Anmeldelse: Drive Angry.

Årgang: 2011
Tagline: "One hell of a ride.”
Genre: Action, Horror.
Instruktør: Patrick Lussier
Runtime: 104 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Warner Brothers.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Ghost Rider” (2007), “Crank” (2006), “Death Proof” (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Milton (Nicolas Cage) er vendt tilbage fra helvede efter at have oplevet sin datters mord. Nu er han på vej ud for at finde sit barnebarn og redde hende, inden hun skal ofres til satan af den selvsamme kultleder, som i sin tid dræbte Miltons datter - en mand ved navn Jonah King (Billy Burke). Milton får snart følgeskab af den unge Piper (Amber Heard) og jages samtidig af en af helvedes håndlangere kaldet revisoren (William Fichtner).

Hot babe? Tjek!

Der er nok at se til i “Drive Angry”, og er der noget, den ikke kan påstås at være, så er det kedelig. Tværtimod er filmen underholdende allerede fra de første minutter og formår med tempo at skabe massevis af brølende vellykkede actionsekvenser og smide massevis af humor ind undervejs. Filmen lader samtidig til at være et opgør med den tilbageholdenhed, der har spredt sig i Hollywood, og filmen er på ingen måde bleg for at blæse lemmer af dens karakterer eller i den mere groteske ende have en karakter til at drikke ud af en anden karakters kranie. På samme tid er filmen naturligvis tænkt til at være i 3D og indeholder således nogle elementer, som er decideret fjollede. Et godt eksempel er den afsluttende kamp, som nærmest når op på niveau med “Jaws 3-D” i dårlige effekter. Heldigvis virker det tilsigtet at filmen skal være campy og aldeles over the top. Grundet den kant skabernes fandenivoldske attitude tilfører filmen, er man i stedet konstant underholdt af, hvad der i sidste ende er en bundsolid actionfilm. Hvor andre vil anbefale at smide “Battleship” (2012) på til at dæmpe tømmermændene en søndag formiddag, vil jeg langt hellere slå et slag for denne, langt mere underholdende film.

Billede hvor noget eksploderer bag helten, der upåvirket går videre og ser cool ud? Tjek!

Nicolas Cage er en mand, der nærmest er berømt for, hvor elendige film han til tider vælger at medvirke i, og det er en stor skam, for når Cage er bedst, kan hans maniske energi redde selv den mest kedsommelige film. Reelt talent er der da også i manden. Det har han blandt andet bevist i Mike Figgis’ mesterværk “Leaving Las Vegas” (1995), hvor Cage gør et fremragende stykke arbejde. I “Drive Angry” lander Cage midt i mellem disse to ekstremer af hans talent. Han er på den ene side på toppen af, hvad han kan levere som bad-ass actionhelt, men karismaen er der skruet langt ned for. Hans replikker falder monotont og på anden vis fladt. Det kan naturligvis skyldes den karakter, han spiller, og Cage har flere replikløse øjeblikke, der giver ham mulighed for at vise, at hans evner rækker længere end som så. Cages figur er en handlingens mand og det er i de ting han gør, vi får at se, hvor grundlæggende møg blæret han er.

Catfight? Tjek!

Amber Heard bakker Cage utrolig fornemt op og giver os en kvindelig actionhelt, som er fuldt ud lige så meget i stand til at uddele tæsk som hendes mandlige kollegaer. William Fichtner stjæler totalt rampelyset med filmens mest interessante og frem for alt morsomme karakter. Fichtners præstation er så verdensfjern, at det får hver eneste replik til at ose af en arrogant ligegyldighed, der er ekstremt morsom. Mindre imponerer Billy Burke, som leverer filmens egentlige skurk men får alt for lidt at gøre, og han har samtidig ikke tilnærmelsesvis den karisma, som særligt Fichtner fremviser i filmen. Traileren som fremviser en storrygende Nicolas Cage i færd med at have sex med en kvinde, alt imens han skyder vildt omkring sig og kun stopper for at tage en tår af sin Jack Daniels, er altså ikke misvisende, når den antyder hvilken film vi her har med at gøre. Er man stadig i tvivl, behøver man formentlig ikke at se meget af filmen, før man ved, at vi her har at gøre med en actionfilm af den gamle skole.

Sex, guns and whiskey? Tjeeeeek!

“Drive Angry” er mange ting. Den er en kantet actionfilm, og den er samtidig også et nik i retning af 70ernes bilfilm. Først og fremmest er filmen underholdende, og der er ikke mange andre nyere actionfilm, der på helt samme måde formår at sammenblande det moderne med det klassiske. Hvad instruktør Patrick Lussier leverer her er måske nok ret tanketomt, men er det på den bedst tænkelige måde. Filmen er en oplagt guilty pleasure for alle de, der foretrækker deres action over the top og med masser af kant. “Drive Angry” er en fandenivoldsk actionfilm, som ser stort på tidens normer og er velsignet med et cast, som helt tydeligt fornøjer sig med at være med i denne uforpligtende og helt igennem tossede filmoplevelse.

Score: