Anmeldelse: The Purge: Anachy.

Årgang: 2014.
Tagline: United We Purge.
Genre: Action, Horror.
Instruktør: James DeMonaco.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Universal Pictures UK.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”The 10th Victim” (1965), ”Surviving the Game” (1994), ”The Purge” (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

I 2013 brød forfatter og instruktør James DeMonaco lydmuren med home invasion thrilleren ”The Purge”. En forholdsvis original historie om et offentligt godkendt tidspunkt på året, hvor jungleloven trådte i kraft. Hvor alle var fair game. Hvor mord, overfald og al kriminalitet var fuldkommen lovlig. Det kom der en glimrende home invasion film ud af, der til trods for sine mangler, alligevel var en intens sag, der gav en smule håb for gyserens fremtid i biograferne, der efterhånden har givet helt op på genren i mange lande.

Så har vi balladen….igen.

Næppe havde vi fået pakket våbnene væk, ryddet ligene fra gaderne og forseglet vore hjem efter en god Purge, før DeMonaco og Universal var klar med endnu en udrensning af samfundets dårligst stillede borgere. En Purge der denne gang skulle en tur ud i gaderne. Væk var idéen om Home Invasion som omdrejningspunkt. I stedet følger vi denne gang et ungt par, der får problemer med deres bil, på deres vej hjem fra arbejde. Kun få timer før tingene går løs er de strandet. Langt fra deres hjem. Langt fra sikkerhed. Snart bliver to til mange og en lille gruppe mennesker med hver deres baggrund, skal slås for overlevelse i gaderne. En opgave der kan synes nærmest umulig, for det er ikke kun ordinære borgere, der går amok i gaderne. En mere professionel og langt mere farlig fjende er nemlig i gang med en udrensning, som er langt mere end bare tilfældig.

Vor navnløse helt.

Har man haft bare en smule succes med en original idé, ryger man oftest i et dilemma, der i virkeligheden burde afholde en fra at lave en fortsættelse, hvilket desværre sjældent er tilfældet, for en succes skal man bygge på rent kommercielt. Også selv om det ikke nødvendigvis er originalt længere. For skal man fortsætte i samme tråd som man gjorde med originalen? Skal man finde en ny vinkel? Skal man skabe en ny historie eller fortsætte hvor den gamle slap? Det er som pest eller kolera, hvis de dødbringende sygdomme vel og mærke var pengemaskiner, der uanset hvad gav omsætning, indtjening og profit.
Man kan sagtens begræde at DeMonaco tog løjerne fra home invasion og ud på gaderne. Klaustrofobien er væk. Det samme er trygheden i tanken om, at vore hjem er et slot, hvor intet kan trænge ind eller true os. Til gengæld kan man ikke beskylde DeMonaco for, at fortsætte i samme spor, for ”The Purge: Anarchy” er i virkeligheden en anderledes vinkel på en original idé, der kan leve videre lidt endnu.

Machete og Kabukimaske. Så ved man at det er en højtid!

Hvor ”The Purge” levede på den klaustrofobiske stemning, der kombineret med chokeffekter, skabte en uhygge baseret på utryghed, har vi med en helt anden størrelse frygt at gøre i denne omgang. Utrygheden er stadig et fokuspunkt, men paranoiaen er denne gang redskabet, der skaber spændingen. Der er stadig chokeffekter, men de er langt fra lige så effektfulde. Man holder måske intensiteten fra den første film, men paranoia er bare ikke lige så godt et middel som klaustrofobi. Momenterne af uhygge bliver erstattet af mere rendyrket action, der forandrer filmens udtryk drastisk. Pludselig bevæger vi os i actionland, hvor manden med den største pistol vinder hver gang. Der bliver klippet hurtigt og selv om intensiteten er bibeholdt, så er vi ikke længere helt ude på kanten af sædet. Det hele bliver genkendeligt og selv om tingene går stærkt, taber ”The Purge: Anarchy” alligevel terræn til sin forgænger.
Den visuelle stil er fortsat helt intakt. Det er smukke scener, når hele USA går amok i en rus af mord, hævn og blodige angreb på sagesløse. Jungleloven er helt klart mere udtalt i denne film, hvilket kræver et endnu stærkere visuelt indtryk. Det får man helt sikkert indfriet, for her danner kombinationen af tomme gader og tilfældige overfald en fin baggrund til historien, der aldrig går ned på actionscener, der nærmest bærer den sidste halvdel af affæren.

Who let the dogs out? Woof Woof Woof!

Skuespillet er som sådan ligegyldigt og det handler mere om at abstrahere fra de endimensionelle figurer end at tage dem til sig. Man får aldrig rigtig følelsen af, at man har helte og skurke, men til gengæld bare er tilskuer til et voldsorgie, hvor man ikke behøver at tage stilling til noget som helst. Lige lidt hjælper de politiske undertoner fra første film, der i denne ombæring desperat prøver at være en del af plottet. Det er uinteressant og flytter fokus fra de dele af filmen, som kunne have været mere spændende, hvis man ikke spildte tiden på at skabe et fundament af politisk agenda, som hovedpulsåren til en historie, der alligevel aldrig udvikler sig til noget særligt.
Når alt er sagt og gjort, så er ”The Purge: Anarchy” ikke nødvendigvis en forkert retning for en franchise, der helt sikkert har mere på hjerte (med endnu en film senere i år), men dilemmaet er stadig tydeligt for enhver. Man løb linen ud med en ny retning og en anderledes vinkel, men endte med at skifte udtryk så meget, at man ultimativt lavede et decideret genreskift til en mere actionpræget oplevelse. Havde man fortsat med home invasion, havde jeg nok brokket mig lige så meget, så derfor lander jeg på en middel karakter for en film, der absolut var intens og til tider ganske spændende.

Score: