åben krig med narkobander. En alternativ tagline til filmen lød: “This time he's coming to a different kind of jungle”, og den Guns N’ Roses klingende metafor, er slet ikke dum. Naturligvis er det karikeret, når et helt tog fuld af gamle mennesker, forretningsmænd og dumme teenagers hiver pistoler frem for at vise, hvor kort der er mellem civiliseret samfund og junglelov, men det kommunikerer filmens pointe klart og tydeligt. Selvom filmen benytter sit monsters tilstedeværelse til at vise menneskelige fejlbarligheder, spares der ikke på brutaliteten fra monstrets side. Den angriber måske kun dem, der er bevæbnede, men derudover skelnes der ikke, og når først sigtet er låst på et mål, er der ingen vej tilbage.

Denne gang er det Danny Glover der er på jagt, eller nok nærmere den jagede.

“Predator 2” var den først film, der modtog en såkaldt NC-17 rating, omend den endelige udgave af filmen blev udgivet med den lidt mildere R-rating. Det er heller ikke svært at se, hvad den barske censur baserede sig på. Filmen boltrer sig i blodsudgydelser, og uanset om det er mennesker, der dræber andre mennesker, eller det er predator selv, der står for myrderierne, er fællesnævneren, at de er barbariske. Det er vel at mærke efter løjerne er blevet nedtonet for opnå førnævnte R-rating. Alligevel separeres rygsøjler rask væk fra deres korporlige hylstre, det naturligvis i forbindelse med, at hovedet også fravristes de stakler, som er kommet på tværs af titelfiguren. Stephen Hopkins (der blandt andet har “A Nightmare on Elm Street: The Dream Child” på samvittigheden) evner at benytte den omfattende mængde rå vold, så den ikke bliver sanselammende, men rent faktisk skaber reel frygt for den rå ondskab filmen på forskellig vis fremstiller.

Arnold er måske væk... men der er nu flere predators end nogensinde før!

Danny Glover er god til at spille rollen som tvær betjent, der har arbejdet lidt for hårdt, lidt for længe, men som også er utrolig dygtig til sit arbejde. Næsten lidt for dygtig ville visse FBI agenter måske mene. I hvert fald ligger han konstant på kanten af reglerne, og her erfarer vi hurtigt, at hans hold vil følge ham gennem ild og vand. Det understreges fint ved at introducere Bill Paxton i rollen som Jerry, som er ny på holdet og dermed en fremragende indgangsvinkel til at give en fornemmelse af resten af den sammentømrede gruppe. Paxton er vanligt overdreven i sin præsteren, men som det er symptomatisk for hele castet, sælger de historien med en overlegen karisma, som fnysende kaster forventninger om traditionelt skuespil til side og vinder indpas ved ren og ufortyndet charme. Castets udstråling og uhøjtidelige tilgang til materialet står i kontrast til predatorens hensynsløshed og øger ubehaget ved dens tilstedeværelse.

“You are one big ugly motherfu...”

Dårlige sequels er ikke svære at få øje på, og umiddelbart lader det til, at “Predator 2” er blevet smidt i den bunke, hvor den så absolut ikke hører til. Filmen lever op til sin forgænger, og uanset at den indeholder øjeblikke af kluntede effekter og overdrevet skuespil, er de små fjollede øjeblikke ikke nær nok til at fratage filmen dens kvalitet. “Predator 2” er underholdende på en måde, der er bifaldsfremkaldende i sin egensindighed, og som udspringer af en grundlæggende god idé om ikke bare at udvide på filmens hovedattraktion - monstret - men også at sløre linjen mellem, hvem der er gode og onde menneskene iblandt.

Score: